Kenneth Mikkelsen
 svarer 
Jeppe Bruus

Kenneth Mikkelsen (V) spørger skatteministeren, Jeppe Bruus, om værdiansættelsen af Klasselotteriet A/S m.v.

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 109, Spørgsmål 3
Vil ministeren redegøre for værdiansættelsen af Klasselotteriet A/S, og hvordan ministe­

ren er kommet frem til en fordelingsnøgle, hvor den danske stat efter sammenlægning vil komme til at eje 80,95 pct. af Danske Spil A/S, mens DGI og DIF hver vil eje 9,52 pct., og at der ved sammenlægningen af de to statslige selskaber ikke sker en økonomisk begunstigelse af DGI og DIF på bekostning af andre udlodningsmodtagere?

Svar fra tirsdag den 1. marts 2022
Med L 109 gennemfører regeringen den politiske aftale fra juni 2021 mellem regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance, hvor det er aftalt at arbejde videre på en sammenlægning af de to statslige spilselskaber, Danske Spil A/S og Det Danske Klasselotteri A/S, med henblik på at opnå en række synergieffekter i form af bl.a. besparelser på driften og øget overskud. Mere konkret foreslås det at gennemføre de ændringer i lovgivningen, som er nødvendige for en sammenlægning af de to statslige spilselskaber, der hører under henholdsvis Skatteministeriets, Kulturministeriets og Finansministeriets ressort.

Ejerskabet af statens selskaber, som der spørges til, er Finansministeriets ressort. Jeg har derfor bedt Finansministeriet om et bidrag og har modtaget følgende, som jeg kan henholde mig til:

”Sammenlægningen gennemføres som et apportindskud ved, at aktierne i Det Danske Klasselotteri A/S (Klasselotteriet) apportindskydes i Danske Spil A/S (Danske Spil) mod udstedelse af nye aktier i Danske Spil. De nye aktier har en nominel værdi på 25.000 kr.

Fastsættelsen af størrelsen af den nominelle kapitalforhøjelse er baseret på en estimeret opgørelse af den relative forskel på henholdsvis Klasselotteriets og Danske Spils omsætning målt ved bruttospilleindtægt (BSI), som er udregnet ved spille-/lotteriindtægter fratrukket gevinster/præmier. Den samlede nominelle aktiekapital i Danske Spil vil efter den nominelle aktieudvidelse udgøre 525.000 kr.

De nye aktier har derudover en overkurs på 107.551.000 kr., som udtrykker det beløb, der overstiger de tegnede aktiers pålydende værdi. Det vil sige forskellen mellem den nominelle kapitalforhøjelse på 25.000 kr. samt værdiansættelsen af Klasselotteriet på 107.576.000 kr. Værdiansættelsen af Klasselotteriet tager udgangspunkt i selskabets bogførte egenkapital, som angivet ved Klasselotteriets seneste årsregnskab.

Kapitalforhøjelsen ændrer ikke på de to minoritetsaktionærers (DIF og DGI) nominelle ejerandele i Danske Spil på 50.000 kr., men minoritetsaktionærernes relative ejerandele vil ændre sig fra 10 pct. til 9,52 pct. som følge af statens tegning af nye aktier i Danske Spil på nominelt 25.000 kr. Samtidig øges statens procentuelle ejerandel fra 80 pct. til 80,95 pct. Fastsættelsen af den relative udvanding af minoritetsejernes ejerandele følger således af statens nominelle kapitalforhøjelse.

For at apportindskuddet kan gennemføres, skal Danske Spils revisor i henhold til selskabsloven udarbejde en erklæring om, at værdien af Klasselotteriet mindst svarer til de nye aktiers nominelle værdi på 25.000 kr. med tillæg af en eventuel overkurs. Vurderingsberetningen skal være udarbejdet inden, at apportindskuddet endeligt godkendes på en generalforsamling i Danske Spil.

Hverken de foreslåede lovændringer eller ændringerne i minoritetsejernes relative ejerandele har nogen betydning for størrelsen af udlodningen fra Klasselotteriet, som fastsættes i henhold til udlodningsloven, og udlodningsmodtagerne vil således ikke blive påvirket negativt. Derimod forventes sammenlægningen at komme udlodningsmodtagerne til gavn i form af et højere udlodningsbeløb, idet sammenlægningen forventes at medføre et samlet større overskud i Danske Spil A/S som følge af sammenlægnings- og synergieffekter.”
0:000:00