Har meningsløsheden slået rod hele vejen fra Justitsministeriet til fængsler og domstole?

Det er egentlig ikke så mærkeligt. Det står jo sort på hvidt. Kigger man på de gældende regler og direktiver, som for eksempel Justitsministeriet arbejder ud fra, står der direkte, at man ikke behøver udvikle politiske udspil på baggrund af gældende viden.

Tværtimod. Retspolitik må gerne være politik. Den må gerne være formuleret ud fra gældende politiske ønsker – også selvom disse ønsker en gang imellem går direkte imod, hvad evidensen og erfaringerne tilsiger.

Politikerne vil selvklart pege på, at alt andet er utænkeligt. Politikere kropsliggør jo folkets stemme. Og derfor skal de have lov til at lade denne stemme gjalde; også når den taler i tåger. Det er demokrati, forstås.

Mange af os kriminologiske forskere bliver tæt på aldrig bragt i spil, når der skal udformes retspolitiske tiltag. Telefonen ringer ikke – kun når medierne så senere ringer til os for at få os til at brokke os over bandepakker.

David Sausdal
Kriminolog og politiforsker

Onde tunger vil nok nærmere pege på, at det stigende politiske favntag med embedsværket og myndighederne har mindst lige så meget at gøre med, at det gør det lettere at tiltrække sig folkets røst – altså at lave den form for politik, man mener, der er mest politisk mønt i. Svaret ligger nok et sted midt imellem.

Tilbage til medarbejderne i Justitsministeriet. Der sidder de så. Sjældent mere end cirka 30 år gamle. Og sjældent med megen erfaring kriminologisk eller forebyggelsesteknisk viden, de kan trække på, når de – igen og igen – bliver bedt om at forberede diverse retspolitiske udspil. Tro mig. Sådan er det. Det siger de nemlig selv, især når ingen lytter.

"Det går jo nok", tænker du. "Embedsmændene kan jo ikke vide alt. Og de trækker vel på og bruger den viden, der er derude".

Du har naturligvis ret i, at de ikke kan vide alt. Det er der jo ingen os af, der gør. Problemet er dog, at de lige præcis ikke rigtig trækker på den eksisterende ekspertise. Det kan ske, at der foretages et opkald eller sendes en e-mail til visse faggrupper. Måske politiet bliver spurgt. Og måske et par stykker til. Fair nok.

Men nogen grundig vidensindsamling sker sjældent. Og som en af dem, jeg har talt med, meget fint siger det: "Det er jo også frustrerende for os at opleve, at man bliver tvunget til at lave og foreslå ting, som man i sidste ende godt ved ikke virker."

Man forstår hende/ham. Det kræver en speciel form for medarbejder, hvis man finder det dybt tilfredsstillende at lave et stykke politisk arbejde, som chefen måske er tilfreds med, men som man inderst inde ved er en kæmpestor maveplasker i den virkelige verden. Men så igen – måske det vigtigste blot er at arbejde (altså ikke arbejdet i sig selv), som parolen nogle gange synes at lyde fra dagens socialdemokrater? Arbejdstøjet skal på, koste hvad det koste vil.

Og, ja, du har ret. Dette er en klagesang – en klagesang fra en af os mange kriminologiske forskere, som tæt på aldrig bliver bragt i spil, når der skal udformes retspolitiske tiltag. Telefonen ringer ikke – kun når medierne så senere ringer til os for at få os til at brokke os over alt fra bandepakker til tryghedspakker. I dansk retspolitik er julemanden altid rundt om hjørnet.

Meningsløsheden synes i nogen grad at have slået rod i hele retskæden – fra Justitsministeriets korridorer, hvor unge mennesker uden børn med de gode snit fra jura og statskundskab knokler solen sort, til godtfolk der arbejder i fængslerne og ved domstolene.

David Sausdal
Kriminolog og politiforsker

Det kan man selvfølgelig synes om, hvad man vil. Og når jeg kigger i min mail-indbakke, ser jeg, at der er en del sure mænd (selvfølgelig kun mænd!), der er meeeeget glade for, at ingen lytter til mig. Personligt synes jeg dog, at det er lidt fjollet, når skatteyderne jo ellers betaler deres hårdt tjente penge for, at mine kollegaer og jeg frembringer viden om, hvad der virker og ikke virker, når vi taler kriminalitetsforebyggelse.

Modsat den sure mand i kælderen eller på kontoret, er vi nemlig ikke på samme måde personligt eller politisk investeret i, om noget føles rigtigt eller forkert. Vi forsøger blot – efter bedste beskub – at pege på, hvad den generelle erfaring er. Vi kan fejle, ja. Men formålet er forskning, ikke holdninger.

For tiden tales der om "moralsk stress" indenfor politiet. Dette er et begreb, fagfæller fra Københavns Professionshøjskole benytter sig af, når de skal beskrive den stigende meningsløshed, som politiansatte føler i forhold til deres arbejde.

Blandt andet på grund af en større og større politisk detailstyring af deres arbejde og dårlig ledelse, oplever man som ansat i dansk politi at blive kastet rundt fra pind til pind og at have meget lidt tid til at kunne dedikere sig til at lave et godt og grundigt stykke arbejde. Igen. Arbejdet i sig selv er ikke det vigtige, men nærmere hvordan det tager sig ud. "Politisk marionetdukke" er et ord, jeg selv har hørt flere betjente bruge.

Det er synd for Danmarks betjente. Det er det virkelig. Men når vi taler retspolitik er problemet større end dem. Meningsløsheden synes nemlig i nogen grad at have slået rod i hele retskæden – fra Justitsministeriets korridorer, hvor unge mennesker uden børn med de gode snit fra jura og statskundskab knokler solen sort, til godtfolk der arbejder i fængslerne og ved domstolene.

Naturligvis bliver der også lavet et solidt stykke arbejde. Men om det jeg observerer i min forskning (og i mine samtaler over øl og kaffe) passer, så er der flere og flere ansatte, som har fornemmelsen af, at de deltager i et totalteater. På trods af det de laver, handler om noget af det, der gør mest ondt i og på samfundet, nemlig kriminaliteten, fornemmer flere og flere, at det vigtigste er at følge manus.

Dørene lukkes. Forestillingen starter. Dirigenten træder ind. Tæppefald.