Ny bog viser, hvordan taleskriveren gør statsministeren til en bedre udgave af sig selv

Taleren ejer talen, minder Furu igen og igen sig selv og læseren om. Alligevel kan statsminister efter statsminister ikke klare sig uden en taleskriver. Der skal nemlig skrives så utroligt mange taler. Nytårstaler, åbningstaler, taler ved jubilæer og runde fødselsdage i kongehuset. Taler til konferencer, pressemøder og historiske begivenheder. Og så er der de mindre taler og indlæg på alle mulige lukkede møder.

Taleskriveren skal hjælpe taleren med at fremstå som den bedste udgave af sig selv, skriver Furu.

Ensom, empatisk og indflydelsesrig

Samtidig skal taleskriveren forblive i skyggen, for ligesom spindoktoren og rådgiveren er taleskriveren færdig i det øjeblik, hun overskygger den, hun arbejder for.

Alligevel er nogle af vores bedste kommentatorer og politikere tidligere taleskrivere. Noa Redington var taleskriver for Marianne Jelved, før han blev rådgiver for Helle Thorning-Schmidt, før han blev Besserwisser på TV2 og i Politiken. Erling Olsen skrev politiske taler for socialdemokratiske koryfæer Hans Hedtoft og Viggo Kampmann, længe før han blev formand for Folketinget. I udlandet gjorde den amerikanske præsident John F. Kennedy nærmest sin taleskriver, Ted Sorensen, til en stjerne.

Taleskriveren skal forblive i skyggen, for ligesom spindoktoren og rådgiveren er taleskriveren færdig i det øjeblik, hun overskygger den, hun arbejder for.

Niels Frid-Nielsen
Kulturkommentator, forfatter og journalist

Da Anita Furu kom ind i Statsministeriet, var taleskriver endnu ikke en titel, man brugte i fuld offentlighed. Det var tys-tys, at statsministeren ikke selv skrev sine taler. I dag er taleskrivning mere anerkendt som beskæftigelse og fag.

Taleskriveren er som en edderkop, der sidder foran sin skærm, mens rådgivere, kontorchefer, ordførere og ministre kommer med input. Taleskriveren skal holde tungen lige i munden, skære alt det overflødige og ufokuserede fra, mens hun formår at give statsministeren de formuleringer, hun eller han får brug for i den givne situation.

Derfor er taleskriveren ensom, empatisk og ganske indflydelsesrig. Hun skal lytte sig så meget ind på statsministerens tankegang, at hun kan formulere dennes holdninger, før statsministeren selv ved, hvad han eller hun skal mene om en given sag.

At lytte til statsministeren

Det er værd at lytte til, hvad Furu har lært af de fire statsministre. Af Anders Fogh Rasmussen lærte hun "at have én rød tråd og skære alt andet væk. Af Lars Løkke Rasmussen historiefortælling, rytme og variation i sætningsopbygningen. Af Helle Thorning-Schmidt om at gøre komplicerede ting enkle, en skarp sproglig opmærksomhed på det enkelte ord og sans for historiens konkrete detaljer. Af Mette Frederiksen et nærvær og evne til at tale direkte til publikum".

Om Fogh skriver hun, at hans "staccato sprog passede med hans kontante facon. Han havde en tydelig stemme, var 100 procent statsminister".

Anderledes med Lars Løkke Rasmussen. Hans stemme "er stemmen hos en mand, der sætter sig på en bænk og straks falder i snak og fortæller en anekdote om sin barndoms dansklærer Mona fra folkeskolen i Græsted".

Helle Thorning-Schmidt "vil fortælle sammenhængende historier i sine taler. Der skal være gode overgange, ikke opremsninger af punkter. Hun er omhyggelig med sproget".

Mette Frederiksens taler ved pressemøderne under corona-pandemien var opvisninger i at gribe situationen og sætte dagsordenen. "Hun siger tingene, som de er. Ingen fancy metaforer. Et kompliceret budskab fortalt enkelt og klart. Sig det, du vil sige".

Digteren og diplomaten

Anita Furu kommer ind på mange af de fire statsministres vigtige og definerende taler, men først og sidst beskæftiger hun sig med det at skrive for en anden, som i dette tilfælde altså er en statsminister.

I Anita Furus univers eksisterer talerne i et politisk tomrum. Men der er jo fanden til forskel på, om man sender folk på efterløn, eller tvinger dem til at arbejde til de segner.

Niels Frid-Nielsen
Kulturkommentator, forfatter og journalist

Hun inddeler taleskrivere i to typer, nemlig digteren og diplomaten. Vi får at vide, at digteren til syvende og sidst vil foretrække, at ministeren blander sig uden om taleskrivningen, mens diplomaten sidder for åben dør og tager imod en tornado af gode råd fra kloge hoveder.

Selv er hun 80 procent diplomat og 20 procent digter. Skønlitterære forfattere som Kasper Colling Nielsen og Peder Frederik Jensen har forsøgt sig som taleskrivere for ministre, men holdt ikke længe. Fordi de var mere digtere end diplomater?

Anita Furu skriver om taleskrivning som fag, arbejde og metier. Hun anerkender, at en statsministeriel taleskriver i Danmark må kunne arbejde for både en liberal og en socialdemokratisk minister, men ser tilsyneladende ikke de store forskelle, når det kommer til menneske- og samfundssyn.

Hvad der kommer ud af talerne, er ikke hendes sag, i hvert fald ikke i 'Flygtige ord'. I hendes univers eksisterer talerne i et politisk tomrum, hvor det hele handler om at gribe øjeblikket og gøre indtryk. Men der er jo fanden til forskel på, om man sender folk på efterløn, eller tvinger dem til at arbejde til de segner.

Faktisk er 'Flygtige ord' lidt sludrevorn. Sprogligt mangler den en finpudsning, når de flygtige ord nu trods alt er placeret i en bog. Og genremæssigt virker det underligt at placere et interview med Helle Thorning-Schmidt bagerst i bogen, når ingen andre interviewes.

Når det er sagt, er 'Flygtige ord' en fin indføring i et fag, som mange endnu ikke kender i Danmark. Det er på høje tid, at taleskriveren træder ud af talerens skygge og indtager den plads i dansk politik, hun fortjener.