Varme hænder og teknologi skal gå hånd i hånd

Af Gitte Duelund Jensen
Leder af Center for Vefærdsteknologi, KL

Digitale løsninger og velfærdsteknologi bliver fortsat en større del af den kommunale opgaveløsning.

Derfor kommer fremtidens kommunale virkelighed, i endnu højere grad end i dag til at indeholde forskellige teknologier som en naturlig del af opgaveløsningen.

Allerede i dag stilles der i den kommunale praksis krav om digitale kompetencer, som her skal forstås som viden om og forståelse for relevante digitale redskaber. Samtidigt stilles der krav om kompetencer til at kunne anvende redskaberne i det daglige arbejde.

Det handler bl.a. om at kunne anvende software og IT-løsninger, der i dag udgør grundlaget for dokumentation og videndeling i tværfaglige og tværsektorielle netværk. Såvel dokumentation som vidensdeling er alfa og omega i den kommunale verden i dag.

Men der er også i den kommunale praksis brug for et kendskab til at betjene de nye velfærdsteknologiske løsninger, som er med til at understøtte rehabiliterende indsatser. En spiserobot i sig selv giver ingen mening. Dens potentialer kan først indfries i det øjeblik, hvor den bliver en integreret og naturlig del af borgerens og medarbejderens hverdag.

Kommunerne skal forberede sig på at løfte et endnu større ansvar i forhold til praktikopgaven på velfærdsuddannelserne.

Gitte Duelund Jensen
Leder af Center for Velfærdsteknologi, KL

Det er velfærdsuddannelsernes ansvar, at de kommende velfærdsprofessionelle er i stand til at se øjeblikket og praktikken for sig og få begge dele til at gå op i en højere enhed og blive til hverdag.

Varme hænder med et blik for teknologien
Faglig viden er udgangspunktet for at kunne anvende teknologi som en del af opgaveløsningen.

Fagligheden skal tage udgangspunkt i medarbejderens kernekompetence; at give borgerne de rette forudsætninger til at øge deres livskvalitet og blive mere selvhjulpne.

Så det at undervise i nye tekniske arbejdsmetoder handler ikke om at ændre ved den bagvedliggende faglighed. Det handler derimod om at give de studerende "øjne" for, hvordan deres kernekompetencer kan sættes i relation til en given teknologi. Flere "teknologi-moduler" på velfærdsuddannelserne er ikke nødvendigvis løsningen. Det handler derimod om at give de studerende et mindset, der kan kaste lys på de forskellige teknologiers potentialer i relation til den studerendes faglige kompetencer og de bagvedliggende varme hænder.

Vi rider midt på en bølge af teknologisk udvikling, hvor teknologien af i dag kan være forældet i morgen. Derfor har det stor betydning, at de studerende bliver klædt på til også at kunne sætte deres faglighed i spil, når fremtidige og nye teknologiske løsninger udvikles.

Nye værktøjer skal ikke kun bruges af dimittender
Det handler med andre ord om at lade de digitale og teknologiske redskaber blive en del af den værktøjskasse, som skal understøtte de kommende dimittender i at bruge deres faglighed over for borgerne. Men de studerende på velfærdsuddannelserne er ikke alene om at skulle forstå og anvende værktøjskassens forskellige remedier.

Udvidelsen af værktøjskassen skal også ind i efter- og videreuddannelserne, så eksisterende medarbejdere får blik for, hvordan teknologierne kan være med til at understøtte og udvikle det arbejde, de allerede laver.

Center for Velfærdsteknologi er i øjeblikket i gang med at udarbejde en national baselinemåling for, hvordan det går med udbredelsen af spiserobotter, vasketoiletter og forflytningsteknologi fra 2-1 i kommunerne. De første spæde resultater viser, at mange kommuner allerede er godt i gang med at få teknologierne ind i borgernes hjem. Resultaterne viser også, at endnu flere kommuner har planer om at intensivere udbredelsen i den nærmeste fremtid.

Men ét er at indkøbe og opsætte teknologierne. Noget andet er at få tilpasset arbejdsgangene, trænet borgeren, så teknologien mærkes som et løft i hverdagen og udøve faglighed, så teknologiernes potentialer kan indfries.

Derfor stilles der store uddannelsesmæssige krav i forhold til den eksisterende gruppe af medarbejdere, som ligeledes skal tilegne sig blikket for teknologiernes kvalitative gevinster for medarbejdere, pårørende og ikke mindst borgerne.

Uddannelse med fælles ansvar for fælles gevinster
KL sætter med udspillet "Next Practice" fokus på samhørigheden mellem sundhedsuddannelserne og udviklingen af det nære sundhedsvæsen. KL peger bl.a. på, at uddannelsesmiljøerne så vidt muligt skal ligne den kommunale virkelighed og praksis, så viden og praktiske færdigheder fra skolebænken kan anvendes mere direkte i praksis.

Teknologiudbredelse og digitalisering i den kommunale verden er en del af en større national bevægelse, som skal være med til at tydeliggøre samarbejdet omkring - og med - borgeren. Kommunerne skal derfor forberede sig på at løfte et endnu større ansvar i forhold til praktikopgaven på velfærdsuddannelserne.

Der gøres i dag allerede en stor indsats for at skabe en tæt relation mellem de kommende dimittender og deres fremtidige arbejdspladser, men vi bliver nødt til at fortsætte denne udvikling særlig i forhold til relationen mellem teknologi og faglighed.

Den kommunale praktik er en indsats, som skaber værdi for begge parter. Praktikken er et vigtigt led i at ruste kommende medarbejdere til at omsætte viden til konkrete faglige færdigheder og handlekompetencer. Samtidig bidrager de studerende i praktikken også med ny viden til udviklingen af den kommunale praksis i forhold til nye og fremtidige udfordringer, som eksempelvis arbejdet med digitalisering og velfærdsteknologi. Den udvikling skal vi fortsætte.