Debat

Forbrugerrådet Tænk: Vi skal fortsat slå hårdt ned på dyre kviklån

Det er for tidligt at lempe på kviklånslovgivningen, når vi fortsat ikke ved, om vi har opnået den forbrugerbeskyttelse, der var formålet med loven, skriver Anja Philip. 

Kviklånslovgivningen skal have lov til at virke, før den lempes, skriver Anja Philip.
Kviklånslovgivningen skal have lov til at virke, før den lempes, skriver Anja Philip.Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Anja Philip
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Kan du huske kviklånsfirmaernes massive markedsføring i Danmark i de sidste år, før et bredt flertal i Folketinget besluttede at tage et opgør med de problematiske lån?

Når du satte dig ind i bus eller tog, lokkede infoskærme med reklamer for hurtige lån, som du let kunne ansøge om fra mobilen. Alene radio og tv sendte årligt 120.000 reklamespots for de dyre lån, viste tal fra Kantar Gallup.

I de helt skruppelløse tilfælde ramte de dyreste forbrugslån årlige omkostninger, den såkaldte ÅOP, på over 800 procent. Denne ublu forretningsmodel fangede mange forbrugere – især unge og udsatte – i bundløs gæld. En lang række andre europæiske lande satte loft over renter og omkostninger på disse lån. Men Danmark var blevet et regulært slaraffenland for kviklånsfirmaerne, hvis omsætning eksploderede.

Det er alt for tidligt at konkludere på effekten af loven.

Anja Philip
Formand, Forbrugerrådet Tænk

Lemp ikke lovgivningen for tidligt
Det var dybt nødvendigt, at kviklånsloven blev vedtaget af et bredt flertal af Folketingets partier. Den lagde loft over ÅOP, fastsatte et samlet omkostningsloft og begrænsede mulighederne for markedsføring af de dyreste lån.

I forbindelse med den nu forestående evaluering af loven er det derfor vigtigt for os at påpege, at det er alt for tidligt at konkludere på effekten af loven. Vores erfaringer fra gældsrådgivninger landet over viser, at der kan gå årevis, fra at en forbruger optager de første dyre lån, indtil konsekvenserne bliver tydelige.

Der er allerede lempet i lovgivningen. Men det er farligt at lempe yderligere, før vi ved, om vi rent faktisk er lykkedes med at skabe den forbrugerbeskyttelse, som var det politiske ønske.

Vi kan blandt andet se, at danske unge er i målgruppen for disse lån. Og det bekymrer os, når TrygFonden og vores undersøgelser viser, at en relativt stor gruppe af de unge står alene med deres økonomi og de bekymringer, udfordringer og beslutninger, der følger med.

Branchen skal selv tage ansvar
I Forbrugerrådet Tænks Økonomi- og Gældsrådgivning ser vi fortsat sørgelige sager, der udspringer fra de dyre forbrugslån. Det handler i meget høj grad om en tvivlsom vurdering af kundernes kreditværdighed. Og det handler om en branche, som er meget vanskelig at komme i dialog med om et stort antal konkrete lån, der aldrig skulle være givet, selvom de ligger under det nye ÅOP loft.

Det vil være helt urimeligt uden klare effektdata at udsætte forbrugere for fatale økonomiske risici igen ved at lempe loven yderligere. 

Anja Philip
Formand, Forbrugerrådet Tænk

Dette område bliver vi desværre nok ikke færdige med, før branchen selv tager ansvar for en uansvarlig långivning. Og det vil være helt urimeligt uden klare effektdata at udsætte forbrugere for fatale økonomiske risici igen ved at lempe loven yderligere. Her må vi vægte den vigtige forbrugerbeskyttelse mod disse risici over eksempelvis reklamebranchens kritik af faldende indtægter eller bankers svækkede muligheder for at markedsføre sig.

Det er derfor nu bydende nødvendigt, at loven får tid til at virke, og at der afsættes ressourcer til tilsyn, implementering og overvågning – og til uvildig rådgivning tidligere så færre ender i situationer, hvor de fristes til fatale kreditløsninger. Vi skal som samfund ikke igen halse flere skridt bag kviklånsbranchens opfindsomme frontløbere, der sender medborgere ned i en håbløs gældsspiral.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00