Pia Kjærsgaard
 svarer 
Jacob Jensen

Pia Kjærsgaard (DF) spørger ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, Jacob Jensen, om bekræftelse af, at en udvidelse af listen i hundeloven, med racerne Mobs, Engelsk Bulldog, Cavalier King Charles Spaniel og lignende racer ikke vil være i strid med EU’s regler

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

B 47, Spørgsmål 6
Vil ministeren bekræfte, at en udvidelse af listen i hundeloven, som opregner, hvilke hunderacer det er forbudt at besidde og avle i Danmark, bl.a. med racerne Mobs, Engelsk Bulldog, Cavalier King Charles Spaniel og lignende racer, som via avl er blevet fladsnudede eller har fået unaturligt små kranier med manglende plads til hjernen, og som fagkundskaben vurderer har stor risiko for at lide af søvnapnø, forhøjet blodtryk, hjertekarsygdomme og lign., og som dermed lider under manglende dyrevelfærd, ikke vil være i strid med EU’s regler, selvom det kan give anledning til eventuelle EU-retlige overvejelser og spørgsmål?

Svar fra fredag den 3. maj 2024
Det skal indledningsvist bemærkes, at hundeloven ikke har til formål at varetage hensynet til dyrevelfærd. Som det fremgår af den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 5 til B 47 fra Miljø- og Fødevareudvalget, er forbuddet mod visse hunderacer og krydsninger heraf, jf. hundelovens § 1 a, begrundet i hensynet til menneskers og dyrs liv og sundhed og hensynet til den offentlige orden og sikkerhed, og forbuddet er vurderet egnet til og nødvendigt for at nå formålet om at begrænse antallet af de pågældende hunde i Danmark. En udvidelse af hundelovens forbudsliste med bl.a. racerne mops, engelsk bulldog, cavalier king charles spaniel og lignende racer vil således ikke kunne begrundes i samme hensyn som de nuværende hunderacer på forbudslisten i hundeloven § 1 a.

Et forbud mod de nævnte hunderacer vil kunne rejse EU-retlige spørgsmål. En endelig afklaring af, om og i givet fald hvordan et sådant forbud eventuelt ville kunne udformes med respekt af EU-retten ligger uden for rammerne af besvarelsen af dette spørgsmål.

Det igangsatte arbejde med at identificere og fastsætte kriterier og parametre for avlsmål for bl.a. hunde, som besluttet med dyrevelfærdsaftalen af 9. februar 2024, er et vigtigt første skridt imod en sundere hundeavl. I disse overvejelser vil i relevant omfang også indgå EU-retlige spørgsmål.



www.fvm.dk Jacob Jensen / Paolo Drostby
0:000:00