Tænketank: Regeringens planer om organdonation kan svække tilliden i befolkningen

I dag er den nuværende model, at jeg på sundhed.dk kan registrere, om jeg ønsker at donere mine organer, når jeg dør.

Her kan jeg angive en fuld tilladelse, en begrænset tilladelse eller at mine pårørende skal træffe beslutningen eller endelig at jeg modsætter mig en hver form for organdonation.

Med andre ord et aktivt tilvalg.

Befolkningen vil have aktivt tilvalg af organdonation

Og mon ikke der er et flertal for at det skal vedblive med at være sådan. Altså i befolkningen. 

Eller, sagt med andre ord, at det etisk set vil være mest forsvarligt at holde fast i den nuværende model baseret på, hvad vi kan kalde en blød form for informeret samtykke.

Der er ingen tvivl om, at en stillingtagen til organdonation giver anledning til etiske dilemmaer og diskussioner.

Det handler om graden af tilskyndelse og håndteringen af de situationer, hvor vi ikke har taget stilling, så skyldes det, at der altid vil være flere hensyn på spil, samtidig med at der vil være uenighed om, hvad der er den rette balance mellem de forskellige hensyn.

Det etiske Råd har allerede i en tidligere udtalelse stillet mange og relevante spørgsmål – og flere kan helt sikkert stilles. Umiddelbart er der spørgsmål som knytter an til de centrale etiske hensyn.

Hvor tungt vejer hensynet til de mennesker, for hvem et nyt organ måske er et spørgsmål om liv og død?

Hvor tungt vejer hensynet til, at alle menneske selv bør bestemme, hvad der sker med deres organer efter deres død?

Hvor tungt vejer hensynet til de pårørendes ønsker?

Og hvad med et bredere samfundshensyn?

Den etiske oplysning er kørt af sporet

Selv når der er enighed om alle de relevante kendsgerninger, vil der her ofte være uenighed om, hvordan de relevante hensyn bør afvejes.

Hvorom alting er, så er det også af afgørende betydning, at alle har let adgang til saglig og upartisk information om organdonation.

Regeringen ønsker ganske givet at vise handlekraft på dette og flere andre sundhedsetiske områder, hvor politikere traditionelt og helt naturligt har været forsigtige og lydhøre.

Men vi er alt andet end på sporet af en etisk livsoplysning.

Det er ellers det der er behov for, når der blandt andet er tale om store og svære beslutninger som organdonation, abort og dødshjælp.

Etik er spørgsmålet om det gode liv. Og derfor bør ethvert sigte, enhver teknik og teknologi samt den sociale legitimation efterprøves.

Søren Peter Hansen
Direktør, Tænketanken Prospekt

Samt ikke at forglemme de seneste – ligeledes sundhedsetiske – temaer surrogatmoderskab og fertilitet, der er kommet på den politiske dagsorden.

Når vi i en beslutningsproces går direkte fra det, kan vi, så det skal vi, da vi let og elegant springer over etikken.

Etik er spørgsmålet om det gode liv. Og derfor bør ethvert sigte, enhver teknik og teknologi samt den sociale legitimation efterprøves.

Det er med andre ord vigtigt at skelne mellem teknik, social legitimation og etik.

En sundhedsminister eller en regering kan sagtens begrunde teknik og måske også social legitimation, uden at den ene eller den anden er etisk antagelig.

Det overordnede spørgsmål om, hvordan vi skal tage stilling til organdonation, er der langt fra enighed om. Hverken i befolkningen eller på Christiansborg.

Uenigheden - og måske også en uvished - skyldes flere forhold.

Regeringens nye model kan svække tilliden

Enhver praksis i forhold til en stillingtagen bringer i hvert fald en række forskellige hensyn i spil.

Og en uenighed om, hvordan disse hensyn bør vægtes, kan yderligere føre til en uenighed om, hvilken praksis, der er bedst.

Enhver stillingtagen til organdonation involverer umiddelbart en afvejning og balancering af de forskellige typer af etiske hensyn: mennesker med organsvigt, mulige organdonorer, pårørende og bredere samfundshensyn.

Den nuværende model, der er baseret på informeret aktivt tilvalg, bygger på respekt for det enkelte menneske og dets integritet. Ligesom denne model har en høj og folkelig tillid.

Regeringens forslag til en ny model risikerer at svække denne tillid. Ligesom det er tvivlsomt, om en ændring af den eksisterende model vil føre til en betydelig forøgelse af antallet af donorer.

Når det er sagt, så bør der ske en egentlig folkelig samtale og oplysning om organdonation.

En form for tilskyndelse, der gør det klart for os alle, at vi i solidaritet med dem, som har behov for organer, bør tage stilling.