Guide: Her er 11 erhvervspolitiske debatter, du skal holde øje med på Folkemødet

Folkemødet står for døren. Derfor leverer Altinget Erhverv en guide, hvilke erhvervspolitiske debatter du bør kaste et nærmere blik på henover de kommende tre dage. 

Der var sol over Folkemødet i Allinge i 2019. 
Der var sol over Folkemødet i Allinge i 2019. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Christoffer Lund-Hansen

Folkemødet mødet er tilbage. 

Den politiske festival blev aflyst i 2020 på grund af corona-pandemien, men fra torsdag og frem til lørdag løber Folkemødet igen af stablen. 

Pandemien sætter dog stadig sit aftryk på arrangementet, og derfor bliver Folkemødet 2021 en smule anderledes end i de foregående år. 

Folkemødets centrum er som sædvanligt den bornholmske by Allinge, men i år foregår Folkemødet inden for et indhegnet område, som er opdelt i fire sektioner.

Her vil der i alt blive afholdt 250 debatter på 12 forskellige scener henover tre døgn.

Da afstand- og sektionskrav begrænser antallet af deltagere vil debatterne fra halvdelen af scenerne blive livestreamet via Folkemødets hjemmeside.

Torsdag er der desuden mere end 150 digitale events fra hele landet, som også kan ses via Folkemødets hjemmeside. 

Vi har samlet 11 spændende erhvervspolitiske debatter, som du bør overveje at holde øje med, hvad enten du opholder dig i Allinge eller følger med digitalt. 

Verdens bedste land at drive virksomhed i - hvordan?

"Mangel på kvalificeret arbejdskraft. For få investeringer i viden og forskning. For mange, der stadig står udenfor arbejdsmarkedet. Vores velfærd og vores samfundsøkonomi står overfor en række store udfordringer og barrierer. Udfordringer, der kræver reformer og handling, hvis de skal vendes til muligheder – for det enkelte menneske, for erhvervslivet og for samfundet generelt.

I Dansk Erhverv har vi en vision om, at Danmark skal være verdens bedste land at drive virksomhed i. For kun på den måde kan vi sikre fundamentet for verdens bedste velfærd. Taler vi lidt for meget om at bruge pengene, og lidt for lidt om at tjene dem? Og hvad er er løsningerne?"

  • A1 - Hovedscenen - torsdag 17. juni 10:50 - 11:20.
  • Deltagerne er Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, Dansk Erhvervs topchef, Brian Mikkelsen, politisk leder for samt Radikale, Sofie Carsten Nielsen. Debatten modereres af Anders Langballe. 

Moderne erhvervspolitik

Hvordan styrker vi Danmarks position i et digitalt indre marked domineret af internationale giganter. Hvordan sikres virksomhedernes adgang til viden, kompetencer og nytænkning? Og hvordan skaber vi en fysisk og digital infrastruktur i verdensklasse?

  • Online - 17. juni 11:00 - 11:45.
  • Deltagerne er Radikales næstformand, Martin Lidegaard, og Emil Fannikke Kiær, politisk direktør i DI. 

Vækstfonden - hvordan skaber vi grøn genstart i hele Danmark

"Danske virksomheder og start-ups er under hårdt pres efter en lang og omfattende corona-epidemi. Ofte er det blandt private virksomheder og start-ups, at innovation og løsninger opstår. Løsninger, som kan have afgørende betydning for samfundets udvikling.

Hvordan sikrer vi, at denne udvikling kommer hele landet til gode? Og hvordan kan vi genstarte innovationen i en bæredygtig retning? Vækstfonden inviterer til Folkemøde-debat om, hvordan vi skaber en grøn genstart af hele Danmark."

  • D10 - Scene 10 - 17. juni 11:15 - 12:00.
  • På scenen er: Rolf Kjærgaard, topchef for Vækstfonden, Glenda Napier, administrerende direktør Energy Cluster Denmark, Kent Damsgaard, administrerende direktør i Forsikring & Pension, Esben Gadsbøll, stifter af Brancheforeningen for Tech Startups, Michael Zöllner, topchef Danmarks Grønne Investeringsfond, Thor Gunnar Kofoed, næstformand i Landbrug & Fødevarer, Iben Krog Rasmussen, topchef i Tænketanken Frej samt Karin Beukel, medstifter af Circular Food Technology. Debatten styres af Tine Götzsche.

