Debat

Forsker: Regeringen skal tage udenrigspolitik seriøst igen, hvis diplomatiet skal genoplives

Udenrigsministeriet er horribelt underbemandet og presset, men krigen i Ukraine har givet politikerne en udenrigspolitisk opvågning. Efter årtiers nedprioritering, må diplomatiet genoplives og genopfindes ud fra fire tydelige principper, skriver Adam Moe Fejerskov.

’Tiden kalder på et gearskifte’ hedder det i det nationale kompromis. Det gearskifte, vi har brug for, er at den danske regering tager udenrigspolitik seriøst igen, skriver Adam Moe Fejerskov.
’Tiden kalder på et gearskifte’ hedder det i det nationale kompromis. Det gearskifte, vi har brug for, er at den danske regering tager udenrigspolitik seriøst igen, skriver Adam Moe Fejerskov.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Adam Moe Fejerskov
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Ruslands afstumpede krig i Ukraine kræver et historisk modsvar, hedder det i Nationalt kompromis for dansk sikkerhedspolitik. Det kan der ikke være nogen tvivl om.

Regeringen og Folketingets partier er da også i gang med at tage en række drastiske skridt, senest med udenrigsministerens parathed til at udsmide og afskære russerne for diplomatiske relationer til Danmark.

Temadebat

Flere penge til diplomatiet: Hvordan bruges de bedst?

En straks-bevilling på syv milliarder kroner i 2022 og 2023 skal blandt andet gå til at styrke diplomatiet.

Det fremgår af den nye sikkerhedspolitiske aftale ‘Nationalt kompromis om dansk sikkerhedspolitik’, som regeringen indgik sammen med Venstre, SF, Konservative og Radikale Venstre for at “håndtere den nuværende sikkerhedspolitiske situation”.

Altinget benytter anledningen og spørger et hold af debattører: Hvor skal der sættes ind, hvis pengene til diplomatiet skal bruges mest fornuftigt? Og hvordan skal pengene prioriteres, hvis det er fra et sikkerhedspolitisk perspektiv?

Bland dig gerne i debatten ved at sende et indlæg til [email protected]

I kompromiset tales der om styrkelse af diplomatiet – sågar også den humanitære indsats, udviklingssamarbejdet er trods alt det historisk set stærkeste kort i vores udenrigspolitiske værktøjskasse – men det lader alligevel til at ressourcetilførsel til forsvaret står øverst på dagsordenen.

Man må spørge sig selv, eller rettere, politikerne spørger forhåbentligt sig selv: Hvilket trusselsbillede er det, vi reagerer på? Og hvilke forestillinger om international politiks fremtid baserer den foreslåede oprustning sig på?

Udenrigsministeriet er horribelt underbemandet

Danmarks sikkerhed øges ikke nødvendigvis gennem en gammeldags oprustning. Det er lokkende at konkludere, at trusler, der realistisk set ville kunne skubbe Danmark ud i en konflikt, så absolut ikke kan afværges eller ’vindes’ gennem en oprustning af forsvarets materiel eller teknologi alene (og ja, selvfølgelig handler oprustningen også om, hvad for eksempel tyskerne har valgt at gøre).

Danmarks relative sikkerhed findes snarere gennem diplomati, internationalt samarbejde og en regelbaseret verdensorden, som nok er udfordret, men som ikke er lagt i graven. I hvert fald ikke før vi stopper med at tro på den og praktisere den. Og så selvfølgelig gennem vores europæiske og internationale partnere (læs: amerikanerne).

Vi har masser af dygtige folk i de forskellige grene af udenrigstjenesten, der er bare for få af dem, til at håndtere vores markante ambitioner.

Adam Moe Fejerskov
Seniorforsker, Diis

I stedet for udelukkende at fokusere på ressourcetilførsel til Forsvaret, må der sikres markante investeringer til vores udenrigspolitiske og diplomatiske indsats, der gennem årtier er blevet nedprioriteret og har fået skåret sine budgetter.

Det er alment kendt, at det danske udenrigsministerie er horribelt underbemandet og presset, med store konsekvenser for kompetencer og antallet af udenrigspolitiske forhold man kan forholde sig til og afdække på en kapabel måde.

