Biskop: Lad lyset brænde i den folkevalgte himmel

De slukkede for lyset i glaskuplen over Rigsdagen i Berlin den sidste uge i min sommerferie. Energikrisen var allerede på alles læber. Hvor kunne vi spare?

Selvfølgelig er det vigtigt, at man går foran i det offentlige og slukker for noget af alt det lys, som jeg ærlig talt ofte finder overflødigt.

Jeg hører vist til en af de få, der ikke synes, at et lands mange væsentlige bygninger behøver at være belyst i mørket. Når det er dag, dukker de jo op i deres skønhed, og selv om man kan sætte lys på mange spændende måder, er det godt, når der er forskel på nat og dag.

Derfor har jeg længe tænkt: er det nødvendigt?

Det manglende lys i glaskuplen gjorde mig ked af det. Måske skyldes det bare, at jeg bilder mig noget ind. Siden jeg første gang var i kuplen over Forbundsdagen, har jeg været fascineret af den og dens symbolkraft.

Rigsdagen stod færdig i 1898. Bygningen markerer i sin tyngde og vælde samlingen af de mange tyske lande til et kejserrige. Lidt plumpt og bastant ligger bygningsværket der og minder om storhed.

Kuplen har altid hørt til bygningen. Når man sidder under den, skal man fornemme himlen over sig. Rigsdagsmedlemmerne skulle mærke, at her sad de under himlen, og med himlens frihed og overvågelse skulle de træffe deres beslutninger for land og befolkning.

Bygningen brændte i 1933. Det var formentlig en påsat brand af nazisterne, som derefter vedtog de sidste undtagelseslove, der betød, at Tyskland blev et diktatur. Et så vulgært af slagsen, at det aldrig vil gå i glemmebogen.

Vi ville ønske, at vi begreb meget mere, end vi gør.

Peter Skov-Jakobsen

Efter krigen og under Tysklands deling fra 1945 - 1989 lå bygningen i den vestlige del af byen på grænsen til den sovjetiske besættelseszone og det senere DDR.

Efter Tysklands forening i 1990 blev Berlin igen hovedstad, og Forbundsdagen flyttede fra Bonn til Berlin.

Englænderen Sir John Foster, en af samtidens store arkitekter, blev sat på opgaven at restaurere Rigsdagen og gjorde det uforglemmeligt.

Da jeg første gang gik op i glaskuplen, noterede jeg mig, at dette ikke blot var en kuppel, der foregav at være en himmel. Den er en himmel over de folkevalgte. Den er det store lysindtag i parlamentet. Enhver, der sidder dernede, bliver mindet om, at i dette hus skal alt kunne ses. Alt skal være transparent. Alt skal kunne tåle dagens lys.

Mens man vandrer op i kuplen, bliver man slået af forundring over den store spejlkerne, der er i midten. Den er besat af mange små spejle, der gør, at man ser alle de andre på vej op og ned fragmenteret. Udsynet forandrer sig hele tiden. Det hænder, at man skimter et helt billede, men det fragmenteres straks, man går videre.

Dertil kommer det meget pudsige, der betyder, at man går og småsnubler hele tiden, for der er indbygget ujævnheder. Ikke alene ser man ikke de andre klart, men man småfalder også i ny og næ.

Jeg kom til at tænke på, at der engang var en, der skrev om, at man forstår i brudstykker og kun kan profetere om enkeltdele. Verden ser man usammenhængende og løsrevet. Man går og ser ind i et sløret og gådefuldt spejlbillede. Jo mere, man ser, jo større bliver længslen efter at se helheden.

Når jeg ser kuplen, tillader jeg mig at længes efter det lys, der skinner fra demokratiet og folkestyret i en tid, hvor vi trues af autoritæres og diktaturers magt

Peter Skov-Jakobsen

Ham, der skrev det (Paulus), levede for et par tusinde år siden og i mellemtiden er det som om, at menneskers tanker, bygninger, musik, håndværk og handlinger har længtes efter den helhed og den fuldkomne forståelse.

Vi er en menneskehed, der er i gang med det uoverkommelige liv, og vi ville ønske, at vi begreb meget mere, end vi gør.

Da jeg gik op og ned, kom jeg til at tænke på, at mens man er undervejs, sker der noget, der er karakteristisk for folkestyret og det folkelige liv. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad de andre mon så. Der vaktes også en lyst til at tale med de andre, som jeg vidste så noget andet, for at finde ud af, hvad de mon så. Mon vi kunne stykke et billede sammen af det gode liv, den gode nation, det velfungerende demokrati?

Den, der går op og ned, bliver ligefrem mindet om, at det ikke giver mening ikke at tale med de andre, for der er ingen vej uden om deres oplevelse, hvis vi skal være sammen om livet. Det er livsnødvendigt, at de melder sig på banen med ordet og tanken og følelsen.

Pludselig var det også som om, der forsvandt en ensomhed, og jeg slap forfærdelsen over det fragmenterede og min egen begrænsning. De andre var der jo med deres syn, og hvis vi lagde det sammen, kunne der vel skabes en sammenhæng, et fællesskab og en vilje til samtale.

Samme aften, som jeg havde været i kuplen, kom jeg forbi Rigsdagen ved nattetide. Der var lys i kuplen (og man skal aldrig være ked af “lys i kuplen”); men det slog mig nu særligt, at der var lys i netop denne kuppel, der hvælver sig over det tyske parlament.

I tysk historie ved man alt om, hvor galt det går, når demokratiet slukkes og ødelægges. I det tyvende århundrede har man haft to regimer, der knægtede folkets vilje, og derfor lever man med en stor bevidsthed om, at når det bliver nat i et samfund, da må demokratiets højborg lyse op, være et lys, der skinner i mørket, og bliver et pejlemærke, så man ikke ender i diktaturets eller det autoritæres mørke.