Karina Lorentzen Dehnhardt
 svarer 
Simon Kollerup

Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) spørger erhvervsministeren, Simon Kollerup, hvilket elementer af børnebeskyttelse, der ligger i Digital Service Act’en (DSA’en) efter den netop indgåede EU-aftale

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

B 113, Spørgsmål 3
Ministeren bedes redegøre for, hvilket elementer af børnebeskyttelse, der ligger i Digital Service Act’en (DSA’en) efter den netop indgåede EU-aftale.

Svar fra mandag den 16. maj 2022
Der blev den 23. april 2022 opnået politisk enighed om Digital Services Act (DSA´en) mellem Rådet og Europa-Parlamentet. Der udestår nu en teknisk klargøring af aftalen, så regeringen kender på nuværende tidspunkt ikke det præcise indhold af samtlige bestemmelser. Med det forbehold kan jeg oplyse, at DSA’en indeholder en række krav til de digitale tjenester med det formål at øge beskyttelsen af børn og unge på nettet.

DSA´en indeholder en generel bestemmelse om online beskyttelse af mindreårige. Bestemmelsen stiller krav om, at den digitale tjeneste skal træffe foranstaltninger for at sikre en høj grad af privatliv, beskyttelse og sikkerhed for mindreårige. Øget beskyttelse kan fx opnås ved tilpasning af en tjenestes online brugergrænseflade til børn og unge, ved udarbejdelse af standarder til beskyttelse af børn eller deltagelse i adfærdskodeks for børnebeskyttelse.

Derudover indeholder DSA´en en række krav, der stiller krav til beskyttelse af børn og unge i forhold i specifikke situationer; Udformning af vilkår og betingelser Digitale tjenester skal udforme deres vilkår og betingelser på en måde, der er let at forstå for mindreårige, hvis tjenesten primært er rettet mod eller hovedsagelig anvendes af mindreårige.

Børnevenligt design af internt klagesystem Onlineplatforme skal sikre, at deres interne klagebehandlingssystem er indrettet, så det er nemt for børn og unge at anvende.

Forbud mod markedsføring baseret på profilering af børns data DSA´en indeholder et forbud, der betyder, at onlineplatforme ikke må målrette markedsføring mod mindreårige, hvis det sker på baggrund af automatisk behandling (profilering) af de mindreåriges personoplysninger.

Risikovurdering De største onlineplatforme og onlinesøgemaskiner skal ifølge DSA´en hvert år foretage en risikovurdering af, om brugen af deres tjeneste medfører negative konsekvenser for blandt andre mindreårige. Det kan fx være negative konsekvenser, som skyldes selve platformens design eller de anvendte algoritmer. De største platforme og søgemaskiner er platforme og søgemaskiner, der månedligt har mindst 45 mio. aktive brugere i EU.

Foranstaltninger til begrænsning af identificerede risici En onlineplatform eller en onlinesøgemaskine, der har vurderet, at den påvirker mindreårige negativt, skal iværksætte rimelige, proportionale og effektive tiltag, der begrænser de identificerede risici. I den forbindelse nævnes brugen af aldersverifikation som et eksempel på et tiltag, der kan begrænse negative effekter, men brug af aldersverifikation er ikke et krav.

Vejledning og adfærdskodeks DSA´en lægger op til, at Kommissionen kan udarbejde en vejledning om risikobegrænsende tiltag og til, at Kommissionen kan invitere de største onlineplatforme og onlinesøgemaskiner, interesseorganisationer m.fl. til at deltage i udarbejdelsen af et adfærdskodeks, hvis Kommissionen konstaterer væsentlige systemiske risici, som vedrører flere af de største platforme.

Disse adfærdskodeks vil kunne indeholde forpligtelser for platformene om at anvende visse bestemte risikobegrænsende tiltag. Det vil være frivilligt for platformene, om de vil deltage i disse adfærdskodeks, men hvis en platform tilslutter sig et kodeks, kan den blive forpligtet til at opfylde visse krav.
0:000:00