Du skylder vores børn en mere nuanceret debat om skærme, Tesfaye
Børne- og undervisningsministeren har sat sig i spidsen for en forsimplet debat om skærme i skolen. Det er ærgerligt, for vores børn har brug for en relevant og realistisk plan.
Stine Liv Johansen
Lektor, ph.d., Institut for Kommunikation og Kultur, Center for Børns Litteratur og Medier, Aarhus UniversitetDa jeg for et par uger siden delte et indlæg i den aktuelle debat om skærme i skolen på min Linkedin-profil, skrev en af mine tidligere studerende til mig, hvordan det mindede hende om nogle af de diskussioner, vi havde haft i undervisningen for omkring ti år siden.
Hvorfor, kan man så spørge, er vi ikke kommet længere i debatten? Og hvad risikerer vi, hvis vi bliver ved med at fokusere ensidigt på skærm eller ikke skærm, når den teknologiske udvikling brager afsted i verden omkring os, og vi skal finde balancen mellem at beskytte vores børn og sætte dem i stand til at deltage aktivt, kritisk og konstruktivt i den?
Det kræver, at vi løfter os fra en forsimplet debat om, hvorvidt der skal være skærme i skolen eller ej. Det er ikke første gang, at debattører, fagfolk og forskere diskuterer, hvordan og i hvilket omfang medier og digitale teknologier skal og kan anvendes, og hvilken effekt og betydning de måtte have for børn og unges trivsel og læring.
Det er et vilkår i ethvert samfund, at dette emne er godt stof – og det har det været i ikke bare årtier, men i århundreder.
Denne gang er debatten anført af blandt andre vores nytiltrådte børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S), som i sine første større interviews har fortalt om, hvordan han derhjemme gemmer sine egne børns telefoner, og hvordan han ville indføre en meget restriktiv skærmpolitik, hvis han var skoleleder.
Desværre opleves debatten lige nu som mere skinger og polariseret, end den plejer. Den er fra flere debattørers side baseret på forvrængede forestillinger og præmisser
Stine Liv Johansen
Lektor og tidligere formand for Medierådet for Børn og Unge
Han er ikke alene. Mange forældre giver udtryk for bekymring og for en følelse af magtesløshed over for deres børns mediebrug. Det er forståeligt, genkendeligt og noget, jeg selv har undersøgt gennem blandt andet interviews med forældre.
Men et forbud mod skærme er ikke løsningen på voksnes oplevelse af magtesløshed. Faktisk risikerer et generelt forbud at skabe flere problemer, end det løser, ikke mindst fordi det baserer sig på en forsimplet forestilling om, at allehånde problemer i børn og unges liv kan reduceres til "skærm".
Problemet med udgangspunktet for den aktuelle debat er, at den blander alle mulige forskellige teknologier, praksisser og påvirkninger sammen og antager, at hvis blot der skrues ned for "skærm" i skolen, så løser det en lang række problemstillinger helt af sig selv. Samtidig antages det, at "skærm" i sig selv er årsag til alt fra mistrivsel, manglende koncentration, dårlig og kedelig undervisning og børn og unges uregerlighed i al almindelighed.
Det er ikke sådan, at brug af digitale medier ikke har betydning. Selvfølgelig har de det. Men den isolerede, målbare betydning af brug af "skærm" er i sig selv lille og vil altid blot være en del af en række komplekse sammenhænge, hvor brug af digitale medier og teknologier fletter sig ind i og spiller med og mod sociale relationer.
Nyere rapporter fra for eksempel Børns Vilkår viser netop, hvordan det digitale er en del af børns fællesskaber, men at det ikke er "skærm" i sig selv, men blandt andet mobning og udelukkelse både fysisk og digitalt, der har betydning for, om børn trives.
Der er ikke noget galt med skarpt optrukne ringhjørner og en god boksekamp på ord. Problemet er bare, at der står en flok børn og unge, som hverken bliver klogere eller tryggere
Stine Liv Johansen
Lektor og tidligere formand for Medierådet for Børn og Unge
Jeg kender ingen, hverken forskere, lærere, udviklere, eller konsulenter, der synes, at det er udtryk for høj undervisningskvalitet at lade børn sidde i timevis foran en undervisningsportal med fastlagte læringsforløb.
Jeg kender ingen, der mener, at teknologi skal indføres i undervisningslokalet bare for at indføre det. Jeg kender ingen, der mener, at børn skal sidde stille foran en iPad i timevis.
Jeg kender heller ingen, der mener, at åbenlyse problemstillinger knyttet til børn og unges trivsel, mobning, usunde fællesskaber, søvnmangel, datasikkerhed og privatliv ikke skal løses, herunder reguleres via lovgivning.
Desværre opleves debatten lige nu som mere skinger og polariseret, end den plejer. Den er fra flere debattørers side baseret på forvrængede forestillinger og præmisser, og den mangler betydningsfulde nuancer.
For eksempel antages det, at lærere og pædagoger selv er ude af stand til at sætte rammer omkring brugen af teknologi i skolen. Hvis man ulejliger sig med at spørge lærerne og pædagogerne selv, forholder det sig de fleste steder ganske anderledes.
De fleste skoler har politikker for brug af skærmmedier, og de foretager dagligt fagligt begrundede vurderinger af, om mobiltelefonerne skal lægges i en kasse, blive i tasken eller om de skal anvendes som et redskab i undervisningen.
Der er sådan set ikke noget galt med skarpt optrukne ringhjørner og en god boksekamp på ord og holdninger. Problemet er bare, at der står en flok børn og unge, som hverken bliver klogere, tryggere eller bedre i stand til at tackle deres digitale liv af, at de voksne skændes.
De har brug for reflekterede voksne, både derhjemme og i skolen, i dagtilbuddet, SFO’en og klubben, der er i stand til at skabe relevante rammer om deres hverdag med digitale medier og fungere som relevante samtale- og sparringspartnere i forhold til de digitale medier, der fletter sig ind og ud af deres hverdag.
Og så har de brug for, at der lægges en relevant og realistisk plan for, hvordan digital dannelse og teknologiforståelse bliver tilgængelig for alle børn og unge på alle grundskoler og alle ungdomsuddannelser.
Der ligger færdige fagbeskrivelser og planer klar med blandt andet et helt nødvendigt fokus på digital myndighed og medborgerskab. Det ville jeg ønske, at den nytiltrådte børne- og undervisningsminister ville fokusere meget mere på i stedet for blot at have en ambition om "mindre skærm". Det ville også kunne muliggøre en langt mere nuanceret og reflekteret debat.