Kommentar af 
Niels Jespersen

Niels Jespersen: I DF går den vilde EP-jagt på nogen, der ikke er Anders Vistisen

KOMMENTAR: Brexit-fiaskoen, en utidig Anders Vistisen og Messerschmidts svindelsag gør EP-valget til en hovedpine for DF. Senest har man forsøgt at få Karen Jespersen til at stille op. Medmindre nogen fra ledelsen eller en kendis udefra overtales, ender det nok med Kenneth Kristensen Berth.

DF har ikke nogen oplagte kandidater til EP-valget, efter at det lykkedes Anders Vistisen (billedet) at gøre sig upopulær med sine klodsede krav om en snarlig kåring, skriver Niels Jespersen.
DF har ikke nogen oplagte kandidater til EP-valget, efter at det lykkedes Anders Vistisen (billedet) at gøre sig upopulær med sine klodsede krav om en snarlig kåring, skriver Niels Jespersen.Foto: Christian Liliendahl/ Ritzau Scanpix
Niels Jespersen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er næppe nogen, der forventer, at DF skal gentage EP-valgresultatet fra 2014, hvor Morten Messerschmidt ryddede bordet med 465.758 personlige stemmer og 26,6 procent af stemmerne.

Valget blev en tilsvarende katastrofe for Venstre og et varsel om folketingsvalget, der året efter godt nok sikrede de borgerlige partier regeringsmagten, men som noget uhørt gjorde Dansk Folkeparti til det største parti i blå blok.

DF'erne fik sig en glædelig overraskelse, da den seneste måling gav partiet knap 18 procent af stemmerne. Mediernes vinkling var ellers at ”S og V slagter DF” men sandheden er, at DF havde forventet et langt værre resultat.

Nu er målinger ekstremt usikre her fire måneder før valget og skal ikke tillægges større værdi, men for folkepartisterne er der grundlag for optimisme: Med en god valgkamp og et svagt borgerligt felt er det ikke umuligt at beholde tre mandater og de to mandater, som var partiets oprindelige succeskriterium, virker overkommelige.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

DF's store udfordring er, at partiet stadig er martret af det selvskade, Morten Messerschmidt påførte med sin udnyttelse af EU-støttemidler. Alle de mange skuffeforeninger og smarte konstruktioner med MELD og FELD leder tankerne hen på bankskandaler og selskabstømning, og ganske som med den finansielle sektor griber råddenskaben om sig, desto mere der kommer for dagen, for som DR har kunnet dokumentere, er det ikke blot Messerschmidt, men hele EP-gruppen inklusiv whistlebloweren Rikke Karlsson, der har haft snablen nede i kasserne.

Også for hvad der ligner egen vinding. Hvad værre er, så trækker skandalen tråde helt til toppen, for udenrigsordfører Søren Espersen var vicepræsident i en af de til lejligheden oprettede cigaræsker, som DF malkede til sidste euro. Får det konsekvenser for Messerschmidt? Nej, han er så populær og talentfuld, at han skal vise sig som forrået vanekriminel, før DF slår hånden af ham.

Melder der sig ikke en kendt person, kan det blive Erik Høgh-Sørensen, der er folketingskandidat i Nordjylland. Han er dygtig og har arbejdet i EU, og så er han ikke Anders Vistisen, hvilket er tilstrækkeligt.

Niels Jespersen

I DF er håbet, at EU's antisvindelenhed Olaf ikke kommer med nye lækkerier før valget, og at partiet allerede har indkasseret sin øretæve. Men selv hvis vælgernes raseri er dampet af, så går DF stadig en hård tid i møde, for den efterhånden farceagtige udvikling i den britiske Brexit har skræmt danskerne godt og grundigt i EU's favn.

I det hele taget er Brexit både folketings- og EP-valgets store joker. Hvis den såkaldte "no-deal" bliver til virkelighed 29. marts, kan det medføre massive økonomiske problemer for Danmark, der årligt eksporterer for næsten 100 milliarder kroner til Storbritannien. Hvem der vil vinde politisk på sådan en katastrofe er et åbent spørgsmål, men det bliver næppe EU-modstanderne.

Imidlertid kan DF lune sig ved, at der stadig er masser af vælgere, der instinktivt bare ikke kan lide EU, og at de nærmeste konkurrenter har opstillet spidskandidater, som hverken kan beskyldes for at være folkeforførere eller for at lægge sig tæt op af DF's politik.

Fra Venstres side er der tale om Morten Løkkegaard, der af sin egen nummer to, Søren Gade, beskyldes for at være "lalleglad" i sin tilgang til EU. Liberal Alliance stiller med kulturminister Mette Bock, der tilhører partiets venstrefløj, og som tillige er blandt regeringens mest upopulære ministre.

