Maja Torp
 svarer 
Simon Kollerup

Maja Torp (V) spørger erhvervsministeren, Simon Kollerup, om at undgå, at de virksomheder, som ihærdigt har forsøgt at rekruttere flere kvinder, men ikke er lykkedes med det, uforskyldt ender i en slags offentlig gabestok på hjemmeside

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 117, Spørgsmål 21
Lovforslaget indebærer, at informationer om virksomheders kønsfordeling og målsætninger gøres offentligt tilgængelige på en hjemmeside, således at investorer, forbrugere m.fl. let kan identificere de virksomheder, som har og ikke har en ligelig kønsfordeling.

Hvordan vil ministeren konkret undgå, at de virksomheder, som ihærdigt har forsøgt at rekruttere flere kvinder, men ikke er lykkedes med det, uforskyldt ender i en slags offentlig gabestok på denne hjemmeside? Og vil ministeren sikre, at indberetningerne kan nuanceres på hjemmesiden, så virksomheder med en skæv kønssammensætning i ledelsen f.eks. har mulighed for at forklare, hvis det f.eks. ikke har været praktisk muligt at rekruttere flere kvinder?

Svar fra onsdag den 23. marts 2022
For at fremme ambitionsniveauet blandt virksomhederne og skabe gennemsigtighed om, hvilke virksomheder som har en ligelig kønsfordeling eller ikke har det, foreslås det at vise informationen om kønsfordelingen i det øverste ledelsesorgan og på de øvrige ledelsesniveauer og måltal ét sted og gøre den offentligt tilgængelig på en hjemmeside.

Hjemmesiden skal skabe overblik over virksomhedernes udvikling vedrørende det underrepræsenterede køn. Det er ikke tanken, at hjemmesiden skal fungere som en offentlig gabestok. Virksomhederne kan lære af hinanden i forhold til at sikre en bedre kønsbalance ved at samle data ét sted, og på den måde dele ”best practices” til gavn for både virksomhederne, investorer, forbrugere og journalister.

Hensigten er ikke, at brugerne skal kunne tilgå en overordnet version af virksomhedernes politikker. Virksomhederne har mulighed for at forklare en evt. manglende eller negativ udvikling i forhold til det underrepræsenterede køn i deres årsrapporter, som ligeledes er offentlig tilgængelig. Der kan være mange grunde til, at en virksomhed ikke er lykkedes med at rekruttere flere personer af det underrepræsenterede køn, og virksomhederne har således fortsat mulighed for at forklare virksomhedens arbejde med at øge andelen af det underrepræsenterede køn.
0:000:00