Lykke Friis: Danmark sakker bagud i EU. Det haster med at styrke vores gennemslagskraft

Traditionelt har europapolitiske aftaler i Folketinget fungeret som et slags kompas: Partierne bliver enige om, hvor Danmark helt overordnet skal placere sig i samarbejdet, og hvilke prioriterer eksempelvis ministre og embedsmænd  skal pejle efter.

Det er naturligvis centralt, men hvis regeringen vil sætte handling bag løftet i forståelsespapiret fra regeringsdannelsen i 2019, kan man også tage fat på en anden dimension: partierne bør blive enige om, hvordan Danmark i praksis kan blive bedre til at løfte mærkesagerne i EU. Kort sagt: det er ikke nok at enes om, hvad Danmark skal gå efter, men også hvordan det rent faktisk kan realiseres.

Efter Brexit er det traditionelle alliancemønster i opløsning, og Danmark skal derfor kæmpe langt hårdere for sine synspunkter. I flere år i træk har kortlægninger fra tænketanken European Council on Foreign Relations vist, at Danmark ikke står højt på andre EU-landes ”ringeliste”.

Bokser under vores vægtklasse
Danmark er ganske enkelt sjældent ét af de første lande, man tager kontakt til, når man vil lancere en ny ide eller blot afstemme synspunkter. Skal partiernes fælles mål om for eksempel at øge EU’s ambitionsniveau på klimaområdet eller bevare den danske model indfries, kræver det, at Danmark opruster.

Flere regeringer har allerede forsøgt at knække kurven, men der må mere til – lige fra ressourcer til nytænkning.

Lykke Friis
Direktør, Tænketanken Europa

Tre områder bør her indgå i en aftale: For det første bør partierne blive enige om at styrke den danske EU-repræsentation. I 2019 gennemførte Tænketanken Europa en analyse, der viser, at Danmark bokser under vores vægtklasse i Bruxelles.

Konkret var Danmark EU’s 17. største land målt på antallet af indbyggere, men med en repræsentation på 80 ansatte blot den 22. største ud af 26 medlemsstater, der indgik i analysen. Tilsvarende vil det være oplagt at styrke udvalgte ambassader i EU-landene. De årelange besparelser i udenrigstjenesten gør, at der vitterlig ikke er mange ressourcer til andet end det allermest nødvendige.

Flere embedsmænd i EU-systemet
For det andet bør der gøres en ekstra indsats for, at Danmark får flere embedsmænd i EU-systemet. Selvfølgelig skal en dansker i Kommissionen ikke forsvare nationale interesser, men de kan hjælpe med at afklare særlige danske problemstillinger, lige fra realkredit over den danske model.

Og så kan de tit tilsvarende hjælpe med at afklare, hvad der kan være realistisk at få igennem EU-systemet og hvornår. Mange danskere, der arbejder i institutionerne, blev ansat lige efter Danmark blev medlem i midt ’70erne og er derfor på vej på pension. I 2009 var der 875 danskere ansat i EU’s institutioner. I 2019 var der 704 danskere med fast ansættelse i Europa-Kommissionen, Det Europæiske Råd, Europa-Parlamentet, EU-Domstolen, Den Europæiske Investeringsbank, EU-Udenrigstjenesten.

Flere regeringer har allerede forsøgt at knække kurven, men der må mere til – lige fra ressourcer til nytænkning. Hvorfor gør man det eksempelvis ikke til et fast element i introforløb til fuldmægtige, at de skal prøve at bestå optagelsesprøven til en af EU’s institutioner?

Og er tiden ikke kommet til, at det bliver skåret ud i pap i ministeriernes HR-strategier, at det er meriterende for eksempel at have været national ekspert? Kort sagt: vil du være afdelingschef, skal du naturligvis have været i Bruxelles eller arbejdet i et vigtigt EU-land. EU-dimensionen fylder ganske enkelt så meget på Slotholmen, at man næppe kan løfte så tunge poster uden selv at have prøvet kræfter med systemet.

Sprog er et smertensbarn
Endelig er der smertensbarnet – de danske fremmedsprogkompetencer. År efter år dokumenteres det, at færre danskere vælger et tredje fremmedsprog på gymnasiet eller vælger at læse tysk og fransk på universitetet.

Efterhånden er fødekæden så smal, at der snart kommer mangel på tysk- og fransklærere i gymnasiet. Sprogmiseren risikerer også at gå ud over Danmarks indflydelse. Hvis politikere og embedsmænd er tvungne til at afkode Tysklands og Frankrigs Europapolitik ved at læse engelske eller amerikanske aviser, er det godt nok lidt af en omvej og et stort filter; ikke mindst fordi dækningen af EU-politik bliver langt mere sporadisk efter at Storbritannien har meldt sig ud af EU.

Set i det lys bør en europapolitisk aftale åbne for en opdatering af den nationale fremmedsprogsstrategi fra 2017, der desværre ikke har haft den store effekt.Regeringen har meddelt, at den vil afvente forhandlingerne om en ny Europaaftale til konferencen om Europas fremtid er overstået – og der er skabt større klarhed over, hvor EU er på vej hen.

Det er regeringen naturligvis i sin gode ret til at gøre. Men det argument holder ikke, når det gælder Danmarks muligheder for at varetage vores interesser. Allerede i dag burde det stå klart for enhver, at det haster med at styrke Danmarks ”firing power” i Bruxelles og de europæiske hovedstæder.