Debat

Pia Kjærsgaard: Lukning af små butikker er groft konkurrenceforvridende

DEBAT: Nedlukningen af små butikker landet over sikrer supermarkeder med non-food produkter en konkurrenceforvridende fordel. Vi må de små butikker til undsætning, skriver Pia Kjærsgaard (DF).

Dansk Folkeparti vil omgående have standset den fordel supermarkederne har, skriver Pia Kjærsgaard (DF). 
Dansk Folkeparti vil omgående have standset den fordel supermarkederne har, skriver Pia Kjærsgaard (DF). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I Danmark kan vi være glade for vores hyggelige bymidter med deres blanding af butikker, caféer og serviceerhverv.

De skaber liv. De tiltrækker turister. De giver en by sjæl. Og de går hånd i hånd med kulturlivet mange steder.

Det kan være i forbindelse med forskellige begivenheder som små koncerter, julemarkeder og hyggelige torvedage. Sådan kender og elsker vi de danske byer – fulde af musik, glæde og liv. Men måske risikerer det hele at blive historie. Tabt på gulvet. 

Bilka og Føtex profiterer
Mange butikker i den coronalukkede detailhandel kæmper i disse dage og uger for deres overlevelse. Det gjorde en del af dem faktisk i forvejen.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Konkurrencen fra nethandel og de store supermarkedskæder er hård, og danskerne har de senere år måttet vænne sig til mange huller i rækkerne af butikker i byerne.

De nuværende nedlukninger har gnedet yderligere salt i såret. For mange handlende er det et livsværk, der går til grunde under nedlukningen – og for os andre er det et tab af liv og identitet i en by.

Hvorfor er en lille butiksejer partout ude af stand til at forhindre kunder i at holde afstand, mens Bilka, Føtex og andre åbenbart kan?

Pia Kjærsgaard (DF)
MF, værdiordfører og fhv. formand for Folketinget

En del butikker klarer sig med online-handel, men de kan slet ikke nå op på en omsætning, der kan garantere deres overlevelse. Bedre bliver det heller ikke af, at de store butikskæder som Bilka og Føtex kan handle med alt fra cykler til elektronik, og dermed kan koncentrere handlen hos sig selv.

I andre lande – eksempelvis Belgien - har man været konsekvent og spærret adgangen til visse non-food varer under nedlukningen. Men ikke her i landet. Her kan supermarkederne profitere af en helt urimelig konkurrencefordel – som om konkurrencen fra nettet ikke var alvorlig nok. 

Læs også

Vi skal handlen til undsætning
Jeg har svært ved at se de smitteforebyggende aspekter i prioriteringen af åbninger og lukninger. Hvorfor er en lille butiksejer partout ude af stand til at forhindre kunder i at holde afstand, mens Bilka, Føtex og andre åbenbart kan?

Når man ser billeder fra overfyldte supermarkeder, er det svært at tro, at afstandskrav og anden smittebekæmpelse kan overholdes forsvarligt. Hvorfor undgår man tilsyneladende smitte her, mens man bliver smittet hos en boghandler eller i en tøjbutik? 

I Dansk Folkeparti vil vi omgående have standset den fordel supermarkederne har. Enten må salg af visse non-food varer bringes til ophør, eller også må detailhandlen få lov til at åbne op under hensyntagen til smitteforebyggelse.

Det er godt og positivt, at Coop deler ud af overskud fra salg af non-food til de trængte butikker, men det er slet ikke nok. Hvor er det i øvrigt bevist, at den anden corona-bølge begyndte i detailhandlen?

Mon ikke snarere, det var på arbejdspladser, uddannelsesinstitutioner og i bylivet? Vi må komme handlen til undsætning. Eller risikerer vi, at vores byer dør endnu mere. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00