Jeg mener, at vi svigter os selv og især de unge generationer i vores samfund, hvis vi forsætter med at have en lovgivning, der understøtter, at cirka 650.000 danskere er så meget i tvivl, at de ikke kan tage stilling, og blot 28 procent af alle danskere over 15 år har registreret sig i donorregisteret, hvor blot 1 procent udgøres af de unge mellem 15-19 år.

Tallene manifesterer sig fysisk hos de mange mennesker i vores samfund, som rammes af enten akut livstruende organsvigt, eller som lever med alvorlig kronisk sygdom i deres organer.

Livskrisen, der udspiller sig ved at befinde sig på ventelisten til en transplantation, kan ikke understreges nok. Det er et liv i uvished, hvor overlevelsen afhænger af et andets menneskets død og stillingtagen til spørgsmålet om organdonation.

Folk på venteliste ser døden i øjnene

Mennesker på ventelisten har som regel meget få ressourcer til at råbe op, de fleste kæmper for livet, imens deres liv går i stå på den uvisse venteliste. Fængslende, ufrit og ensomt hvor nogle er i daglig dialyse, andre indlagt i livskritisk tilstand på intensiv eller på livets sidste smertelindrende behandling på hospice, når kroppen til sidst siger fra.

Alle tvinges de og deres pårørende til at se døden dybt i øjnene. En skæbne, som ikke kender nogen alder.

De pårørende må se til, og magtesløst bevidne, at deres kæres liv enten langsomt eller hurtigt ebber ud på den uvisse venteliste. Kun ved nyresvigt, kan de pårørende i nogle tilfælde hjælpe ved at donere deres ene nyre, hvis altså de er et organmatch med deres pårørende.

Selvom sundhedsvæsenets pressede men dygtige ildsjæle utrætteligt kæmper for at redde vores liv og for at nedbringe antallet på ventelisterne, ser udviklingen ud til at være låst ved minimum plus 400 på ventelisten

Mads Sebbelov

Anderledes og mere livskritisk er det for dem på ventelisten til et nyt hjerte, lunger eller lever, her ventes der mere kritisk på det måske livgivende opkald.  

Fælles for dem på ventelisten og for deres pårørende er, at det et invaliderende psykisk mareridt at vente i uvisheden. Et mareridt jeg selv har oplevet, da min 15 årige datter Josephine stod på urgent call listen i ti dage tilbage i april 2020 grundet akut hjertesvigt uden tidligere sygdom.

Da opkaldet fra Rigshospitalet kom var det hjerteskærende og brutalt. Josephine var taget af urgent call listen. Hendes infektionstal var for høje, og kort tid efter blev behandlingen stoppet i samråd med lægerne. Hendes liv stod ikke til at redde, og Josephine døde præcis en måned efter det tragiske og akutte hjertesvigt.

Brutalt og hjerteskærende. Men netop sorgen og meningsløsheden har jeg valgt at omsætte til mening ved at stå i spidsen for, at vi indfører en blød model af Aktivt fravalg til organdonation fra det fyldte 18 år i Danmark. En model, som hvis den havde været indført i 2020, måske kunne have betydet forskellen mellem liv og død for Josephine.

For selvom sundhedsvæsenets pressede, men dygtige ildsjæle, utrætteligt kæmper for at redde vores liv og for at nedbringe antallet på ventelisterne, ser udviklingen ud til at være låst ved minimum plus 400 på ventelisten.

Jeg mener, det bør være en borgerpligt, at vi hver tager stilling til organdonation, af respekt for de danskere, som tvinges til at se døden i øjnene på ventelisten

Mads Sebbelov

Dette til trods for at sundhedsvæsenet udvikler sig og gør brug af ny medicin, nye teknologier samt nu er ved at indføre et nyt dødskriterie. Det viser tabellerne fra Dansk Center for Organdonation.

Vi svigter os selv i tvivlen

Det er ikke muligt for samfundets ildsjæle at redde alle på ventelisterne, ej heller at give en evidens sikker garanti for, at lovgivningen med en blød model af aktivt fravalg til organdonation i Danmark, isoleret set vil betyde flere organdonorer.

Men erfaringerne fra England fortæller, at når lovændringen kædes sammen med de indsatser, samfundets ildsjæle allerede gør, så er det, at følgevirkningen og samtalen om stillingtagen til organdonation bliver mere fordomsfri og afklaret.

Status quo i vores samfund vil i min optik betyde, at vi forsætter med at svigte os selv i tvivlen. Jeg mener, det bør være en borgerpligt, at vi hver tager stilling til organdonation, af respekt for de danskere, som tvinges til at se døden i øjnene på ventelisten.

Men også af hensyn til os selv, og vores pårørende, så vi benytter muligheden for at bestemme over egen krop, og så ansvaret ikke overdrages til de pårørende.

Lovændringen, jeg arbejder for, har i sin enkelthed til formål at sikre, at samfundet forebyggende hjælper os danskere ud af tvivlen, og faciliterer at vi via samtalen kan at tage stilling til organdonation på et oplyst grundlag i trygge rammer.

I stedet for at de pårørende skal træffe den svære beslutningen midt i krisens stund uden at kende vores holdning, hvis vi dør i utide.