Debat

Frank Jensen: Olaf Scholz sætter den nye kurs for Tyskland

Angela Merkels arvtager, den nyudklækkede kansler Olaf Scholz, sætter en ny kurs med øje for dank-tysk interessevaretagelse og relevante politiske tiltag. Det skal vi lade os inspirere af og forstå at udnytte fra dansk side, skriver Københavns tidligere overborgmester, Frank Jensen.

Samarbejdet mellem Danmark og Tyskland kan nu udbygges endnu mere med den nye tyske kansler, Olaf Scholz, skriver tidligere overborgmester Frank Jensen.
Samarbejdet mellem Danmark og Tyskland kan nu udbygges endnu mere med den nye tyske kansler, Olaf Scholz, skriver tidligere overborgmester Frank Jensen.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Frank Jensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Få dage efter Forbundsdagens valg af socialdemokraten Olaf Scholz som ny kansler i Tyskland rejste han til Paris og blev mødt af den franske præsident, Emmanuel Macron, med ordene "Bienvenue Olaf".

I 2011 blev selvsamme Olaf valgt som overborgmester i Hamburg. Dengang gik hans første udenlandsrejse til København.

Det blev starten på et årligt tilbagevendende besøg mellem Olaf Scholz og mig. I rammerne af Dansk-Tysk Handelskammer fik vi etableret Hamburg-Copenhagen Business Forum.

Jeg husker stadig min første tale til den gode kollega, som jeg indledte med ordene "Dear Olaf" i handelskamrets smukke bygning på Kongens Nytorv i København.

Den nye kansler er let at komme på fornavn med. Han foreslog nemlig allerede ved første besøg i København den tradition, at der altid skulle være plads i programmet til, at vi som politiske kolleger kunne trække os tilbage på vores respektive kontorer på Rådhusene og uden embedsmænd udveksle synspunkter og politiske ideer under fire øjne.

Denne tradition fortsatte helt frem til, at Olaf Scholz blev finansminister i Angela Merkels regering i 2018.

Borgmesterfællesskab

I årene som overborgmestre brugte vi fælles kræfter på interessevaretagelse for den kommende forbindelse for tog og biler mellem Danmark og Tyskland under Femern Bælt. En rejsetid med tog mellem København og Hamburg på to og en halv time var vores fælles vision.

Der skal nok blive brug for min gamle kollegas evne til at forlige stridende parter

Frank Jensen
Forhenværende overborgmester i Københavns Kommune

Den kommende tunnel skal forbinde de to store metropolregioner i en ny nord-syd akse for forretning, uddannelse, forskning og kultur. Byggeriet af den nye tunnel mellem Danmark og Tyskland er nu godt i gang.

I Berlin i Kanzleramt sidder der nu en regeringschef, der fra første færd har været en stor tilhænger og støtte af den nye nord-syd korridor. Det skal vi forstå at udnytte fra dansk side.

Ny regering, ny retning

Hvad kan vi ellers forvente os af den nye regering i Tyskland?

Den 63-årige nyudklækkede kansler står i spidsen for en regering bestående af hans eget parti, SPD, samt miljøpartiet De Grønne og det liberale parti, FDP.

De tre regeringspartier gik til valg på en social, grøn og digital modernisering af Tyskland efter 16 år med Angela Merkels konservative regeringer.

I deres 177 sider lange regeringsaftale 'At vove mere fremskridt' udstikker den nye regering en markant ny retning for Tyskland på flere centrale områder.

Det politiske tiltag, der har fået mest medieomtale, er legalisering af cannabis, så voksne lovligt kan købe cannabis til eget forbrug.

En idé, jeg selv har fremført som overborgmester i København, hvor rockerne og banderne i alt for mange år har stået for et meget lukrativt hashmarked uden respekt for brugerne og med alvorlig kriminalitet til følge. Jeg håber, at flertallet i Folketinget vil lade sig inspirere af dette nye politiske tiltag overfor cannabis i Tyskland.

Læs også

Men regeringsaftalen indeholder også langt større reformer af samfundet. Her nævner jeg de vigtigste:

Kul udfases i 2030, hvor 80 procent af strømmen skal være grøn, og 15 millioner elbiler skal køre på de tyske veje.

Den offentlige sektor skal digitaliseres, så for eksempel forældede faxmaskiner kan sendes på pension, og alle skoleelever kan få digitale læremidler.

Den lovbestemte mindsteløn hæves fra 9,6 euro til 12 euro i timen – hvilket vil give cirka ti millioner tyskere mere i løn.

Stemmeretten sænkes fra 18 til 16 år til både Forbundsdagen og Europa-Parlamentet. Det første kræver totredjedele flertal i Forbundsdagen, det andet har regeringen flertal til at gennemføre selv

Der skal bygges 400.000 nye boliger hvert år – hvoraf 100.000 skal være offentligt finansierede.

Ambitiøs regeringsaftale

Det er første gang, SPD, De Grønne og FDP går i forbundsregering sammen, og selvom baglandet i alle tre partier har bakket op om den ambitiøse regeringsaftale, skal der nok opstå udfordringer mellem partierne i de kommende års realisering af programmet 'At vove mere fremskridt'.

Lige nu er den nye tyske regerings største udfordring den nye alvorlige bølge af corona

Frank Jensen
Forhenværende overborgmester i Københavns Kommune

Som i Danmark står SF/Enhedslisten milevidt fra Det Radikale Venstre i den økonomisk politik, skattepolitik og boligpolitik.

Men i tysk politik er afstanden endnu større mellem De Grønne og det liberale parti, FDP. I den økonomiske politik og skattepolitik kommer FDP tættere på Liberal Alliance i Danmark.

For De Grønne er klimakampen den altoverskyggende udfordring, som de gerne vil investere massivt i. Omvendt vil FDP hverken hæve skatterne eller optage gæld for at løse klimaudfordringerne.

Der skal nok blive brug for min gamle kollegas evne til at forlige stridende parter. Olaf skal nok formå at holde fokus på alle tre partiers mærkesager og give hvert parti mulighed for at se konkrete resultater af deres regeringsdeltagelse.

Den største udfordring

Det er en kendt sag, at regeringers største udfordring meget sjældent er deres opposition. Det er interne stridigheder.

De fleste regeringer ædes op indefra. Jeg er sikker på, at Olaf Scholz har lært meget af Angela Merkels evne som mægler mellem stridende ministre og partier i de mere end 16 år, hvor hun var alle tyskeres "Mutti".

Lige nu er den nye tyske regerings største udfordring den nye alvorlige bølge af corona. Allerede nu har Olaf Scholz strammet coronakursen. Ikke-vaccinerede kan ikke længere gå på restaurant, til frisør, i fitnesscenter eller komme indenfor i andre offentlige rum.

Den nye kurs for Tyskland er sat. Jeg er sikker på, at vi er mange, der fremadrettet kommer på fornavn med den nye tyske kansler, Olaf.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Olaf Scholz

Forbundskansler (SPD), Tyskland
Universität Hamburg

Emmanuel Macron

Præsident, Frankrig (La République en marche)
offentlig administration (Sciences Po), filosofi (University of Paris-Ouest Nanterre La Défense 2001)

Angela Merkel

Fhv. forbundskansler, Tyskland (CDU)
Fysiker, doktorgrad i kvantekemi

0:000:00