Hvordan sikrer vi væksten efter covid-19?

"RUNDE 1: Hvordan sikrer vi væksten efter covid-19? Kan Danmark klare en ny coronakrise, eller er kassen tom? Og er der politisk enighed om, hvordan vi sikrer væksten?

RUNDE 2: Hvad skal Danmark leve af i fremtiden? Har corona ændret den måde, vi skal tænke vækst på fremadrettet? Og hvor er Danmark på vej hen?"

  • B3 - Partiscenen - 17. juni 14:15 - 15:00.
  • Venstres klimaordfører, Tommy Ahlers, debatterer med topchefen for Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen. Anders Langballe styrer debatten.

Fra start-up nation til scale-up nation

"Danmark skaber ikke tilstrækkeligt med scale-ups og unicorns. Hvordan skaber vi flere af dem, og hvad skal vi gøre for at holde flere af dem i Danmark?"

  • Online - 17. juni 16:30 - 17:45.
  • I debatten deltager Venstres klimaordfører, Tommy Ahlers, Emil Fannikke Kiær, politisk direktør i DI, Esben Gadsbøll, stifter af Brancheforeningen for Tech Startups og Klavs Hjort, Senior Vice President, Growth & Impact hos Danske Bank.

Demokratiske virksomheder genopretter samfundet

"Tænketanken Demokratisk Erhverv modererer på årets folkemøde en debat om, hvordan demokratiske virksomheder kan bidrage positivt til Danmarks genopretning efter pandemien. Der tages udgangspunkt i inspiration fra udlandet, og der skal blandt andet diskuteres generationsskifte, og hvordan landdistrikterne kan spille en aktiv rolle."

  • D11 - Scene 11 - 18. juni 10:15 - 11:00.
  • Enhedslistens Pelle Dragsted debatterer med Dansk Folkepartis erhvervsordfører, Hans Christian Skibby, Venstres Bertel Haarder samt Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører Henrik Møller. Debattens moderator Magnus Skovrind Pedersen fra Tænketanken Demokratisk Erhverv.

AI - Kan jeg få 3 af dem?

"Der er mange meget centrale og meget dyre udfordringer i velfærdsstaten, som vi ikke løser. Hvordan får vi en inkluderende, men kvalificeret og værdibaseret dialog om, hvordan vi gør teknologi til et middel for de mål, vi gerne vil nå som samfund? Og støber reelle nytænkende reformer, der tager fat i temaer som overvægt, klima, ensomhed, social udsathed og gråzoneprostitution.

Debatten i Danmark om 2. generationsreformer foregår stille, fordi der nok er en træthed over for store reformer. Men hvad sker så med nye ideer? Hvem har i øjeblikket innovationshatten på og forpligtelsen til at tænke nyt i den centrale del af vores politiske system? Ny teknologi gør det muligt at stille nye spørgsmål til de klassiske velfærdsudfordringer,men udfordres det af en aktuel massiv teknologiskepsis? En kæmpe digital transformation er i gang, men er den drevet af store stater og globale virksomheder?"

  • Online - 18. juni 11:00 - 11:50.
  • Deltagerne er Torben Möger Pedersen, administrerende direktør for PensionDanmark, Ulrik Vestergaard Knudsen, vicegeneralsekretær i OECD samt Lars Kirdan, nordisk direktør for forretningsudvikling i SAS Institute.

Hvordan kommer vi i mål med den grønne omstilling?

"Der er bred enighed om, at den grønne omstilling er en nødvendighed for at mindske klimaforandringerne. Både nationalstater og EU har klare målsætninger om blandt andet CO2-reduktion. Med denne debat ønsker vi at grave et spadestik dybere og finde frem til, hvilke løsninger, der skal på bordet for at nå i mål. Vi vil adressere spørgsmålet om, hvordan vi sikrer en realistisk og effektiv overgang til vedvarende energikilder.

Ikke blot i et klimaperspektiv, men også et økonomisk og socialt perspektiv. Historisk set har energi fra fossile brændsler på mange måder været fundamentet for vores økonomiske og sociale udvikling. Nu skal vi en anden og mere bæredygtig vej, men hvordan sikrer vi, at de virksomheder der i dag er afhængige de nuværende energityper, fortsat kan eksistere i fremtiden?

