Anmeldelse: "Det kræver en hel bog at fortælle om alt, hvad der er galt med EU"

Af Mette Fugl
Journalist, forfatter og tidligere EU-korrespondent, DR

Hvad nu EU?

Sådan er der blevet spurgt igen og igen i alle årene. Når traktater er gået tabt i folkeafstemninger. Når uenigheder af mange slags har sået tvivl om samarbejdets duelighed. Når beslutningskriser er forsøgt reddet på målstregen med såkaldte tænkepauser, der aldrig evnede at inddrage europæerne for alvor.

Når forhandlinger i døgndrift og til daggry ender i uanvendelige kompromiser, der kun tjener det formål at skjule ansigtstab. Medmindre politikken på forhånd er tegnet og tilrettelagt af embedsmænd. Borgerne føler sig alt for langt væk fra komplicerede beslutningsprocesser og reagerer med modvilje og tvivl.

Ti bud på et bedre EU
Hvad nu EU? Tidligere europaparlamentariker Jens-Peter Bonde og historiker Uffe Østergaard sætter atter en gang spørgsmålet på dagsordenen. De har skrevet en fælles debatbog og har formuleret ti bud på en bedre europæisk fremtid.

De skal nu alligevel have tak, modstanderen og hans modsætning, for at have skabt en lille tænketank og givet ordene videre til den eftertanke, vi aldrig kan få for meget af.

Mette Fugl
Journalist, forfatter og tidl. EU-korrespondent

Især peger de med indsigtsfulde analyser på problemerne, hvad der naturligvis er forudsætningen for at foreslå løsninger. Der er tale om en på mange måder præcis tilstandsrapport og tilløb til at få udbedret fejl og mangler.

Også selvom ideerne af og til dukker op som frugter, der hænger lavt uden af den grund at være nemme at plukke. Men det er alligevel godt, at de to herrer har taget sig tid til at komme med bud. Behovet for at reflektere over fremtidens Europæiske Union er større end nogensinde. Brexit er den katastrofe, der har fået forfatterne til tasterne med tanker om det hele.

Problemerne står i kø
Det kræver en hel bog og muligvis også et bind to, når man vil fortælle om alt, hvad der er rivende galt i samarbejdet. Her er kun plads til et par nedslag.

Om euroen, der har nået afgrundens rand. Den fejlslagne politik og fejlkonstruktionen af møntunionen, der har ført til store overskud i Nordeuropa og tilsvarende store underskud i Sydeuropa. Underskud, der skulle fjernes med hårdhændede nedskæringer.

Om flygtningekrisen, hvor flere end 5.000 medmennesker druknede i Middelhavet, mens EU-landene skændtes om en fælles flygtningepolitik og gjorde sig afhængige af Erdogans Tyrkiet. Her og nu ser vi, at EU forsøger at få tilsvarende aftaler med nabolande i Afrika.

Om finanskrisen, hvor EU-toppen reddede mange banker, men lod alt for mange små og mellemstore virksomheder gå ned. Signalet var, som de to forfattere ser det, at man hellere ville redde penge end mennesker.

Om klimakampen, hvor EU trods alt var med til at få to-procentsloftet vedtaget internationalt. Og alligevel fortsætter medlemslandene med en landbrugspolitik, transportpolitik, der ikke er indrettet efter klodens akutte behov for redning.

Voksende ulighed, stigende støtte til nationalister og meget, meget mere om det udemokratiske monster i midten af EU (Bondes formulering). Monstret kan tæmmes, hvis det bliver vedtaget, at nationale kommissærer vælges direkte samtidig med valget til Europa-Parlamentet, hedder det.

Formanden for EU-Kommissionen bør vælges af Europa-Parlamentet og statsministrene i Det Europæiske Råd i forening, så længe der ikke findes et europæisk folk, der er parat til direkte valg af præsidenten som i USA.

Tilladt at drømme
Ønsketænkning er ikke forbudt. Den kan ovenikøbet være besnærende, når der ikke stilles realitetskrav. I enhver debat og opfordring til forandring er det dog tilladt at drømme. Også om at give institutioner en demokratisk forankring.

Drømmen fortsætter med et velklingende krav om at forbyde alle transaktioner med skattely. Og en opfordring til at opgive euroen eller lade møntunionen styres demokratisk med den nødvendige vilje til solidaritet med regioner, der sakker agterud. Her er spørgsmålet, om det er muligt at få vilje og evne til at spille sammen.

Flygtningepolitikken får også en snusfornuftig hånd. "Lav en Marshallplan for landene i Mellemøsten og Afrika til at skabe håb om lokal beskæftigelse." Markederne bør åbnes for toldfri adgang, så de fattige lande kan eksportere varer i stedet for mennesker. EU-budgettet skal finansiere udgifter til flygtninge. Kommuner, organisationer og virksomheder i EU kan få til opgave at konkurrere om at tilbyde gode løsninger.

Dette bud og andre ser desværre stort på de erfaringer, der viser, at beslutningstagerne alt for ofte hepper så meget på hjemmepublikummet og egen nationale karriere, at de ikke bidrager til at løse beslutningskriser.

Men de skal nu alligevel have tak, modstanderen og hans modsætning, for at have skabt en lille tænketank og givet ordene videre til den eftertanke, vi aldrig kan få for meget af.

Hvad nu EU? Ti bud på at redde EU af Jens-Peter Bonde og Uffe Østergaard, Frydenlund, 104 sider.