15. marts 2022 kl. 08.00Ministersvar
svarer Jeppe Bruus
Skatteudvalget spørger skatteministeren, Jeppe Bruus, om kommentar til henvendelsen af 10/3-22 fra Danske Mediedistributører om minimumsimplementering af momsregler for rettighedsorganisationer
Altingets robotMinistersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.
L 106, Spørgsmål 84
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 10. marts 2022 fra Danske Mediedistributører, jf. L 106 - bilag 11.
Svar fra tirsdag den 15. marts 2022
I henvendelsen fra Danske Mediedistributører oplistes tre ”principper”, som angiveligt skulle kunne føre til, at det er muligt og i overensstemmelse med EU-retten at bevare en momsfritagelse for forvaltningsorganisationer, når de meddeler licens til ophavsrettigheder.
De tre principper, som Danske Mediedistributører angiver, er:
1) Momsfritagelsen er personlig i den forstand, at den oprindelige ydelse skal være frembragt af en momsfritaget kunstner. Meddelelse af licens til benyttelse af en sådan ydelse er ikke personlig.
2) Muligheden for at benytte en reduceret sats er udtryk for præcis dette. At ordlyden i de to bilag til direktivet er forskellige, er ikke udtryk for en tiltænkt forskel – muligheden for at fritage er lige så bred som muligheden for en reduceret sats, fordi modtagelse af royalty er vederlaget for at have meddelt en licens, og det er momsfritaget, når royalty i sidste ende tilfalder en momsfri kunstner.
3) Forvaltningsorganisationerne har været momsfritaget hidtil ud fra denne argumentationskæde.
Kommentar Hvad angår princip 1 er Skatteministeriet ikke enig i Danske Mediedistributørers udlægning af momsfritagelsen for forfattervirksomhed og kunstnerisk aktivitet, hvorefter momsfritagelsen angiveligt er ”personlig” i den forstand, at den oprindelige ydelse, fx musikken eller kunstværket, blot skal være frembragt af en momsfritaget kunstner. Med andre ord mener Danske Mediedistributører, at ydelsen i efterfølgende led dermed også bliver momsfritaget.
Der er i flere svar på spørgsmål til L 106, under samrådet den 3. marts 2022 og i redegørelsen oversendt til Skatteudvalget den 2. marts 2022 (SAU L 106 – for tankeeksperimentets skyld – lagde den udlægning af momsfritagelsen, som kommer til udtryk i henvendelsen fra Danske Mediedistributører, til grund, ville Danmark være afskåret fra at indføre den retstilstand, som Danske Mediedistributører ønsker. Det er nemlig ikke muligt at udvide momsfritagelsen til at omfatte forvaltningsorganisationer, da det ville være en udvidelse i forhold til stand still-bestemmelsen i momssystemdirektivet, som den danske momsfritagelse beror på. Der er redegjort mere detaljeret herfor i redegørelsen, som jeg kan henvise til.
Hvad angår princip 2 er Skatteministeriet heller ikke enig i Danske Mediedistributørers udlægning af forholdet mellem den omhandlede momsfritagelse og muligheden for at benytte en reduceret sats. På ny vil jeg henvise til den detaljerede beskrivelse i redegørelsen.
Danske Mediedistributører ses da heller ikke at frembringe nogle retlige anbringender eller anføre retskilder til støtte for deres påstand.
Hvad angår princip 3 om Skatteforvaltningens praksis vedrørende den momsmæssige behandling af forvaltningsorganisationer mv. vil jeg også henvise til redegørelsen. Forvaltningsorganisationernes ydelser har hidtil været anset for ikke at udgøre levering mod vederlag (hvilket bl.a. også har fremgået af Skatteforvaltningens Juridiske Vejledning), og de har derfor været helt udenfor momslovens anvendelsesområde og dermed ikke omfattet af moms. Skatteministeriet er derfor ikke enig i den ”argumentationskæde”, som Danske Mediedistributører opstiller.
For en god ordens skyld vil jeg benytte lejligheden til at orientere om, at der efter oversendelse af redegørelsen og svaret på SAU L 106 - spm. 53, hvori der er omtalt en af Skatteministeriet igangsat landeundersøgelse, efterfølgende er indkommet yderligere et svar fra et EU-land. I svaret, der er modtaget den 9. marts 2022, oplyses – i kontrast til de øvrige tidligere svar fra andre lande – at landet anser meddelelse af licens til ophavsrettigheder for ikke at være en ydelse, der leveres mod vederlag. Det vil sige, at landet fortsat vil anse meddelelse af licenser for at være uden for momsreglernes anvendelsesområde og dermed ikke omfattet af moms.
