Brexit: EU er klar til at starte forhandlinger med Storbritannien
MANDAT: EU’s medlemslande har vedtaget en fælles forhandlingsposition og givet grønt lys til, at EU-Kommissionen forhandler på vegne af dem, når der skal findes en aftale om det fremtidige forhold til briterne.
Emma Qvirin Holst
JournalistBRUXELLES: Lidt under en måned efter briterne officielt forlod EU-samarbejdet, er EU nu klar til at tage hul på forhandlingerne om det nye forhold til Storbritannien.
Det sker, efter at EU’s medlemslande tirsdag godkendte, at EU-Kommissionen må starte forhandlingerne på vegne af de 27 medlemslande.
I den forbindelse blev Kommissionen også formelt udpeget som EU’s forhandler, og medlemslandene vedtog det forhandlingsmandat, som Kommissionens chefforhandler, Michel Barnier, skal følge i forhandlingerne med briterne.
NÆSTE FASE AF BREXIT
Lørdag 1. februar ophørte Storbritannien officielt med at være medlem af EU.
Det betyder, at britiske ministre ikke længere skal deltage i EU's beslutninger, at premierministeren ikke tager til EU-topmøder, og at Storbritanniens 73 medlemmer forlader Europa-Parlamentet.
Indtil udgangen af 2020 gælder dog en overgangsordning, hvor Storbritannien stadig har fuld adgang til det indre marked, følger EU's regler og betaler til den fælles kasse.
Næste skridt bliver forhandlinger om fremtidens forhold mellem EU og Storbritannien. De starter 2. marts, og EU lægger op til, at aftalen skal omfatte både handel, fiskeri og sikkerhedspolitik.
Den nye aftale skal være på plads inden årets udgang, medmindre briterne beder om at få overgangsperioden forlænget. Fristen for at bede om en forlængelse er i juli.