Verdensmålsambassadører: Som unge har vi kun vores stemmer, og de begynder at blive skingre

Den manglende opmærksomhed på verdensmålene er et udtryk for, at man overlader ansvaret for en tryg og sikker verden for fremtidige generationer til os unge. Men selvom vi gerne ville, kan vi ikke gøre det alene, skriver elleve verdensmålsambassadører.

<div>Tilskuere til en debat om ungeinddragelse ved Verdensmålsugen 2022.</div> — Tilskuere til en debat om ungeinddragelse ved Verdensmålsugen 2022.
Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget

Marie Holt Hermansen, Lucas Honoré, Sebastian S. Engen, Ella Yar, Lærke Poulsen, Nina Sinding, Caroline Rossmeisl, Sara Højholt, Sina Jæger, Sara Læssøe Nielsen og Emil Grøn Rasmussen

Verdensmålsambassadører

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vi kender parolen: "Det er så godt, at ungdommen tager ansvar for fremtiden", og ja, det er rigtig godt – og bydende nødvendigt, at der tages ansvar for fremtiden. Og ungdommen tager ansvar. Vi går ofte forrest i kampen for de dagsordener, verdensmålene berører, men vi sidder ikke der, hvor vi kan træffe de vigtige beslutninger.

Vi bruger vores stemmer, men på et tidspunkt kommer opråbene til at skrige så desperat på handling, at de bliver skingre. Noget, vi som unge for længst har opdaget, ikke hjælper os overhovedet.

I anden uge af november afholdte Altinget i samarbejde med Mandag Morgen, 2030-panelet og Global Compact endnu en gang Verdensmålsugen. En uge, der blev brugt på at sætte spotlight på verdensmålene og på det nødvendige arbejde frem mod 2030. I år deltog Verdensmålsakademiet flittigt, og selvom vi nød gode debatter om vigtige emner, sidder vi stadig tilbage med en dårlig følelse i maven. For når vi kigger på årstallet, er vi over halvvejs mod 2030, men vi er langt fra halvvejs i mål.

Verdensmålene kræver alle mand på dæk, for det er den mest ambitiøse sammenhængende plan, vi nogensinde er blevet enige om på globalt niveau
Marie Holt Hermansen, Lucas Honoré m.fl.
Verdensmålsambassadører

Vi er ikke et foregangsland

Da ugens indtryk havde fået lov til at bundfælde sig, og vi alle sammen vendte tilbage til vores hverdag, sprang den manglende handling os i øjnene.

Fraser som "vi er godt på vej", og "der er heldigvis mange, der gerne vil tage ansvar", er flittigt brugte i Verdensmålsugens debatter – især fra politisk hold. Men ude i det danske land, må vi bare erkende, at vejen mangler et seriøst besøg fra kommunens Vej og Park-afdeling, for den er simpelthen umulig at få øje på.

Verdensmålene udgør tilsammen et kompliceret og indviklet kort, der skal lede os til en verden, der kan overleve og trives, så fremtidens generationer kan leve glade og ressourcestærke liv. En skattejagt, der kræver alle mand på dæk, for verdensmålene er den mest ambitiøse sammenhængende plan, vi nogensinde er blevet enige om på globalt niveau.

Næste år afholdes Summit of the Future i FN-regi, og hvor ville det være fedt, hvis Danmark til den tid kunne fremvise ambitiøse tiltag for at nå verdensmålene. Selvom vi godt kan lide at bruge ord som "foregangsland" om os selv, skal der stadig en del til, før vi faktisk kan bære førertrøjen.

Læs også

Verdensmålsambassadør: Regeringens arbejde med verdensmålene lider af en midtvejskrise

Debat

For langt fra handling

Indtil videre har vi nemlig været rigtig gode til at have flotte intentioner og filosofiske tanker, der mest af alt betyder, at vi reelt ikke er kommet særlig langt. Det faktum, at verdensmålene er skrevet ind i diverse problemformuleringer og projekter på tværs af landets uddannelsesinstitutioner, eller at virksomheder begynder at udarbejde verdensmålsstrategier, ændrer nemlig ikke på, at verdensmålene blot er nævnt én lille gang i regeringsgrundlaget.

Her kan man være optimistisk. Vælge at tænke, at verdensmålene er en så åbenlys opgave at tage hånd om for en regering, at konsensus ikke behøver skrives ned. Men det ville være første gang i bæredygtighedskrisens historie, at den politiske handling sker af sig selv.

Desværre er den manglende opmærksomhed nok snarere et udtryk for, at man netop overlader verdensmålsdagsordenen, og dermed ansvaret for en tryg og sikker verden for fremtidige generationer, til os unge. Et ansvar vi gerne ville, men på ingen måde er i stand til at påberåbe os alene.

Lykken rimer ikke nødvendigvis på røde bøffer og storforbrug, hvis det betyder et kompromis med den fremtid, vi alle ønsker
Marie Holt Hermansen, Lucas Honoré m.fl.
Verdensmålsambassadører

For det er ikke den unge studerendes bæredygtige tankegang, der kommer til at redde verden, og det er ikke den engagerede gymnasielærer, der altid perspektiverer til verdensmålene, som kan ændre på de grundlæggende prioriteringer, vi laver både nationalt og globalt.

De unge kan ikke gøre det alene

Som unge gør vi gerne vores, men kære magthavere, I skal også gøre jeres. En Verdensmålsuge med ekstra fokus på 2030-målene er ikke en undskyldning for at være ligeglade resten af året. Vi kan ikke snyde tipping points, ulighed og krig. Det kommer, hvis ikke vi handler, og det kommer til at påvirke store som små. Derfor er verdensmålene også en sag for forældrene og bedsteforældrene eller dig, der bare virkelig ønsker et godt liv for din hund. Alle mand på dæk, betyder alle mand på dæk.

Lykken rimer ikke nødvendigvis på røde bøffer og storforbrug, hvis det betyder et kompromis med den fremtid, vi alle ønsker. Som unge vil vi være garanter for en langsigtet politik og for en tro på, at bæredygtig udvikling er vejen frem. Vi lover at holde humøret højt, når i andre har svært ved at finde motivationen. Men I bliver nødt til at følge efter.

Ungdommen går gerne på gaden: Spørgsmålet er, om I andre vil med?

Politik har aldrig været vigtigere