FE-sagen: Gav de hemmelige tjenester lige Højesteret en langfinger?

Kendelserne er interessant læsning, fordi de flere steder meget direkte angiver, hvordan rammerne for de rejste retssager bør være, når hensynet til statens sikkerhed og hensynet til offentlighedens interesse vejes op mod hinanden.

På samme måde er kendelserne en klar instruks til dommere i by- og landsretten om, hvor megen dokumentation der skal fremlægges, før dørene kan lukkes i en sag om statshemmeligheder.

Desuden slår Højesteret snusfornuftigt fast, at noget ikke kan betragtes som hemmeligt, hvis hele Danmark ved det.

Samlet set er Højesterets kendelser i FE-sagen udtryk for, at landets øverste retsinstans træder i karakter som forfatningsdomstol i nogle højst besværlige og komplicerede sager.

Så meget desto mere bemærkelsesværdig er reaktionen fra de hemmelige tjenester.

FE: Intet kan udleveres

Kæden af reaktioner begynder hos FE, der i lyset af Højesterets kendelser ikke føler sig tryg ved at fremlægge bevismateriale i sagen.

Det får Anklagemyndigheden til at sige, at den ikke kan føre retssagen, hvis den ikke har mulighed for at fremlægge FE's bevismateriale. Hvilket får Rigsadvokaten til at indstille til justitsministeren, at sagen skal indstilles, hvilket justitsminister Peter Hummelgaard (S) onsdag har erklæret sig enig i.

Men kæden begynder altså med Forsvarets Efterretningstjeneste, og derfor er det interessant at se nærmere på de argumenter, FE anvender. Det centrale afsnit i pressemeddelelsen fra FE lyder:

"Efter Højesterets kendelser af 12. og 27. oktober om blandt andet udlevering af sagens dokumenter er det FE's opfattelse, at straffesagerne ikke længere kan føres i betryggende rammer. Det skyldes navnlig den omstændighed, at det ikke vil være muligt at forhindre, at blandt andet retsbøger med forklaringer afgivet for lukkede døre skal udleveres til de tiltalte, uden at der kan stilles krav til, hvordan oplysningerne skal opbevares."

Det afgørende argument er altså kendelsen om, at Lars Findsen har krav på at få fysisk adgang til retsbøgerne i sin egen sag, og at han har krav på at få en fysisk kopi af anklageskriftet.

Ifølge FE vil det føre til en uacceptabel risiko for lækager af hemmelige oplysninger.

Man kan lidt polemisk spørge, hvad der skulle kunne stå i disse papirer, som Lars Findsen ikke allerede ved

Jakob Nielsen
Chefredaktør, Altinget

Findsen ved allerede det meste

Det er et interessant argument al den stund, at Lars Findsen i mere end tre årtier har haft poster, hvor han havde fuld adgang til nogle af rigets allerdybeste hemmeligheder.

Mange af disse hemmeligheder bærer han selvsagt fortsat rundt på. Man kan lidt polemisk spørge, hvad der skulle kunne stå i disse papirer, som Lars Findsen ikke allerede ved?

Højesteret anfører da også i sin kendelse, at anklagemyndigheden ikke har fremlagt konkrete oplysninger, der giver grundlag for at frygte, at Lars Findsen vil lække fortrolige oplysninger fra retsbøgerne – hvilket selvsagt ville være ulovligt.

Sagt på en anden måde: Hvis FE havde bedre argumenter, kunne anklagerne godt kræve, at Lars Findsen kunne måtte få udleveret materiale, hvis det blev opbevaret på særlige sikre måder.*

Dørlukning forbigås i tavshed

Det er værd at bemærke, at FE ikke fremhæver kendelsen om, at sagerne skal køre for delvist åbne døre som et særskilt problem.

Det ville også være svært at argumentere seriøst for, efter at Højesteret i sine kendelser ret præcist har oplyst, hvad anklageskriftet går ud på – nemlig primært oplysninger om det såkaldte kabelsamarbejde mellem Danmark og USA.

