Tidligere ambassadør: For hver million til militært isenkram, bør vi afsætte tilsvarende til diplomatiet

Efter flere års kastreret virkelighed, hvor alt handlede om covid-19, stærk politisk styring, mink og andre stinkere, kom Ruslands angreb på Ukraine som en “game changer”.

Maskeballet sluttede med en helt anden brutal virkelighed. Massive myrderier i en gammeldags russisk ekspansionstradition iværksat af en magtsyg og magtmisbrugende diktator, i bedste Peter den Store-stil. Har selv truffet Putin flere gange. Selv en varm sommerdag udstråler han isnende kulde.

Vi lokkede nok også lovligt meget de stakkels ukrainere med “varm luft”, erklæringer om vores kærlighed og stærke ambitioner om at få dem med i både Nato og EU. Vi fulgte som vanligt - som den søde skødehund - USA’s ubehændige håndtering af den europæiske sikkerhedsarkitektur.

Vi overhørte givetvis de klarere og klarere meldinger fra Zar Putin om, at Rusland ikke ville acceptere yderligere udvidelser af “de vestlige alliancer”. Det var, som om ingen ville lytte til, hvad Zaren sagde. Troede vi, han bluffede? Næppe. Men alvorligt blev han ikke taget.

Først da krigen blev et faktum, ville alle både lytte og tale, men Zaren havde talt, terningerne var kastet til et erobringstogt - opbygget over to årtiers magtmisbrug og folkeforførelse - blev startet torsdag 24. februar. Som optakten til 1. Verdenskrig blev den nærmest uundgåelig.

Drop den sognerådspolitiske kultur

Det afgørende lige nu er, hvor langt og i hvilken retning Zaren vil gå. Midlerne kendes: Ufattelig brutalitet og trusler om nukleare våben, hvis nødvendigt.

Vi får brug for forbedrede evner til at forstå og påvirke hinanden, med en militær balance der indrammes i et netværk af sikkerhedsgarantier plus en solid dosis næstekærlighed.

Michael Metz Mørch
Fhv. ambassadør, Letland og Polen, fhv. generalkonsul, New York

På det bagtæppe, er der ingen tvivl i mit sind om, at Danmark er nødt til at investere som politisk aftalt i en supplerende præmie på vores sikkerhedsforsikring, Nato. Helt fundamentalt. Men, det er ikke nok. Det er lysende klart, at Danmark hurtigst muligt må komme ud af sin marginale europæiske placering ved at tone fuldt EU-medlemskab. Det gælder på alle tre forbehold. Asap please.

Vi bliver nødt til at droppe vores lilleput, sogneråds-lignende politiske kultur. Hvis vi skal fortsætte med at overleve i en rå og konfliktfyldt verden. Og det bliver den næste verden nok på mange dimensioner, så må vi lære at tage mere aktivt del i verden omkring os, løfte åsynet fra småtterierne i vores egen andedam, komme med i førefeltet igen i alle relevante globale sammenhænge.

Det gælder også ulandshjælp, som det hed i gamle dage, det gælder også en mindre provinsiel og nærmest racistisk politik overfor udlændinge (hvis ikke de ligner os).

Gensidige udvisninger er børnehavepjat

Det er også klart, at supplerende militære bevillinger - mere isenkram - ikke løser vore problemer. Vi må også satse på at blive meget klogere og dygtigere til at forstå og tale med både fjender og venner, trods deres brutalitet og stupiditet.

Vi må massivt styrke de diplomatiske instrumenter. Hold op med det børnehavepjat med gensidige udvisninger. Det er nu, der er brug for kontakter. For hver million til isenkram, én million mere til styrkelse af diplomatiet.

Pas på de uendelige lister over sanktioner. Meget af det rammer aldeles ved siden af og andet rammer vore egne interesser i -  igen - at blive en del af en åben og fri verden. Vi overreagerer uden selv at have en egentlig exit-strategi på sanktionerne. Det bør vi tage initiativer på. Måske en europæisk rolle.

Våben er ikke nok

Det var dumt, emotionelt og kontraproduktivt at lukke for stort set alle kulturelle kontakter. Det er gidselstagning af de mennesker, der har mest mental kraft til at bidrage til gensidig forståelse og til positive samfundsændringer.

Vi må give revitaliseringen af de kulturelle forbindelser med Rusland (og resten af vores verden) høj prioritet, når tiden er inde til det, og rigeligt med ressourcer. Gerne også i millionklassen, a la diplomatiet.

Våben er ikke nok. Vi var ikke vel forberedte, da der var brug for våben.

Tiden er nu inde til at tage initiativer til at spille med i den nye “verdensuorden”, der skal formes, når våbnene - forhåbentligt snart - hviler igen. Det kræver klart ikke bare mere militært isenkram, det skulle vi have haft for længe siden.

Som vanligt er man en omgang bagefter verdenshistorien. Man gør nu det, vi skulle have gjort for længst. Men man undlader samtidigt at tænke frit frem i en ny og helt anderledes verden, hvor vi forhåbentlig ikke får brug for alt det dejlige isenkram, krudt og kugler, men derimod får brug for forbedrede evner til at forstå og påvirke hinanden med en militær balance, der indrammes i et netværk af sikkerhedsgarantier – plus en solid dosis næstekærlighed.