Om  
Claus Hjort Frederiksen
Lars Findsen
Jan Reckendorff

Sagerne mod Claus Hjort og Lars Findsen droppes

Oven på Højesterets afgørelse om at køre retssagerne mod Claus Hjort Frederiksen og Lars Findsen for delvist åbne døre, kan det "de facto være straffrit at bryde sin tavshedspligt i sager af den karakter", mener rigsadvokat fra anklagemyndigheden, der nu dropper begge sager.

Straffesagen mod Claus Hjorth droppes. Det samme gør sagen mod tidligere spionchef, Lars Findsen. (Arkivfoto)
Straffesagen mod Claus Hjorth droppes. Det samme gør sagen mod tidligere spionchef, Lars Findsen. (Arkivfoto)Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Emilie Tilma

To af efterårets mest ventede straffesager skal alligevel ikke foran en dommer. 

Anklagemyndigheden har nemlig besluttet at droppe retssagerne mod forhenværende minister og Venstre-profil Claus Hjort Frederiksen samt tidligere spionchef Lars Findsen. 

Det fremgår af en pressemeddelse fra anklagemyndigheden.

De var begge tiltalt for at have afsløret statshemmeligheder og brudt deres tavshedspligt i forbindelse med den såkaldte FE-sag. 

Claus Hjort befandt sig i et studie på TV 2 News på live-tv, da beslutningen kom frem:

"Jeg er lettet over, at sagen nu slutter, men jeg er rystet over den politiske side af sagen," lød det fra ham. 

Læs også

Skulle føres for delvist åbne døre

Anklagemyndighedens beslutning kommer, efter at det fredag blev afgjort, at straffesagerne mod den forhenværende Venstre-minister og den tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) skal føres for delvist åbne døre – stik mod anklagemyndighedens ønske om lukkede døre. 

At sagerne nu droppes sker, efter at FE har meddelt, at den ikke længere "anser det for betryggende at stille de højt klassificerede oplysninger, som sagerne handler om, til rådighed for straffesagerne", skriver anklagemyndigheden i pressemeddelelsen. 

"De klassificerede oplysninger er helt centrale for sagerne. Uden adgang til at fremlægge dem i retten har anklagemyndigheden ingen mulighed for at løfte bevisbyrden. Derfor har anklagemyndigheden indstillet til justitsministeren, at sagerne ikke gennemføres. Det har ministeren tiltrådt, og dermed er sagerne afsluttet," fortæller statsadvokat Jakob Berger Nielsen om den opsigtsvækkende beslutning.

Kan "de facto" blive straffrit at bryde tavshedspligt

Oven på Højesterets afgørelse vil det ifølge anklagemyndigheden blive "særdeles vanskeligt at retsforfølge personer for brud på tavshedspligt, hvis de tavshedsbelagte oplysninger har en tilstrækkelig alvorlig karakter, og derfor ikke kan lægges frem".

Konsekvensen er, lyder det, at det "de facto kan være straffrit at bryde sin tavshedspligt i sager af den karakter". Og det er et problem set fra et retshåndhævelsessynspunkt, mener rigsadvokat Jan Reckendorff, hvis centrale beviser ikke kan lægges frem.

"Men givet omstændighederne kan det ikke være anderledes. Hvis loven ikke kan håndhæves, betyder det i sidste ende, at vi i Danmark reelt kan stå uden et strafferetligt værn mod brud på tavshedspligten om landets mest fortrolige oplysninger," siger han og tilføjer:

"Hvis den retstilstand skal ændres, vil det kræve en lovændring, hvilket i givet fald er op til lovgiver at beslutte."

Justitsminister vil udvide kommissions mandat

Sagen har fået justitsminister Peter Hummelgaard (S) til at bede myndighederne om at "overveje relevante lovændringer" på området.

"Uafhængigt af de konkrete sager er det efter regeringens opfattelse en uholdbar retstilstand," skriver justitsministeren i en udtalelse.

Regeringen vil også udvide FE-undersøgelseskommissionens mandat.

"Vi lægger op til, at undersøgelsen også skal omfatte, om der er varetaget usaglige hensyn i forbindelse med efterretningstjenesternes og anklagemyndighedens centrale beslutninger om iværksættelse og tilrettelæggelse af efterforskningen og retsforfølgningen," skriver Peter Hummelgaard.

Justitsministeren fremhæver samtidig, at sagerne har været forbi flere retsinstanser, som "i det væsentligste har været enige med anklagemyndigheden".

"Der er efter regeringens opfattelse ingen grund til at betvivle, at der har ligget solide faglige overvejelser til grund for håndteringen af straffesagerne," skriver han.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Claus Hjort Frederiksen

Fhv. MF (V), fhv. minister og partisekretær
cand.jur. (Københavns Uni. 1972)

Lars Findsen

Fhv. chef, Forsvarets Efterretningstjeneste, fhv. departementschef, Forsvarsministeriet 2007-15
cand.jur. (Københavns Uni. 1990)

Jan Reckendorff

Rigsadvokat, formand for Forligsinstitutionen
cand.jur. (Københavns Uni. 1990), MPG (Aarhus Uni. 2014), reserveofficer (1977) og politibetjent (1983)

0:000:00