Debat

Aktør om mulig fødevarekrise: Danmark kan hjælpe verden mere, end vi tror

Krigen i Ukraine kan potentielt skabe en global fødevare krise. Men det er ikke nok kun at hjælpe med fødevareforsyning på kort sigt, som EU og danske politikere og organisationer lægger op til nu, skriver Martin Gregers Arnoldus.

Vi har både viden og løsninger i den danske fødevareklynge til at kunne gøre en forskel. Vi er langt fremme med udvikling og eksport af plantebaserede fødevarer, som kan målrettes de udsatte områder i verden, skriver Martin Gregers Arnoldus.
Vi har både viden og løsninger i den danske fødevareklynge til at kunne gøre en forskel. Vi er langt fremme med udvikling og eksport af plantebaserede fødevarer, som kan målrettes de udsatte områder i verden, skriver Martin Gregers Arnoldus.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Martin Gregers Arnoldus
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Står vi over for en reel global fødevarekrise i de kommende år?

Krigen i Ukraine har i hvert fald potentiale til at skabe en ny krise inden for dette felt i de mest udsatte dele af vores klode. Rusland og Ukraine producerer nemlig op imod 30 procent af verdens kornproduktion, som de allerfattigste områder i verden er dybt afhængige af. En fortsat krig vil uden tvivl efterhånden udfordre fødevaresituationen for disse områder. 

Vi har faktisk her og nu en unik mulighed for at gå forrest og sætte en storstilet, samlet fødevareindsats i værk i forhold til i endnu højere grad at støtte lokale indsatser til gavn for de mange millioner mennesker, som er truet.  

Martin Gregers Arnoldus
Public affairs director, Rud Pedersen

Vi har en unik mulighed lige nu

Maria Reumert Gjerding og Louise Køster var inde på problematikken i et fælles indlæg her på Altinget og appellerede til, at vi i Danmark tager et større fødevareansvar for verdens fattigste ved at "producere langt flere fødevarer til mennesker, end vi gør i dag", og endda gøre det samtidig med, at vi fortsætter med at løse klima og biodiversitetskrisene.

I indlægget understreger de, at "det er et kæmpesvigt, hvis vi ikke gør alt, hvad vi kan for at hjælpe de mange millioner af mennesker, der lige nu er truet af en mulig fødevarekrise".

Der er ingen tvivl om, at der skal gøres noget fra dansk side, og der diskuteres i øjeblikket mulige forslag blandt politikere og organisationer – både nationalt og på EU-plan – der på kort sigt kan bidrage med løsninger med henblik på den globale fødevareforsyning.

Vi har både viden og løsninger i den danske fødevareklynge til at kunne gøre en forskel. Vi er langt fremme med udvikling og eksport af plantebaserede fødevarer, som kan målrettes de udsatte områder i verden.

Martin Gregers Arnoldus
Public affairs director, Rud Pedersen

Uanset hvad de konkrete løsninger reelt ender med at blive, bør vi tage skridtet videre. Vi har faktisk her og nu en unik mulighed for at gå forrest og sætte en storstilet, samlet fødevareindsats i værk i forhold til i endnu højere grad at støtte lokale indsatser til gavn for de mange millioner mennesker, som er truet.

Vi har både viden og løsninger i den danske fødevareklynge til at kunne gøre en forskel. Vi er langt fremme med udvikling og eksport af plantebaserede fødevarer, som kan målrettes de udsatte områder i verden. Vores viden inden for dette felt udvikler sig hele tiden, og det kan være til stor gavn for lokale landmænd.

Fødevareerhvervet skal hjælpe udviklingslandene

Det samme gælder eksporten af den animalske produktion, hvis proteiner er særligt efterspurgte i forvejen især i Afrika og Asien. Vi er også nogle af de bedste i verden til avl og genetik, og den viden vil være helt oplagt i endnu højere grad at dele globalt. Der er mange steder i verdens fattigste lande, hvor viden i forhold til at drive landbrug stort set er ikkeeksisterende, og det har store konsekvenser for fattige familiers muligheder for at overleve.

NGO'er bidrager flere steder i verden på imponerende vis med at få uddannet lokale landbrugsfamilier, så de står bedre rustet til fødevarekriser.

Men indsatser som disse skal bredes meget mere ud, og her kan dansk landbrug tage et ansvar. Der ligger fantastiske muligheder inden for teknologien, som vil kunne hjælpe i endnu højere grad i udsatte områder. Videnscentret Seges er allerede godt i gang i tæt samarbejde med hollandske Agriterra.

Så herfra en opfordring til, at der på tværs af fødevareerhvervet snarest muligt udarbejdes en målrettet fælles indsats over for udviklingslandene. Vi skal gøre langt mere. Jeg vurderer, at der er basis for, at både landmænd og fødevarevirksomheder kan spille en stor rolle her.

Det vil lægge sig godt op ad FN's verdensmål nr. 2, som blandt andet handler om at stoppe hungersnød i verden. Og det bliver kun mere relevant i lyset af udsigten til en stor befolkningstilvækst, som vil præge udviklingslandene de kommende mange år.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Martin Gregers Arnoldus

Public affairs-rådgiver og områdeansvarlig for grøn omstilling, Rud Pedersen
cand.mag. i historie

Maria Reumert Gjerding

Præsident, Danmark Naturfredningsforening
cand.scient i miljøplanlægning og internationale udviklingsstudier (RUC 2006)

Louise Køster

Fhv. forperson, Økologisk Landsforening, direktør for Rabarbergaarden i Vejby

0:000:00