Knud Aarup i replik til Djøf og Bo Smith: Topledelse handler om tillid - ikke retssikkerhed

Gevaldigt løft i lønninger 
For det andet handler det om at tage højde for de væsentlige ændringer, som er sket i offentlige topchefers ansættelsesvilkår.

Tidligere var de som hovedregel tjenestemænd. Dem er der i dag kun få tilbage af, og selv i forhold til tjenestemænd er der sket et gevaldigt løft i lønningerne.

I staten er det mig bekendt som hovedregel kun departementscheferne, som er tjenestemænd. Og problemet er måske i virkeligheden, at man stadig i alt for vidt omfang henviser til og bygger aftalesæt op omkring topchefer, som om de stadig var tjenestemænd.

Men lønniveauerne har for længst forladt dem man tidligere kendte for tjenestemænd.

Faktisk er der for topchefer i den offentlige sektor – og måske især i staten - sket gevaldige lønforbedringer de sidste 25 år. I dag får offentlige chefer helt ned til kontorchefniveau meget pæne lønninger, og oven i de gode lønninger skal lægges de forskellige kontrakttillæg.

Man skal, som DJØF formulerer det, huske på, at der er tale om midlertidige stillinger, og derfor skal en åremålsaftale typisk giver ekstra 20 til 25 procent i løn.

Dertil komme så fratrædelsesgodtgørelser på omkring en årsløn ved aftaleperiodens udløb. Den kommer i øvrigt til udbetaling, selv om man indgår en ny åremålsaftale. Ja, og så skal vi endelig lige huske de 17 procent i pension.

Utryghed er et vilkår for topchefer 
Lidt anderledes formuleret kan man tale om at topchefer i dag får et pænt risikotillæg, og at de fleste kontrakter allerede indeholder detaljerede aftaler om, hvordan topchefen skal kompenseres for diskretionære afskedigelser.

Det betyder, at der i selve ansættelsesformen er taget højde for den risiko, at man kan miste sine politikers tillid.

Er det et udtryk for manglende retssikkerhed eller fare for lynjustits? Nej det mener jeg ikke, for der er jo netop tale om topchefer og ikke almindelige medarbejdere.

Der er og skal være større utryghed for en topchef. Topchefer har et mere diffust og bredere ansvar eller dermed risiko. De er jo først og sidst ledere. Det er derfor, de får deres store løn.

Bo Smith anfører, at hurtigere afskedigelse af topchefer vil medføre, at ledende embedsmænd blev mere følgagtige i forhold til deres politiske overordnede, eller at man ville undlade at tale magten imod med faglige og juridiske argumenter.

Det kan man jo for tiden se eksempler på i Trumps USA. Traditionerne i Danmark er helt anderledes. Her er det netop pligten til at advare politikerne imod lovbrud og fagligt inkompetente forslag. Overtrædelse heraf er ren pligtforsømmelse, og derfor er den fare ikke relevant i forhold til en danske kontekst.

DJØFs forslag om et hurtigere udredningsarbejde eller ”forundersøgelser” kan kun give mening, hvis vi taler om topchefer, hvor der er tvivl om, hvorvidt de har handlet kriminelt eller på anden måde ansvarspådragende ud over det ansvar som alle topledere altid må ifalde.

Hvis det bliver løsningen, fastholder DJØF blot ansvarsfriheden for topchefer i en ny form og sikrer samtidig yderligere beskæftigelse for advokater, men de er jo også medlemmer hos DJØF.

Tilbage står, i forlængelse af de to indlæg, spørgsmålet, om det måske var værd endnu engang at overveje, om vi fortsat skal have såkaldt neutrale embedsmænd.

Eller om vi netop skulle lade toppen af embedsapparatet i staten udskifte i overensstemmelse med de skiftende politiske regeringer, ligesom de gør i rigtigt mange andre lande, vi plejer at sammenligne os med?