Cepos: Her er 6 grunde til, at Danmark bør opgive sit snævre, selvstændige klimamål for 2040

70 procentsmålet risikerer at fordyre og vanskeliggøre den langsigtede omstilling til klimaneutralitet og at skabe usagligt fokus på bestemte målepunkter. Det mest bizarre har været den hovsa-politik, som har omgærdet det ret tilfældige 2025-mål. 

Klimamålet har ikke gjort Danmark til et grønt foregangsland 

For det femte har 70 procentsmålet ikke gjort Danmark til foregangsland. Det vil sandsynligvis blive vanskeligere at nå det EU-krav, som Danmark er gået med til at blive pålagt for ikke-kvotesektoren i 2030, end det bliver at nå 70 procentsmålet.  

Hvis Danmark skulle have sikret en selvstændig effekt på den globale drivhusgasudledning, burde vi først have fået et EU-krav, vi efterfølgende kunne have overopfyldt. Det sker med stor sikkerhed ikke.  

For det sjette er det tvivlsomt, om 70 procentsmålet har gjort os til et foregangsland i den yderligere forstand, at vi har inspireret andre.  

Umiddelbart har den reducerede efterspørgsel gjort CO2-kvoter billigere og tilskyndet andre til at udlede mere. Hvis vi skulle have inspireret, burde der ikke have været høj lækage, men ligefrem negativ lækage. Vores politik skulle have været skalérbar til andre lande, hvad langt fra er tilfældet.    

Det bliver svært nok at leve op til EU’s mål 

Endelig indebærer en konkurrence om at fremsætte det mest yderligtgående mål ude i fremtiden – endda pålagt umulige bibetingelser om ingen økonomiske eller fordelingspolitiske konsekvenser – en risiko for at belaste fremtidige generationer af beslutningstagere, som skal realisere målet, mens det i højere grad er en gratis omgang for de politikere, som beslutter målet og kan sole sig i ambitionerne. 

Den europæiske klimapolitik bevæger sig i en retning præget af mere protektionisme, markedsfjendtlig industripolitik og skadelig dobbeltregulering.

Otto Brøns-Petersen
Analysechef, Cepos

Det er en usund politisk dynamik. 

Det har hidtil været overset, hvor stor en rolle EU spiller for dansk klimapolitik. Man kan naturligvis altid hævde, at de danske ambitioner har været med til at drive de europæiske, selvom ikke meget taler for det. Men for perioden frem til 2040 og 2050 er der ikke meget, som vil kunne understøtte selv dette tynde grundlag.

Med Fit for 55 har EU allerede fastlagt et yderst ambitiøst mål for både 2030 og 2050, hvor unionen skal være klimaneutral. Med kommissionens nylige 2040-udspil er der sat yderligere trumf på.  

Det vil blive en udfordring for Danmark at leve op til disse mål, navnlig hvis der fortsat kommer nationale krav uden for kvotesektoren. Gør der ikke, vil alle udledninger være underlagt direkte EU-regulering.  

Det er samtidig nødvendigt for Danmark at engagere sig meget dybere i udformningen af EU's klima- og energipolitik. Selv om EU med kvotesystemet råder over det suverænt mest effektive redskab, bevæger den europæiske klimapolitik sig i en retning præget af mere protektionisme, markedsfjendtlig industripolitik og skadelig dobbeltregulering.

Klima er en helt naturlig opgave for det europæiske samarbejde, men den bliver i stigende grad anvendt til at løfte andre dagsordener.  

Der er behov for en klar blå klimapolitik 

Det er ingen hemmelighed, at de blå partier har haft svært ved at finde deres ben i klimapolitikken. Klimapolitik er ladet med symbolpolitik, og der har været en udbredt politisk fornemmelse af, at man demonstrerede sin vilje til at gøre noget ved klimaproblemerne ved at dynge målsætninger og redskaber oven på hinanden.

Klimapolitik har samtidig haft en tendens til at blive set som et venstreorienteret emne, hvorfor det var smart eller nødvendigt at anerkende venstrefløjens klimapolitiske redskaber.

Endelig er klimapolitik et område med meget aggressive lobbyorganisationer og virksomheder. Det har fanget nogle blå politikere i en fælde, hvor de har troet, at de kunne signalere at være optaget af klimaet og samtidig begunstige deres interessenter.   

Men ikke alene er der behov for at formulere en mere klar blå klimapolitik, omend det langsomt går i den rigtige retning. Det markedsøkonomiske redskab – en ensartet afgift på at udlede drivhusgas – er det klart mest effektive, mens dobbeltregulering svækker den grønne omstilling. Det bør siges meget tydeligere og entydigt.  

Et indlysende element heri er at opgive et selvstændigt dansk klimamål for 2040.