Pernille Weiss: Det er naivt, når politikere tørrer ansvaret for den økonomiske krise af på EU

Man skal ikke være økonomisk vismand eller en særlig klog kone for at konstatere, at EU ikke sejlede ind i rolige post-corona vande, men direkte ind i en potentielt endnu mere udfordrende storm med uforudsigelige kastevinde.

Stigende priser på energi var en realitet allerede før jul, og med Ruslands invasion af Ukraine er stigende fødevarepriser fulgt efter. Inflationen stiger; pengenes værdi falder, og en del familier er i dagligdagen mere udfordret, end de er vant til på at få økonomien til at hænge sammen.

Sådan mærker mange det i Danmark. Og i resten af EU finder vi desværre nemt eksempler på, at det ser endnu sortere ud for dem end hos os i Norden. Her har vi velfungerende stater med høj omstillingsdygtighed, stor mangfoldighed i industrier og virksomhedstyper, hvoraf mange er europæiske firstmovere.

Så Danmark står heldigvis og stadigvæk et godt sted. Indtil videre. Men vi skal tænke os godt om. Det er også sådan, vi skal forstå meldingen fra blandt andre Nationalbanken, der i marts udtalte, at den forventer økonomisk afmatning og global vækstpause.

Sæt tæring efter næring

Formelt set skal jeg jo overlade det til danske kollegaer hjemme i Folketinget at gøre det, Danmark både kan og skal reagere på.

Som borger i Danmark håber jeg, at borgerlige dyder for rettidig omhu, og mod til at skelne mellem reelle og relative behov, samler flertallet på Christiansborg. Vi må sætte tæring efter næring med borgernes og fremtidige generations penge, så vi kommer gennem den forestående økonomiske recession uden alt for dybe sår i vores økonomiske muskel. Det er nemlig også anbefalingen fra Nationalbanken, at finanspolitikken skal tilpasses.

At forvente, at EU klarer ærterne for os, er naivt

Pernille Weiss
MEP (K)

På EU-niveau er udfordringen ikke mindre kompliceret. I flere lande er inflationen højere end i Danmark, som aktuelt til ét procentpoint under EU-gennemsnittet. Arbejdsløsheden og angsten for at miste jobbet stiger.

Mobiliteten på arbejdsmarkedet er lavere uden for Danmark, hvor et nyt job ikke findes lige så nemt, som hos os. Her kan vi igen-igen kan takke den danske model og livslang uddannelse for at have givet Danmark tilpasningsevne, når vinden vender.

Alle bliver ramt af krisen

Men selvom det går godt i hos os, er vores økonomi afhængig af hele EU's trivsel. Derfor er det uundgåeligt, at vi kommer til at mærke krigen i Ukraine. Lavere vækst, inflation og stigende arbejdsløshed end forudset vil (heldigvis fra et lavt udgangspunkt) kombineret med stigende energi- og fødevarepriser giver næring til krisestemningen.

Krisen vil ramme os alle i forskellig grad. Nogle vil erfare den ganske konkret og på måder, der vil minde om noget, de fleste kun har læst om i historiebøgerne.

Situationen har allerede givet sig udtryk i krav om kompensation og hjælpepakker. Helst fra EU, så man ikke selv skal til lommerne. Det er en rigtig giftig cocktail for politisk stabilitet og sammenhængskraft, der jo helst skal være det stærke DNA, som gør os i stand til at "walk through hell", som Churchill nok ville sige det igen.

Derfor er det afgørende, at vi politikere har mod nok til at svare konkret på, hvad der ikke kan lade sig gøre som forventet, givet den indlysende præmis, at pengene ikke gror på træerne. Og selv hvis de gjorde, skal der mere til for at bringe demokratiet, klimaet, sikkerheden og sundheden helskindet gennem krisen.

Sender sorteper videre

Vi skal med andre ord prioritere anderledes skarpt og forvente lidt mere af hinanden.

Klimaet venter jo ikke på, at krigen er slut. En ny pandemi kan eksplodere mellem hænderne på os, mens vi tager os af flygtede naboer fra øst. At forvente, at EU klarer ærterne for os, er naivt. Det er tilmed dumt. For det er netop nu, vi generelt skal aktivere mere frihed under ansvar og inddrage civilsamfundets ressourcer i alle lande.

Vi skal turde stille præcise krav til, hvad de enkelte medlemslande forventes at bidrage med i relation til både klima- og digital omstilling, og hvordan de får reformeret sig selv til at fungere bedre i forhold til sundhed og sociale forhold.

Der er nemlig en tendens til, at man, i post-Corona og Ukraine-tiden, forsøger at sende alt for mange nationale ansvarsopgaver videre til Bruxelles. Den går ikke.