  • B2 - Scene 2 - 18. juni 13:15 - 14:00.
  • Kira Marie Peter-Hansen, Europa Parlamentsmedlem for SF, Linea Søgaard-Lidell, medlem af Europa Parlamentet for Venstre, Troels Ranis, branchedirektør for DI Energi og Connie Hedegaard, bestyrelsesformand for Concito, deltager i debatten. 

Hvad er Danmarks næste grønne eventyr?

"Danmark har gennem årtier skabt en førerposition i verden inden for den grønne omstilling på grund af dygtige virksomheders innovation og politikeres fremsyn. Særligt har vi udmærket os inden for udviklingen af havvind. Nu er konkurrencen om vindmøller i verden for alvor taget til og tiden er inde til at kigge efter Danmarks næste grønne eventyr.

Hvad bliver Danmarks næste grønne forretningseventyr? Energiøer og power-to-x, solcelleteknologi, energirenovering, klimaskove eller noget helt fjerde? Og hvordan kan danskernes pensionsformuer bedst bidrage til udviklingen?"

  • B2 - Scene 2 - 18. juni 14:15 - 15:00.
  • Deltagerne er i debatten er topchefen for PFA Pension, Allan Polack, Kirsten Brosbøl, bestyrelsesformand for Danmarks Klimaskovfond, Marianne Thellersen, koncerndirektør, innovation og entrepreneurskab hos DTU, Konservatives skatteordfører, Rasmus Jarlov og Ingrid Reumert, chef for eksterne relationer og bæredygtighed hos Velux Gruppen.

Tæt på: Søren Pape og politik der skaber vækst i hele Danmark

"Et velfungerende erhvervsliv er helt afgørende for Danmark og dansk økonomi. Coronakrisen har udfordret mange virksomheder, men allerede inden pandemien blev blandt andet generationsskifteskatten for familieejede virksomheder tredoblet på trods af advarsler fra virksomheder, erhvervsorganisationer og fagforeninger. Familieejede og ejerledede virksomheder beskæftiger 850.000 mennesker i Danmark.

Særligt uden for de store byer er familievirksomhederne afgørende, hvor det lokalt forankrede ejerskab er med til at skabe solide arbejdspladser og et fokus på langsigtet vækst over kortsigtet afkast. Vi taler med partileder Søren Pape Poulsen om dansk erhvervslivs udfordringer, og spørger hvordan han og Konservative vil sikre en erhvervspolitik, som skaber vækst og arbejdspladser i hele Danmark."

  • B2 - Scene 2 - 18. juni 17:15 - 18:00.
  • På scenen vil Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, være flankeret af Peter Foss, bestyrelsesformand i Foss og moderator Per Rystrøm, som er ejer af Operate. 

Hvordan gør vi Danmark stærkere?

"Danmark har både økonomisk og sundhedsmæssigt klaret sig markant bedre igennem 2020 end de fleste andre lande. Hvordan kan vi bygge videre på det, så vi får Danmark stærkere ud af krisen?"

  • B3 - Partiscenen - 19. juni 11:15 - 12:00.
  • Finansminister Nicolai Wammen (S), skal debattere med Marie Stærke (S), borgmester i Køge Kommune, Betina Hagerup, direktør for markeder i Dansk Erhverv, Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Ole Heinager, administrerende direktør for Next.

Du kan også selv sammensætte dit program for Folkemødet 2021 her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Brian Mikkelsen

Adm. direktør, Dansk Erhverv, bestyrelsesformand, Nationalmuseets Museumsråd, bestyrelsesnæstformand, Kraks Fond, bestyrelsesnæstformand, Ove K investfond, formand, Ordrupgaard Advisory board, bestyrelsesmedlem, ATP, bestyrelsesmedlem, Pension Danmark
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1994)

Sofie Carsten Nielsen

Underdirektør, DI Biosolutions
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2002), MA i europæisk politik og administration (Brügge, Belgien, 2001)

Jakob Ellemann-Jensen

Fhv. vicestatsminister og økonomiminister, fhv. partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)









0:000:00