I den forbindelse vil jeg gerne erindre om, at Danmark er forpligtet til at efterleve EU-retten, og det er derfor nødvendigt at indføre moms, når forvaltningsorganisationer meddeler licens til ophavsrettigheder.
– der giver mulighed for at momsfritage kunstneres egen meddelelse af licens, mens forvaltningsorganisationerne er momspligtige. Dette svarer til det foreslåede i L 106.
Jeg vil gerne understrege, at EU-landene hurtigst muligt skal tilpasse deres nationale regler til domme fra EU-Domstolen, hvilket i dette tilfælde vil sige til dommen i C-501, UCMR – ADA, hvor det fastslås, at meddelelse af licens til ophavsrettigheder er levering mod vederlag. Oplysningen om, at et enkelt EU-land på trods af dommen pt. ikke anser ydelserne for at være leveringer mod vederlag, ændrer ikke på, at de danske regler og praksis skal tilpasses hurtigst muligt.
Derudover vil jeg bemærke, at der ikke er noget besynderligt ved, at Skatteministeriet fortolker reglerne på skatteområdet, som det fremgår implicit til sidst i henvendelsen fra Danske Mediedistributører. Det sker på daglig basis på tværs af hele Skatteforvaltningen og i Skatteministeriet. Skatteministeriet anvender og fortolker reglerne på skatteområdet, fordi ministeriet har ressortansvaret på skatteområdet, herunder på momsområdet. Det er en integreret del af opgaverne for ethvert fagministerium, og der findes stor ekspertise blandt embedsmændene på tværs af Skatteministeriets koncern.
Afslutningsvis vil jeg gerne bemærke, at jeg bestemt ikke er enig i, at ”Danmark forlader en stand still-bestemmelse på et utilstrækkeligt belyst eller direkte fejlagtigt grundlag”, som Danske Mediedistributører udtrykker det. Med L 106 præciseres den danske momsfritagelse i overensstemmelse med momssystemdirektivets standstill-bestemmelse, og dermed sikres det, at momsfritagelsen fortsat kan bevares. Forvaltningsorganisationernes ydelser vil i henhold til den ovenfor nævnte dom fra EU-Domstolen være levering mod vederlag og momspligtige, da de ikke kan anvende momsfritagelsen for forfattere og kunstnere.
De tre principper, som Danske Mediedistributører angiver, er:
1) Momsfritagelsen er personlig i den forstand, at den oprindelige ydelse skal være frembragt af en momsfritaget kunstner. Meddelelse af licens til benyttelse af en sådan ydelse er ikke personlig.
2) Muligheden for at benytte en reduceret sats er udtryk for præcis dette. At ordlyden i de to bilag til direktivet er forskellige, er ikke udtryk for en tiltænkt forskel – muligheden for at fritage er lige så bred som muligheden for en reduceret sats, fordi modtagelse af royalty er vederlaget for at have meddelt en licens, og det er momsfritaget, når royalty i sidste ende tilfalder en momsfri kunstner.
3) Forvaltningsorganisationerne har været momsfritaget hidtil ud fra denne argumentationskæde.
Kommentar Hvad angår princip 1 er Skatteministeriet ikke enig i Danske Mediedistributørers udlægning af momsfritagelsen for forfattervirksomhed og kunstnerisk aktivitet, hvorefter momsfritagelsen angiveligt er ”personlig” i den forstand, at den oprindelige ydelse, fx musikken eller kunstværket, blot skal være frembragt af en momsfritaget kunstner. Med andre ord mener Danske Mediedistributører, at ydelsen i efterfølgende led dermed også bliver momsfritaget.
Der er i flere svar på spørgsmål til L 106, under samrådet den 3. marts 2022 og i redegørelsen oversendt til Skatteudvalget den 2. marts 2022 (SAU L 106 – for tankeeksperimentets skyld – lagde den udlægning af momsfritagelsen, som kommer til udtryk i henvendelsen fra Danske Mediedistributører, til grund, ville Danmark være afskåret fra at indføre den retstilstand, som Danske Mediedistributører ønsker. Det er nemlig ikke muligt at udvide momsfritagelsen til at omfatte forvaltningsorganisationer, da det ville være en udvidelse i forhold til stand still-bestemmelsen i momssystemdirektivet, som den danske momsfritagelse beror på. Der er redegjort mere detaljeret herfor i redegørelsen, som jeg kan henvise til.