Desuden er det svært at forestille sig en lovændring, der skulle kunne ændre på Højesterets kendelse om delvist åbne døre, fordi den langt hen ad vejen baserer sig på de grundlæggende bestemmelser i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Danmark er forpligtet til at følge.

Bundlinjen er altså, at FE nægter at fremlægge bevismateriale, fordi Lars Findsen som udgangspunkt skal have adgang til at få fysiske kopier, og fordi han muligvis ikke kan pålægges at opbevare disse kopier på en særlig sikret måde.*

PET's pressemeddelelse – der er udsendt 11 minutter efter FE's – er mindst lige så interessant.

Den henviser til FE's argumenter i forhold til Lars Findsen og slår fast, at de samme argumenter gælder i forhold til den forhenværende PET-medarbejder, der også var tiltalt for at lække hemmeligheder.

Det er måske at tage munden for fuld at kalde situationen for en forfatningskrise, men det er åbenlyst en statskrise

Jakob Nielsen
Chefredaktør, Altinget

PET kræver ny lovgivning

Men PET-chefen Finn Borch Andersen går skridtet videre og kalder det for "en uholdbar retstilstand". Og i et centralt afsnit udvider han problemet til at omfatte den aktuelle konflikt med Rusland:

"Som efterretnings- og sikkerhedstjeneste står vi i en alvorlig situation, hvis vi i realiteten ikke kan strafforfølge sager, når der indgår klassificerede oplysninger i sagens beviser. Det har ikke kun betydning for fremtidige sager om lækager, men rammer også sager om for eksempel spionage. Det sker på et tidspunkt, hvor vi står i en vanskelig sikkerhedspolitisk situation, og hvor blandt andet truslen fra spionage er høj. Det er derfor vigtigere end nogensinde før, at vi har de fornødne værktøjer," siger han.

Derefter "opfordrer" PET-chefen til, at regeringen overvejer, hvordan lovgivningen kan ændres, så FE og PET igen er trygge ved at anlægge sager om lækage og spionage.

Det vil sige med adgang til at undlade at udlevere fysiske eksemplarer af anklageskrift og retsbøger til den tiltalte. *

En statskrise uden nem løsning

Det er måske at tage munden for fuld at kalde situationen for en forfatningskrise, men det er åbenlyst en statskrise, hvor to af de bærende søjler i magtens tredeling ser fundamentalt forskelligt på de krav, der bør stilles til de hemmelige tjenester, når de forsøger at retsforfølge potentielle forbrydere.

Den krise kan kun løses på to måder.

Den ene måde er, at tjenesternes arbejdsgivere – altså regeringen – sætter FE og PET på plads og beordrer dem til at føre sager ud fra de retningslinjer, Højesteret nu engang har udstukket.

Den model synes udelukket, da regeringen allerede har accepteret beslutningen om at droppe retssagerne.

Den anden måde er, at regeringen fremsætter lovforslag, der udstyrer tjenesterne med nye muligheder for at føre sager bag lukkede døre og med mørklægning af sagens dokumenter.

Men dermed ender bolden selvsagt hos magtens tredje søjle, nemlig den lovgivende magt, altså Folketinget. Og det er yderst tvivlsomt, om der efter hele det kaotiske FE-forløb kan samles et flertal i Folketinget for at indføre hemmelige retssager om lækage og spionage i Danmark.

Hvem peger fingeren på?

Krisen er åbenlys – løsningen knap så klar.

Med de to pressemeddelelser fra FE og PET har tjenesterne stukket en langfinger i ansigtet på Højesteret. Men fingeren kan meget vel ende med at pege på dem selv.

*Rettelse: I en tidligere version stod, at PET's opfordring til lovændring er, at myndighederne skal kunne holde anklageskrift og retsbøger hemmelige for den tiltalte. Men tvisten, som Højesteret også tog stilling til, handlede om udlevering af fysiske eksemplarer af anklageskrift og kopi af retsbøger til den tiltalte. Anklagemyndighedens krav var, at den anklagede gerne måtte se begge dele, men kun under særligt sikrede forhold hos vedkommendes forsvarer. Og at den tiltalte tilsvarende skulle forpligtes til at opbevare eventuelle kopier på en særlig sikret måde. Altinget beklager fejlen.