Debat

Mens vi venter på Forebyggelseskommissionen

DEBAT: Initiativer mod fedme er nødvendige, men skal hvile på et oplyst og veldokumenteret grundlag, skriver Hanna Løyche fra McDonald's.
Også McDonald's Danmark venter med spænding på Forebyggelseskommissionens udspil næste år. Det vigtigste er, at nye tiltags positive virkning kan dokumenteres, mener Hanna Løyche fra McDonald's.
Også McDonald's Danmark venter med spænding på Forebyggelseskommissionens udspil næste år. Det vigtigste er, at nye tiltags positive virkning kan dokumenteres, mener Hanna Løyche fra McDonald's.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Hanna Løyche,
Kommunikationschef i McDonald's Danmark

Hen over sommeren har sundhed, fedme og fødevarer været heftigt debatterede emner i medierne. Rigtig mange forskellige forslag er i spil - lige fra forbud, øgede afgifter, mærkningsordninger, kalorieskilte på restauranter, over at børnene bør blive længere i børnehaven, fordi de spiser for usundt derhjemme, til at børnechecken bør halveres, så børnene kan få gratis sund, økologisk mad i skolerne.

Fra vores synspunkt er det positivt, at der er fokus på fedmeproblematikken, og at så mange bidrager med løsningsforslag. Vi har længe fokuseret på at give vores gæster et øget udbud af mad at vælge imellem og information om ernæringsindholdet i vores mad både på emballagen, i restauranten og på www.mcdonaldsmenu.info. Vi mener nemlig, at det er en af de vigtige forudsætninger for at kunne tage det valg, der passer bedst til ens behov.

Nu er emnet for alvor begyndt at interessere politikerne - og det hilser vi velkomment. Det vil forhåbentligt munde ud i sammenhængende og gennemtænkte løsningsforslag, der ikke bare virker som indslag i debatten, men som også for alvor kan medvirke til at løse problemerne.

Kortsigtede og udokumenterede hovsa-løsninger koster penge, sender forvirrede signaler til forbrugerne - og vigtigst af alt vil måske ikke have den ønskede effekt.

Hanna Løyche
Kommunikationschef i McDonald's Danmark

Kaloriemærkning velkommen
Et af de emner, der blev diskuteret over sommeren, er, hvorvidt der skal indføres krav om mærkning af kalorier på restauranternes menutavler: I New York har de lokale politikere besluttet, at restauranter skal skilte med kalorieindholdet i deres forskellige retter. Selvom ordningen i New York er spritny og ingen erfaringer endnu viser, hvorvidt den rent faktisk virker, var flere landspolitikere hurtigt på banen med ønsker om samme ordning i Danmark.

Vi synes dog, at vi bør afvente erfaringerne fra New York, inden vi skrider til handling, så et eventuelt lovkrav om skiltning kommer til at hvile på et dokumenteret grundlag.

Ser frem til Forebyggelseskommissionen
Vi ser frem til at kigge nærmere på de forslag, som Forebyggelseskommissionen barsler med i starten af næste år. Kommissionen har netop som mål at fremsætte forslag til forbedring af folkesundheden på et "dokumenteret og omkostningseffektivt grundlag", som det hedder i kommissoriet, hvor også hensynet til, at den enkeltes "personlige ansvar for egen sundhed styrkes", nævnes.

Vi tror, at det er den helt rigtige vej at gå. Kortsigtede og udokumenterede hovsa-løsninger koster penge, sender forvirrede signaler til forbrugerne - og vigtigst af alt vil måske ikke have den ønskede effekt. Der er ikke råd til at eksperimentere med folks sundhed. Samtidig bør man træde varsomt, når det kommer til indgreb som forbud, der sætter den enkelte forbrugers personlige ansvar helt ud af kraft. En effektiv forebyggelsespolitik opstår næppe, fordi borgerne skal, men fordi de gerne vil.

Og danskerne ved godt, at hovedansvaret for en sund livsstil ligger hos dem selv.

Hvordan motiveres danskerne?
Af MandagMorgen og Trygfondens undersøgelse fra denne sommer fremgår det, at selv om de fleste danskere gerne ser, at man opstiller samfundsmæssige rammer, der kan hjælpe den enkelte til en sundere livsstil, så mener mange stadig, at det i sidste ende er den enkeltes ansvar at holde sig sund.

En anden ny undersøgelse fra Region Hovedstaden viser imidlertid, at kun knap 15 pct. af befolkningen lever op til de råd, som de gennem årene har modtaget fra Sundhedsstyrelsen vedrørende rygning, motion, alkohol og sund kost.

Oplysningskampagner og mærkning af produkter er uden tvivl et godt og nødvendigt udgangspunkt. Men den store udfordring fremover bliver at finde ud af, hvordan man får befolkningen generelt til at forstå de oplysninger om sundhed og ernæring, de modtager - eller allerede har - og frem for alt: Hvordan motiverer man dem til at omsætte oplysningerne til en ændret adfærd med øget sundhed til følge?

Hvordan kommissionens endelige oplæg kommer til at se ud, er af gode grunde endnu uvist. Sikkert er det dog, at debatten om fødevarer, sundhed og livsstil vil fortsætte. Hos McDonald's følger vi nøje debatten, mens vi med spænding venter på Forebyggelseskommissionens forslag.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00