Erhvervsuddannelser styrkes med kvalitetspulje, præmier og 10. klasse

AFTALT: Regeringen, S, SF, R og DF styrker erhvervsuddannelserne med en række tiltag. Kommuner får blandt andet kontant betaling, hvis de rykker 10. klasse til en erhvervsskole. Samtidig forlænges kvalitetspuljen på 168 millioner kroner.

37 sider spækket med initiativer og hensigtserklæringer blev det til.

Efter måneders forhandlinger blev regeringen og forligskredsen bag eud-reformen fra 2015 torsdag enige om en række tiltag, der skal løfte erhvervsuddannelserne.

For få unge vælger dem i dag, og det skal styrket praksisfaglighed i folkeskolen, bedre undervisningsmiljøer og flere præmier blandt andet ændre på.

Alt dette indgår i en aftale, som også har fundet 168 millioner kroner til at videreføre den såkaldte kvalitetspulje i 2019.

10. klasse til eud
Blandt de mere markante tiltag i aftalen er, at kommuner og erhvervsskoler nu kan få kontant betaling, hvis 10. klasse flyttes til en erhvervsskole.

Parterne har afsat i alt 45 millioner kroner, der skal gå til erhvervsskoler og kommuner, som rykker 10. klasse.

”Tilskuddet udmøntes som en præmie til erhvervsskoler og kommuner i ligelig fordeling, idet erhvervsskolen og kommunen indfrier præmien for hver kommune, hvor der indgås en ny driftsoverenskomst, hvor mere end halvdelen af kommunens 10. klasseelever er omfattet,” står der i aftalen.

Undervisningsministeriet vil jævnligt offentliggøre antallet af præmieudbetalinger og derefter evaluere ordningen i 2023.

Praksisfaglighed i folkeskolen
Aftalen hedder ”Fra folkeskole til faglært”, og det er tydeligt, at stor vægt nu bliver lagt på praksisfaglighed i folkeskolen.

Der skal blandt andet være et ”mere forpligtende samarbejde mellem folkeskoler og erhvervsskoler,” som der står.

Det kommer eleverne eksempelvis til at opleve, ved at udskolingselever fremover kan tage valgfag på erhvervsskolerne.

I nogle egne af landet skal det nok vise at blive en stor logistisk udfordring.

Måske derfor har partierne også besluttet, at erhvervsskolelærere får mulighed for at stå for undervisning i folkeskolen.

”Undervisningen tilrettelægges af lærere fra erhvervsuddannelserne, som har kompetencer og kvalifikationer svarende til en person med særlige kvalifikationer til at undervise i enkelte fag,” som det formuleres.

Derudover indføres der obligatorisk prøve i det praktiske/musiske valgfag i 7. og 8. klasse, ligesom erhvervspraktikken nu kan fordeles over en længere periode.

Det sidste er et tydeligt DF-aftryk. Som partiet tidligere har foreslået, hedder det nu, at skoleelever eksempelvis kan få lov at være på et praktiksted fire til otte timer om ugen i en længere periode.

Hvor længe fremgår ikke, men i DF’s oprindelige forslag hed det ”5, 10 eller flere uger”.

UPV
Når eleverne skal videre fra folkeskolen, vil de også kunne mærke torsdagens aftale.

Fremadrettet bliver uddannelsesparathedsvurderingen (UPV) således udvidet.

De gymnasiale uddannelser, hf og erhvervsuddannelserne sidestilles nu, så eleverne uddannelsesparathedsvurderes i forhold til alle tre uddannelser. Tidligere indgik erhvervsuddannelserne ikke i ligningen.

Der skal nu nedsættes en ekspertgruppe, som skal komme op med en model, der sikrer, at alle elever ved udgangen af 9. klasse har ”en plan med konkrete mål for en ungdomsuddannelse, FGU eller andet”.

Anerkendelse
Forligskredsen forholder sig imidlertid ikke blot til strukturer, institutionsspørgsmål og økonomi.

Anerkendelse, ritualer, respekt og anseelse adresseres også.

Eksempelvis er parterne blevet enige om at afsætte midler til ”ritualer og traditioner for afslutning, herunder øget anvendelse af medaljer”.

Det sidste er igen en DF-mærkesag, som erhvervsuddannelsesordfører Marlene Harpsøe tidligere har slået på tromme for.

Aftalen går ikke i detaljen med emnet, men som Marlene Harpsøe tidligere har forklaret det, så er det i dag for arbitrært, om lærlinge kommer i betragtning til en guld-, sølv- eller bronzemedalje.

”På SOSU-området uddeler man ikke medaljer, selvom vi i den grad har brug for, at flere tager en SOSU-uddannelse. Vi skal have gang i en proces, som kan udbrede medaljeuddelingen. Derfor vil jeg tage det op med ministeren,” sagde hun tidligere på året.

Forrige artikel Uddannelser afviser ministersvar: Der er ikke kommet flere undervisere per studerende Uddannelser afviser ministersvar: Der er ikke kommet flere undervisere per studerende Næste artikel DF vil have Bjørn Lomborg på finansloven DF vil have Bjørn Lomborg på finansloven