Nedskæringerne i udenrigstjenesten har også betydet et hav af ambassadelukninger. I dem, der er tilbage, er der ekstremt få ansatte, og deres arbejde handler i dag for meget om at sikre danske virksomheders kommercielle muligheder i det pågældende land. Alt det, er vi nødt til at lave om på.

Investeringerne i diplomatiet og vores udenrigspolitiske institutioner og instrumenter skal ikke falde som et carte blanche, naturligvis, men må styres efter i hvert fald fire tydelige principper:

1. Fokus og dybde fremfor stor spredning

Det er fristende at bruge investeringer til at åbne nye ambassader hist og her, for så at føle sig dækket bedre ind gennem en stor spredning. Men virkeligheden er, at små repræsentationer ikke kan levere substantiel politisk indflydelse.

Derfor skal vi foretage en grundig analyse af, hvor vi gerne vil være til stede og understøtte netop de diplomatiske missioner mest muligt. Med dyb og blivende tilstedeværelse er det nemlig mere sandsynligt, at man får dyb faglighed og indsigt i de pågældende politiske forhold.

Hvis ikke der er råd til markante tilstedeværelser, bør vi hellere sørge for (højniveau) sekunderinger til eksempelvis EU-ambassaderne eller andre multilaterale institutioner og missioner, der ligeledes kan sikre dansk politisk indflydelse.

2. Strategisk udsyn fremfor kortsigtet brandslukning

Lige nu går det rigtig stærkt i den danske politiske støtte til Ukraine, måske lidt for stærkt.

Det er vigtigt, at danske politikere og embedstoppen ikke lader sig fuldstændigt styre af impulser og nuværende konflikter i valget af, hvor der strategisk skal satses i et forstærket diplomati.

Til grund bør hellere ligge en tydelig analyse af,hvor Danmarks tilstedeværelse giver mening for os, og hvor vi kan gøre en forskel på længere sigt.

3. Invester i menneskelige ressourcer fremfor materialiteter

Militært isenkram skaber ikke fred alene, hvis overhovedet. Fred og stabilitet skabes gennem menneskelige relationer – i forhandlinger, kompromiser, interaktioner.

Kig bare på forfejlede interventioner som den i for eksempel Afghanistan, hvor balancen helt tydeligvis var forkert.

Desværre er den slags diplomatiske og politiske ressourcer ikke et dansk varemærke for tiden – vi har masser af dygtige folk i de forskellige grene af udenrigstjenesten, der er bare for få af dem til at håndtere vores markante ambitioner.

4. Komplementaritet og koordination fremfor enegang

Danmark opnår intet alene, så nemt kan det siges. Vi har hverken nok ressourcer, indflydelse eller kompetencer til at opnå de mål om fred og stabilitet, vi stræber efter.

Derfor må vi konstant forholde os strategisk til det større billede – hvor bidrager vi bedst med netop vores kompetencer og erfaringer, og hvordan sørger vi for kontinuerligt at styrke og udvikle dem – i stedet for at sprede os selv for tyndt eller engagere os steder, hvor vi ikke kan gøre en forskel.

Har vi kun en hammer, fremstår alle udfordringer som søm

Hver en politisk handling i international politik er ikke bare en mekanisk reaktion, men har en skabende kvalitet over sig. Når man fører international politik, konstruerer man aktivt den verden man lever i, og ikke mindst dens fremtid.

Det betyder, at alle de skridt vi tager nu, for eksempel gennem det nationale kompromis, vil influere, hvordan vi analyserer, vurderer og går fremtidige kriser eller konflikter i møde. Hvis det eneste vi har er en hammer, fremstår alle udfordringer som bekendt som søm.

’Tiden kalder på et gearskifte’ hedder det i det nationale kompromis. Det gearskifte, vi har brug for, er at den danske regering tager udenrigspolitik seriøst igen, og ikke mindst den udenrigspolitiske værktøjskasse, som igennem årtier er blevet beskåret, nedprioriteret og rettet mod kommercielle interesser.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Adam Moe Fejerskov

Seniorforsker, Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)
ph.d. i internationale studier (Roskilde Uni. 2016), cand.scient.soc. (Roskilde Uni. 2011)

0:000:00