Eva Smith om FE-sagens efterspil: Anklagemyndigheden bør se på, om PET-chefen har overtrådt straffeloven

Disse bemærkninger er udtryk for en klar kritik af Højesterets afgørelser, som jeg ikke mindes tidligere at have set fra hverken anklagemyndighed eller politikere, og som jeg finder både malplaceret og som udtryk for en mistillid til vort demokratiske system med magtens tredeling. 

Da den nuværende rigsadvokat blev udnævnt, udtalte han ikke de sædvanlige bemærkninger om at drage omsorg for, at de skyldige blev straffet, og de uskyldige beskyttet.  

Han sagde i et interview med Politiken: "Vi skal være en dygtig og aktiv medspiller i forhold til at få implementeret ministerens og regeringens politik. Det er en prioritering og et pejlemærke for mig."  

Senere sagde han: "Hvis der er nogle politiske ønsker om noget bestemt, skal rigsadvokaten spille ind med juridiske løsninger." Og endelig sagde han: "Jeg har meget stor lydhørhed over for den siddende regering."

Det fremgår endvidere, at han er i ugentlig kontakt med Justitsministeriet i skikkelse af departementschefen. 

Man må sige, at han har holdt ord. Han indledte med at få forbudt Loyal to Familia. Derefter fik han udvist en af lederne, men så gik det galt: Først i sagen mod den tidligere chef for PET, Jakob Scharf, der var anklaget for at have lækket fortrolige oplysninger i sin bog "7 år for PET". Af 28 anklagepunkter blev Scharf frikendt for de 27.

For mig er der ingen tvivl om, at PET-chefen har overtrådt straffelovens paragraf 152.

Eva Smith

Så i sagen mod den slovakiske statsborger, der havde fornærmet den daværende justitsminister, Søren Papes, mand. Han sad varetægtsfængslet i 50 dage. Højesteret erklærede, at det var for længe – højst tre uger.

Herefter i "Dukkesagen", hvor en dukke, der forestillede Mette Frederiksen, blev afbrændt. Mistænkte sigtes efter straffelovens paragraf 113, der handler om magtanvendelse for at omstyrte demokratiet. Varetægt i cirka otte uger hver. Da tiltalte endelig kommer for domstolene, ender sagen med frifindelse.  

Og da folketingspolitikerne skulle briefes om Claus Hjort-sagen af rigsadvokaten, fik de ikke lov til at medbringe en juridisk bisidder. 

Og nu sagerne mod den tidligere kildefører i PET, Findsen og Hjort, hvor Højesteret i otte kendelser har underkendt anklagemyndigheden – og ikke givet medhold i en eneste.  

Men rigsadvokaten er ikke sådan at slå ud. Ud over det ovenfor nævnte citat om det manglende strafferetlige værn forsøger han sig nu også med lovgivning.  

I et brev til Berlingske i forbindelse med Højesterets seneste kendelser skriver han: "De regler, Højesterets kendelser omhandler, findes i retsplejeloven, og det er nærliggende at antage, at det er reglerne heri, der kan være grundlag for at 'skrue på'."

Jeg synes, at det er på sin plads at påpege, at her er tale om en konkret dom i en meget speciel sag, hvor Højesteret har ment, at det vigtigste tiltalepunkt allerede var almindeligt kendt. Hvis dette ikke havde været tilfældet, kunne Højesteret med hjemmel i de nuværende regler have lukket dørene, sådan som byretten og landsretten gjorde.

Med hensyn til anklageskriftet mener Højesteret, at lovgivningen er klar og ikke hjemler mulighed for afvigelser, hvilket by- og landsret har indfortolket.  

Derimod er der i loven mulighed for at undlade at overlade retsbøger til tiltalte, hvis det må befrygtes, at de vil blive anvendt på "retsstridig måde." Dette finder Højesteret ikke, har været tilfældet i den konkrete sag. 

Når nu anklagemyndigheden er så optaget af vigtigheden af, at fortrolige oplysninger ikke kommer ud, og man samtidig har fået bedre tid, efter at de spektakulære sager er opgivet, kunne man måske få tid til at se på chefen for PET. 

Det ligger fast, at chefen for PET har viderebragt oplysninger om Findsens sexliv til en række folketingspolitikere. Disse oplysninger er han kommet i besiddelse af via totalovervågningen af Findsens hjem og aflyttede telefonsamtaler.

PET-chefen har selv for nyligt udtalt, at ingen er hævet over loven – så der burde være tale om en tilståelsessag, der ikke vil kræve de store ressourcer fra anklagemyndigheden. 

Eva Smith

I straffelovens paragraf 152 hedder det: "Den, som virker i offentlig tjeneste eller hverv, og som uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger, hvortil den pågældende i den forbindelse har fået kendskab, straffes med bøde eller fængsel indtil seks måneder." Efter stk. 2 kan straffen stige til to år under særligt skærpende omstændigheder. 

For mig er der ingen tvivl om, at PET-chefen har overtrådt straffelovens paragraf 152, idet det må være en selvfølge, at private oplysninger, som man kommer i besiddelse af via en overvågning med et helt andet formål, må være dækket af denne bestemmelse.

Da jeg holdt foredrag ved Dommerforeningens årsmøde og fremlagde dette synspunkt, mødte jeg ingen uenighed.  

PET-chefen har selv for nyligt udtalt, at ingen er hævet over loven, så der burde være tale om en tilståelsessag, der ikke vil kræve de store ressourcer fra anklagemyndigheden. 

PET-chefen var ikke alene, da han briefede politikerne. Nogle aviser hævder, at Justitsministeriets departementschef sad ved siden af ham. Andre hævder, at det var den daværende justitsminister Mattias Tesfaye (S).

Såfremt det virkelig var justitsministeriets departementschef – den øverste juridiske myndighed i det administrative system – kan han formentligt også drages til ansvar for ikke at have stoppet PET-chefen.   

Jeg går ud fra, at anklagemyndigheden vil se på denne sag, der i mine øjne er meget alvorlig.

Den drejer sig ganske vist ikke om rigets sikkerhed, men om centrale regler for borgernes retssikkerhed som privatlivets fred og boligens ukrænkelighed, der er beskyttet i grundlovens paragraf 72.