Debat

DI: Blockchain-teknologi kan blive et drømmescenarie for fødevarekontrollen

DEBAT: Den danske fødevarekontrol skal følge med den digitale udvikling, og hvis man er opmærksom på faldgruberne, kan blockchain-teknologi være med til at effektivisere og yderligere sikre kontrollen, mener Leif Nielsen.

Blockchain-teknologi kan gøre det nemt for kontrollanter, virksomheder og forbrugere at spore kødets rejse, skriver Leif Nielsen.
Blockchain-teknologi kan gøre det nemt for kontrollanter, virksomheder og forbrugere at spore kødets rejse, skriver Leif Nielsen.Foto: Colourbox
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Leif Nielsen
Branchedirektør, DI Fødevarer

Når politikerne på Christiansborg snart begynder at forhandle det nye fødevareforlig på plads, så bliver digitalisering af fremtidens fødevarekontrol et naturligt emne.

Digitaliseringen påvirker alle processer i vores liv og samfund - og selvfølgelig også fødevarekontrollen. Fødevarekontrollen er afgørende for vores fødevarer i Danmark og tilliden til de danske fødevarevirksomheder hos kunder og forbrugere i udlandet, som muliggør en stadig voksende eksport af fødevarer.

Ambitionen er fortsat at styrke den høje tillid til de danske fødevarer og sikre en stigende effektivitet.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Det er derfor vigtigt, at vi udnytter den digitale udvikling, samtidig med at Danmark fortsat har en af verdens bedste fødevarekontroller, som er til gavn for både forbrugere, kontrollanter og virksomheder.

Men ligesom vi skal udnytte den digitale udvikling, så skal vi også være opmærksomme på dens udfordringer.

Et drømmescenarie er, at blockchain-teknologien gør det umuligt at snyde eller manipulere data. Derfor kan teknologien også være med til at sikre kvaliteten og troværdigheden af fødevarekontrollens data.  

Leif Nielsen
Branchedirektør, DI Fødevarer

Selvom vi ofte i medierne hører om de brodne kar blandt fødevarevirksomheder, så er langt de fleste rigtig gode til at overholde og møde de skrappe krav og regler, som vi har til fødevaresikkerheden herhjemme. 87 procent af kontrolbesøgene i fødevareindustrien ender helt uden bemærkninger. Og Fødevarestyrelsens kampagne om sporbarhed fra sidste år viste, at 97,8 procent af de mere end 2.000 fødevarevirksomheder, som blev kontrolleret i kampagnen, efterlevede reglerne. 

Ny blockchain-teknologi kan effektivisere sporbarhed
Verden er midt i en rivende digital udvikling, og derfor skal fødevarekontrollen sørge for at følge med og udnytte de muligheder, som digitaliseringen tilbyder.

For selvom sporbarheden blandt danske fødevarevirksomheder er i top, så kan processerne på længere sigt effektiviseres ved hjælp af for eksempel den nye blockchain-teknologi.

Blockchain-teknologien vil gøre det nemmere for både kontrollanter, virksomheder og forbrugere at spore for eksempel et specifikt stykke køds rejse. Ja, faktisk kan produkterne blive selvkontrollerende.

Et drømmescenarie er, at blockchain-teknologien gør det umuligt at snyde eller manipulere data. Derfor kan teknologien også være med til at sikre kvaliteten og troværdigheden af fødevarekontrollens data.

Digitalisering er ingen spareøvelse
En digitalisering af fødevarekontrollen vil dog ikke være helt uden udfordringer.

Der er en risiko for, at en mere digital fødevarekontrol kan ende med at blive til en standardiseret one-size-fit-all model, som paradoksalt nok netop IKKE giver ensartet fødevarekontrol og -sikkerhed.

En digital metode er ikke nødvendigvis en god ting, da fødevarevirksomheder er et vidt begreb. Der er langt fra at føre kontrol med salg af popcorn i en biograf til at føre kontrol med produktion af juice. Virksomhederne har forskellige systemer og processer, der kræver forskellige former for kontrol.

Derfor kan en begyndende digitalisering af fødevarekontrollen heller ikke blive en spareøvelse på kort sigt. Introduktion af ny teknologi vil føre til øgede omkostninger i de kommende års transformation ind i en digital tidsalder. Men på længere sigt kan værdien af de digitale muligheder blive meget stor.

Præcis hvor de store gevinster ligger, ved vi basalt set ikke endnu, men der er næppe tvivl om, at der er gevinster at hente lidt længere ude i fremtiden i takt med den digitale transformation af vores samfund.

Fødevarekontrollen skal tilpasses de forskellige typer af fødevarevirksomheder og ikke omvendt. Og kontrollanterne skal have mulighed for at udføre deres arbejde, så resultatet bliver ensartet kontrol og med samme høje sikkerhedsniveau, således at forbrugerne i ind- og udland fortsat kan være helt trygge ved de danske fødevareprodukter.

Digitalisering kan blive en stor fordel, hvis vi forstår at udnytte mulighederne og undgår faldgruberne. Griber vi det rigtigt an og tænker os godt om, så kan digitalisering af fødevarekontrollen blive en fordel for både de danske forbrugere, virksomheder og ikke mindst kunder over hele verden.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Leif Nielsen

Branchedirektør, DI Fødevarer
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)

0:000:00