Hvad angår princip 2 er Skatteministeriet heller ikke enig i Danske Mediedistributørers udlægning af forholdet mellem den omhandlede momsfritagelse og muligheden for at benytte en reduceret sats. På ny vil jeg henvise til den detaljerede beskrivelse i redegørelsen.
Danske Mediedistributører ses da heller ikke at frembringe nogle retlige anbringender eller anføre retskilder til støtte for deres påstand.
Hvad angår princip 3 om Skatteforvaltningens praksis vedrørende den momsmæssige behandling af forvaltningsorganisationer mv. vil jeg også henvise til redegørelsen. Forvaltningsorganisationernes ydelser har hidtil været anset for ikke at udgøre levering mod vederlag (hvilket bl.a. også har fremgået af Skatteforvaltningens Juridiske Vejledning), og de har derfor været helt udenfor momslovens anvendelsesområde og dermed ikke omfattet af moms. Skatteministeriet er derfor ikke enig i den ”argumentationskæde”, som Danske Mediedistributører opstiller.
For en god ordens skyld vil jeg benytte lejligheden til at orientere om, at der efter oversendelse af redegørelsen og svaret på SAU L 106 - spm. 53, hvori der er omtalt en af Skatteministeriet igangsat landeundersøgelse, efterfølgende er indkommet yderligere et svar fra et EU-land. I svaret, der er modtaget den 9. marts 2022, oplyses – i kontrast til de øvrige tidligere svar fra andre lande – at landet anser meddelelse af licens til ophavsrettigheder for ikke at være en ydelse, der leveres mod vederlag. Det vil sige, at landet fortsat vil anse meddelelse af licenser for at være uden for momsreglernes anvendelsesområde og dermed ikke omfattet af moms.
I den forbindelse vil jeg gerne erindre om, at Danmark er forpligtet til at efterleve EU-retten, og det er derfor nødvendigt at indføre moms, når forvaltningsorganisationer meddeler licens til ophavsrettigheder.
– der giver mulighed for at momsfritage kunstneres egen meddelelse af licens, mens forvaltningsorganisationerne er momspligtige. Dette svarer til det foreslåede i L 106.
Jeg vil gerne understrege, at EU-landene hurtigst muligt skal tilpasse deres nationale regler til domme fra EU-Domstolen, hvilket i dette tilfælde vil sige til dommen i C-501, UCMR – ADA, hvor det fastslås, at meddelelse af licens til ophavsrettigheder er levering mod vederlag. Oplysningen om, at et enkelt EU-land på trods af dommen pt. ikke anser ydelserne for at være leveringer mod vederlag, ændrer ikke på, at de danske regler og praksis skal tilpasses hurtigst muligt.
Derudover vil jeg bemærke, at der ikke er noget besynderligt ved, at Skatteministeriet fortolker reglerne på skatteområdet, som det fremgår implicit til sidst i henvendelsen fra Danske Mediedistributører. Det sker på daglig basis på tværs af hele Skatteforvaltningen og i Skatteministeriet. Skatteministeriet anvender og fortolker reglerne på skatteområdet, fordi ministeriet har ressortansvaret på skatteområdet, herunder på momsområdet. Det er en integreret del af opgaverne for ethvert fagministerium, og der findes stor ekspertise blandt embedsmændene på tværs af Skatteministeriets koncern.
Afslutningsvis vil jeg gerne bemærke, at jeg bestemt ikke er enig i, at ”Danmark forlader en stand still-bestemmelse på et utilstrækkeligt belyst eller direkte fejlagtigt grundlag”, som Danske Mediedistributører udtrykker det. Med L 106 præciseres den danske momsfritagelse i overensstemmelse med momssystemdirektivets standstill-bestemmelse, og dermed sikres det, at momsfritagelsen fortsat kan bevares. Forvaltningsorganisationernes ydelser vil i henhold til den ovenfor nævnte dom fra EU-Domstolen være levering mod vederlag og momspligtige, da de ikke kan anvende momsfritagelsen for forfattere og kunstnere.
