Grønt overblik: Det skal du holde øje med denne uge

DET SKER: Jakob Ellemann-Jensen (V) skal i samråd om udflytning af Miljøstyrelsen til Odense. Og så inviterer Dansk Energi og KTC til konferencer om fremtidens energi- og klimapolitik.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Klaus Ulrik Mortensen

Ganske vist har Folketinget allerede afholdt sin afsluttende debat. Det skete onsdag i form af den traditionelle ordvekslingsmaraton, som grundet de igangværende energiforhandlinger havde særligt fokus på den grønne politik.

Men det betyder skam ikke, at Folketinget er gået på sommerferie.

Mandag
Mandag skal politikerne således drøfte en lang række lov- og beslutningsforslag.

To af disse falder under interessesfæren for det grønne overblik:

Tredjebehandling af forslag til lov om projektering og anlæg af et vildsvinehegn langs den dansk-tyske landegrænse. Vildsvinehegnet skal opsættes for at hindre, at vildsvin kommer ind i Danmark fra Nordtyskland. Forslaget giver samtidig miljø- og fødevareministeren mulighed for ved ekspropriation at erhverve de arealer og ejendomme m.v., der er nødvendige for projektering, anlæg og vedligeholdelse af vildsvinehegnet.

Læs mere om L 228 her

Tredjebehandling af forslag til lov om ændring af lov om hold af dyr, lov om fødevarer og lov om foderstoffer. Forslaget indeholder skærpede sanktioner for overtrædelser, som fremkalder fare for spredning af alvorlige indberetningspligtige smitsomme sygdomme hos klovbærende dyr gennem foder og lignende. Konkret omhandler det overtrædelser såsom manglende rengøring og desinfektion af transportmidler og ulovlig indførsel af produkter, som kan indeholde smitte.

Læs mere om L 229 her

Onsdag
Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) er kaldt i samråd om konsekvenserne af udflytning af Miljøstyrelsen til Odense. Afsæt for samråd er en artikel bragt i Altinget, som viser, at udflytningen ifølge et internt notat kan få alvorlige konsekvenser for Miljøstyrelsen.

På samrådet vil Miljø- og Fødevareudvalget spørge ind til, hvad ministeren agter at foretage sig for at sikre rettidig og fagligt forsvarlig sagsbehandling inden for den lange række af opgaveområder, som Miljøstyrelsen selv har angivet, har høj risiko i forbindelse med eventuelle kompetencetab. Herudover har udvalget spurgt, hvilke øjeblikkelige ændringer, herunder bevarelse af funktioner i København, ministeren agter at gennemføre for at undgå de negative konsekvenser, der oprulles i risikoanalysen.

0:000:00