Løkkegaard og Bock er dog trods alt navne, man har hørt før, hvilket ikke kan siges om de konservatives spidskandidat, den aldeles ukendte erhvervskvinde Pernille Weiss. I et valg til Europa-Parlamentet, der ikke kan påstås at optage vælgerne synderligt, er kendthedsfaktor altafgørende. Her er Søren Gade (V) den største udfordrer.

DF's problem er, at partiet ikke har nogen oplagte kandidater. Hverken nogen, der kan matche Gade, eller nogen i det hele taget, efter at det lykkedes den hidtil formodede spidskandidat, Anders Vistisen, at gøre sig upopulær med sine klodsede krav om en snarlig kåring.

Krav der godt kunne tolkes som trusler og i hvert fald ikke er blevet venligt modtaget i det notorisk topstyrede parti. Det er ikke så meget, at Vistisen er motiveret – det er måden, han gør det på. Det tolkes som udtryk for manglende politisk boldøje.

Derudover er det vigtigt at huske på, at man i DF i lige så høj grad topstyrer af nød som af lyst. Kvaliteten af kandidaterne både til folketings-, EP- og kommunalvalg er så svingende, at man ikke kan dispensere fra en partikultur, hvor alle retter ind. Hvis Vistisen belønnes, så sender det et signal til andre kandidater, der også kunne få lidt for gode idéer.

Derfor er partiet med lys og lygte på jagt efter en anden kandidat. Indledende blev der spekuleret i integrationsordfører Marie Krarup, der med sine prorussiske holdninger vil være en dødvægt for en DF-forsvarsminister, hvis vi får en V-DF-regering.

Samtidig har hun et navn, som vælgerne genkender, og EU er tilstrækkeligt langt væk til, at ingen kan høre hendes aparte analyser af situationen i Ukraine. Hun har, trods sin forståelse for russiske autokrater, ikke udvist nogen interesse for at lade sig deportere til dansk politiks svar på Sibirien.

Pia Kjærsgaard ligeså. Hun risikerer at miste sit folketingsformandskab, hvis regeringsmagten skifter, og rød blok trods kiv og strid finder sammen, men hun vil ikke sendes på elefantkirkegården. I hvert fald ikke endnu. Søren Espersen gider heller ikke. Han vil hellere være forsvarsminister, hvis han får chancen.

Senest har man forsøgt at overtale Karen Jespersen, der har taget turen fra Venstresocialisterne over Socialdemokratiet til senest at sidde som Venstre-minister. Hendes navn blev genaktualiseret med vedtagelsen af den "øde ø" Lindholm til opbevaring af afviste kriminelle asylansøgere. Der er dog heller ikke meget der tyder på, at Ø-Karen bider på.

DF har sat sig den deadline, at valget skal være på plads senest i starten af februar. Melder der sig ikke en kendt person, kan det blive Erik Høgh-Sørensen, der er folketingskandidat i Nordjylland. Han er dygtig og har arbejdet i EU, og så er han ikke Anders Vistisen, hvilket er tilstrækkeligt.

Pia Adelsteen vil gerne, men hun er ikke driftsikker nok til, at ledelsen tør lade hende være uden opsyn. Hun kan dog få lov at komme på listen sammen med Kenneth Kristensen Berth, der står til at ryge ud af Folketinget. Han er nok den mest sandsynlige spidskandidat, hvis ingen store navne i eller uden for partiet melder sig.

Peter Kofod "Mini-Tulle" Poulsen er også udset til at få en chance, men han er personlig ven med Anders Vistisen, hvilket besværliggør processen.

Kombinationen af spidskandidat og nummer to er nemlig heller ikke uvæsentlig. Efter en periode med ballade håber DF på et driftsikkert par, der kan samarbejde. Der skal ikke laves nye skandaler. Så hellere gå efter det lidt farveløse. Under alle omstændigheder vurderes det, at valget til Europa-Parlamentet kommer efter folketingsvalget. Den tid, den sorg.

--------------

Niels Jespersen (f. 1980) er debattør og cand.mag. i historie, Afghanistan-veteran og medforfatter til bogen "Eksperimentet, der slog fejl" om 35 års dansk asyl- og indvandringspolitik. Han forsøgte i 2018 uden held at blive opstillet som socialdemokratisk folketingskandidat i Roskilde. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Vistisen

Medlem af Europa-Parlamnetet (DF)
cand.jur. (Aarhus Uni. 2013)

Karen Jespersen

Redaktør, Den Korte Avis, fhv. minister (S og V), fhv. MF (S og V)
cand.mag. i historie og arkæologi (Københavns Uni. 1977)

Kenneth Kristensen Berth

Souschef og daglig leder af politisk afdeling, DF, byrådsmedlem (DF), Vallensbæk Kommune
cand.mag. i historie og samfundsfag (Københavns Uni. 2002)

0:000:00