Debat

Tyskland-kendere: Alt tyder på kansler-Scholz og en koalition med De Grønne og FDP

Formelt er Armin Laschet ikke udelukket endnu, men alt peger på, at den næste tyske kansler kommer til at hedde Olaf Scholz. Chefforhandlerne i SPD, De Grønne og de liberale i FDP nærmer sig hinanden, men det kan blive svært at holde den gode stemning på finans- og skattepolitikken, skriver Nora Sina og Anne Sina.

Alt peger på en koalition af SPD, De Grønne og de liberale i FDP, skriver Anne Sina og Nora Sina. Olaf Scholz ankommer til møde en mulig ny regeringskoalition.
Alt peger på en koalition af SPD, De Grønne og de liberale i FDP, skriver Anne Sina og Nora Sina. Olaf Scholz ankommer til møde en mulig ny regeringskoalition.Foto: Annegret Hilse/Reuters/Ritzau Scanpix
Anne Sina
Nora Sina
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvis du har travlt, men stadig gerne vil være bare en smule opdateret, så læs kun den her sætning: alt peger på at den næste tyske bundeskansler kommer til at hedde Olaf Scholz. Punktum.

Og hvis du har mod på at dykke bare et spadestik dybere, så husk også det her: Alt peger også på, at det bliver en koalition af SPD, De Grønne og de liberale i FDP, der skal lede landet.

Koalitionen, der nu er i fokus, bliver ofte kaldt ’Ampel’, trafiklys-koalitionen på grund af partiernes farver (rød, grøn og gul) og er ikke set før på nationalt niveau. Socialdemokraterne i SPD har dog tidligere både indgået i regeringer med enten De Grønne (under Gerhard Schröder i 90’erne) og med FDP (op igennem 70’erne under Willy Brandt og Helmut Schmidt), så helt ukendt er (dele af) konstellationen ikke.

Milevid afstand på finans- og skattepolitikken

Lige netop i disse dage mødes chefforhandlerne fra de tre partier for forsigtigt at nærme sig hinanden og finde fælles fodslag. Indtil videre er stemningen god og stort set det eneste, der er kommet ud fra forhandlingerne, er selfies og andre some-opslag, der skal illustrere den gode stemning på tværs af partierne.

Teoretisk set er der ikke noget, der tilsiger at det absolut skal være SPD, der kommer til at stille kansleren snart. Allerede på valgaftenen gjorde Armin Laschet klar, at han agtede at forhandle med De Grønne og FDP.

Anne Sina og Nora Sina
Hhv. politisk konsulent, Dansk Erhverv og stud.scient.pol., studentermedhjælper, DUF

Desto længere man kommer i forhandlingerne og desto mere der skal drøftes substantielle politiske emner, desto sværere bliver det dog at holde den gode stemning.

Især på finans- og skattepolitikken er der milevid afstand mellem De Grønne og SPD på den ene side og FDP på den anden side. Og også på klimaområdet bliver det svært at få enderne til at mødes på tværs af alle de særhensyn som alle tre partier har til hver deres klientel.    

Hvor længe fortroligheden holder og hvor længe der forhandles uden læk og kommentarer til pressen, vil vise sig. Og det vil også vise sig, hvor længe den interne enighed holder i partierne. Især i forhold til SPD venter mange med spænding på om de tidligere relativt store politiske kløfter mellem den midtersøgende Scholz og de mere venstreorienterede valgte i partiorganisationen viser sig igen. Indtil videre virker holdånden og opbakningen dog til at være stor og udsigten til at kunne stå i spidsen for en regering holder indtil videre styr på partisoldaterne.

CDU-kansler ikke udelukket endnu

Samtidig er alle tre partier, der alle har haft fremgang i forhold til valget forinden, blevet beriget med en lang række nye medlemmer af Bundestag, herunder ekstremt mange nye unge medlemmer. Hos både SPD og De Grønne udgøres 25 procent af gruppen i Bundestag nu af medlemmer af de to partiers ungdomsorganisationer.

Alle de unge nye medlemmer kommer til at blive en faktor i partierne og kommer til at rykke i de eksisterende logikker i partierne og udfordre de gængse processer og politikker. Det er givetvis sundt – men bliver ikke nødvendigvis nemt eller kommer til at foregå lydløst.  

Teoretisk set er der dog ikke noget, der tilsiger at det absolut skal være SPD, der kommer til at stille kansleren snart. Allerede på valgaftenen gjorde CDU-kandidaten Armin Laschet klar, at han agtede at forhandle med De Grønne og FDP, som partiet har et flertal sammen med, med henblik på at stå i spidsen for en kommende regering.

Og der har skam også været forhandlinger de tre partier imellem. Det er formelt heller ikke udelukket endnu, at de tre partier går i en koalition. Problemet er bare, at CDU og søsterpartiet CSU fra Bayern allerede nu har vendt stort set al opmærksomhed imod dem selv og deres interne magtkampe om hvem, der skal være Armin Laschets efterfølger som formand. Langt de fleste i partiet har givet op og nedsmeltningen er total, ikke mindst siden sidste torsdag, hvor Armin Laschet indirekte annoncerede sin afgang igen alt for længe.

Merkel gør det, hun hele tiden har gjort

Tidsplanen for regeringsdannelsen er endnu ikke på plads. Dog er der blevet udtrykt et ønske om at der ikke skal gå lige så lang tid som sidste gang, hvor regeringen først var på plads efter mere end fem måneder. Alle er enige om at det ikke var hensigtsmæssigt.

Og imens alt det her står på, er der én, der gør det, som hun hele tiden har gjort, nemlig Angela Merkel. Indtil der er dannet en ny regering, holder hun stadig skansen. Siden valget har hun blandt andet været i Rom og mødt pave Frans, til uformelt EU-Rådsmøde i Slovenien og til besøg i Israel. Så selvom der er sket meget i Tyskland den seneste tid, er noget stadig som det plejer. I hvert fald lidt endnu.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Olaf Scholz

Forbundskansler (SPD), Tyskland
Universität Hamburg

Armin Laschet

Formand, Christlich Demokratische Union (CDU), premierminister, Nordrhein-Westfalen
Ludwig Maximilian University of Munich, University of Bonn

Angela Merkel

Fhv. forbundskansler, Tyskland (CDU)
Fysiker, doktorgrad i kvantekemi

0:000:00