Altingets chefredaktør: Det er en af de dårligste bøger, jeg har læst – men på side 93 fangede den mig alligevel

Departementschef Munch har ikke stor tillid til den slags undersøgelser:

"Der er overhovedet ingen sammenhæng mellem, om man reelt har gjort sig skyldig i en fejl, og om man bliver ramt af en straf. Der er masser af eksempler både på skyldige, der er gået fri, og på uskyldige, der er blevet fyret, skandaliseret eller ramt på anden vis," fnyser han.

Men han er ikke færdig:

"Den dag i dag går der arbejdsløse, tidligere topembedsmænd rundt, som er røget ud i mørket på grund af skandalejournalistik, mens andre fortsat beklæder deres høje poster, selvom kommissioner på baggrund af langvarige undersøgelser og utallige afhøringer har fældet ubønhørlig kritik af deres embedsførelse".

Det er ifølge Munch helt tilfældigt, hvem der ender med at tage skraldet – det er "som at kaste med knive i en mørklagt sauna efter adskillige flasker vodka".

Ikke nok med det: Mens embedsmænd er færdige efter sådan en skandale, så kan politikere bare "lægge sig selv på køl i et par måneder eller i værste fald i et par år med fuld løn, for derefter at vende tilbage i fuld vigør, ofte mere populær end før skandalesagen".

Det er helt sikkert, at hvis Peter Loft havde skrevet bare halvdelen af pointerne i en regulær debatbog, så havde hele Danmark diskuteret bogen uden stop i 14 dage.

Jakob Nielsen
Chefredaktør, Altinget

Her begynder bogen simpelt hen at få sit eget liv. Ikke som kriminalroman, for der sker fortsat ingenting, og personerne har fortsat ingen replikker.

Men bogens sidste 200 sider er fyldt med detaljerede og nuancerede beskrivelser af forholdet mellem politikere og embedsfolk, som lige så godt kunne have stået i den lange rapport fra det såkaldte Dybvad-udvalg, som for et års tid siden med dystre miner advarede om, hvordan embedsmændenes faglighed var under pres fra en helt urimelig kombination af politikere, pressefolk og sociale medier.

Lægger op til debat

Det er selvsagt ikke Peter Loft, der skælder ud, men derimod bogens fiktive personer, og især den frelste og selvgode departementschef Munch.

Men det er helt sikkert, at hvis Peter Loft havde skrevet bare halvdelen af pointerne i en regulær debatbog, så havde hele Danmark diskuteret bogen uden stop i 14 dage.

Det gælder ikke mindst de vredesudbrud – ja ja, i form af indre monolog, selvfølgelig – som departementschef Munch kommer med, da det begynder at stramme til, og sagen er ved at ende i en kommissionsundersøgelse.

Det må for alt i verden ikke ske, tænker departementschefen.

For selv om han ikke har gjort andet end at gennemføre de demokratisk valgte politikeres ønsker, så ved han godt, at sådan en undersøgelse kan føre til kritik.

Dommere og advokater ved nemlig ikke ret meget om, hvordan et ministerium fungerer.

"Hvornår har en dommer sidst været ude i virkeligheden," tænker Munch.

Det er mig fortsat en gåde, hvordan man kan være 21 sider om at gå hen over Knippelsbro.

Jakob Nielsen
Chefredaktør, Altinget

"En kommission får normalt et par år til at gennemtrawle de beslutninger, som ministeriet har haft et par minutter til at træffe," funderer han videre og når frem til, at advokater og dommere aldrig "nogensinde i deres arbejdsliv står over for dilemmaer, valg og tvivlsspørgsmål af den kaliber, som er helt igennem dagligdags kost for en departementschef".

Det er – uanset om det er Munch eller Loft, der tænker tankerne – et forfriskende blik på nogle af de senere års store skandaler. Og selvfølgelig også et synspunkt, der kalder på modsigelse og debat.

Er det rigtigt, når Munch konstaterer, at embedsfolks faglighed ofte bare er et andet ord for vrangvillighed?

Jeg endte faktisk med at være godt underholdt af denne besynderlige bog og dens endeløse tirader om alt det, der er galt ved moderne politik - og medier!

Det er mig fortsat en gåde, hvordan man kan være 21 sider om at gå hen over Knippelsbro.

Men hvis man er typen, der sluger alle artikler om Instrukskommission, Minkkommission og FE-sagen, så vil man bære over med den manglende handling og i stedet lade sig fascinere af dette indblik i en departementschefens deprimerede diagnose af dagens Danmark.