Regeringen lagde grunden for sin universitetspolitik i sloganet 'forskning til faktura'. Sloganet er der i og for sig intet galt med, det siger, at Danmark skal leve af viden, men sloganet er for snævert.

Det er ikke kun 'faktura', der er universiteternes målsætning, det er også bedre offentlig service, livskvalitet, kulturudvikling og meget mere.

I Danmark har vi offentlige universiteter, og det betyder, at universiteterne er til for fællesskabets skyld. Universiteterne skal levere den baggrundsviden, der eksempelvis skaber ny viden på energiområdet, og dermed danner nye eksporteventyr, men de skal også se på, hvordan vi effektiviserer sygehusene, så der ikke er ventelister.

Derfor er 'fra forskning til faktura' ikke dækkende for universiteternes virke, men det er ikke der, regeringens universitetspolitik virkelig er forfejlet. Det største problem ligger i kampen mod forskerne som anerkendte aktører i den offentlige debat. 

Er der noget at komme efter?
Der er med Fogh-regeringens kulturkamp sket et skifte i den anseelse, forskerne har i samfundet. Fogh blæste til kamp mod 'meningsdannere', med en næsten Bush-agtig retorik blev man enten imod eller med.

Hvis man stiller spørgsmålstegn ved den aggressive udenrigspolitik, går man terroristernes ærinde, hvis en forsker problematiserer uddannelsespolitikken, er vedkomne rundbordspædagog osv. Universitetsforskernes helt nødvendige rolle som samfundsdebattører er dermed truet. En universitetsforsker skal være vagthunden, der kan råbe vagt i gevær, når magthaverne går for vidt. Derfor er selve demokratiet truet, når man som magthaver fejer videnskaben af banen og lukker munden på dem, der alligevel rejser sig, ved simpelthen at fjerne bevillingerne.

Der skal skabes et mere oplyst grundlag for politik i Danmark, hvor der skal lyttes til forskerne, ikke som smagsdommere, men som de faglige eksperter, de er. Her tænkes på, at forskerne skal garanteres større autoritet i forvaltningen. Når der foreligger forskning inden for et givent område, bør forvaltningen ikke kunne tilsidesætte denne viden.

Det bør heller ikke være muligt for ministre at manipulere med forskningsresultaterne eller fordreje forskningsresultater, som bl.a. tidl. miljøminister Hans Chr. Schmidt gjorde i sagen om klimarapporten. Derfor kunne det være et oplagt forslag at institutionalisere forskningsfriheden i grundloven på lige fod med ytrings-, forsamlings- og religionsfriheden. Det ville en gang for alle slå fast, at forskningsfriheden, friheden til at søge og modtage information, udgør en afgørende del af fundamentet for vores samfund. Det handler ikke om retten til at ytre sig, men også retten til at modtage information - det skal ikke være op til den siddende regering, om der skal gennemføres en uafhængig undersøgelse eller ej, men derimod en faglig vurdering af forskerne selv.

Sanders tyrkertro
I den konkrete universitetspolitik har Helge Sander heller ikke vundet nogen popularitetskonkurrence i universitetskredse. Ministerens helt overordnede svigt ligger i, at han, som de fleste andre politikere, ikke kan lade være med styre og føre tilsyn med alt fra stort til småt. Universitetsloven fra 2003 havde til formål at skabe mere selvstændige og handlekraftige universiteter. I stedet har vi fået universiteter, hvor ministeren detailregulerer alt og lægger styringssystemer ned over resten.  

Sander har en tyrkertro på, at konkurrence er den eneste vej frem. Der er blevet indført en mængde incitamentsystemer, hvor målet har været, at forskere og universiteter skal føle sig som virksomheder i konkurrence med hinanden. Konkurrence har mange positive incitamenter, men når forskerne bruger mere tid på ansøgninger end på at forske, og samarbejde på tværs af universiteter umuliggøres pga. frygt for 'industrispionage', hvor det enkelte universitet og fagmiljø holder på viden i stedet for at dele og udvikle den, så er konkurrence ikke positivt, men hæmmende.  

Den fremsynede satsning vil derfor handle mere om tværfaglighed og samarbejde. De nye ideer og innovative tænkning opstår, når fagligheder mødes på tværs af universiteterne og faggrænser. Hvis man f.eks. kigger på iPod'en, så ligger dens styrke ikke hos enten ingeniører eller designere. Den ligger i kombinationen af en enkelt brugerflade og fantastisk design. Her er det forskellige fagligheder, der er gået sammen om at skabe en milliardforretning. I Danmark har vi lignende eksempler, hvor f.eks. Coloplast har haft stor succes med at udvikle deres stomiprodukter i et samarbejde mellem teknikere og antropologer. Bevillingerne bør ikke fordeles ud fra, hvilke universiteter og hovedområder som politikerne bedst kan lide - vi skal i stedet fokusere på de problemer, vi som samfund ønsker at løse. Så kan bevillingerne fordeles efter de bedste løsninger.

Det store svigt
Det er altid nemt at pege fingre af den siddende regering, men den sørgelige historie er, at alle har svigtet. SR-regeringerne i 90'erne skar voldsomt i taksterne til universitetsuddannelserne, og det er ikke blevet bedre siden. Beregninger fra Videnskabsministeriet viser, at taxametrerne er blevet skåret med 13 pct. siden 1994, og de største nedskæringer er sket under SR-regeringerne. 

En forsker har udtalt, at baggrunden for, at Socialdemokraterne og Venstre aldrig vil støtte universiteterne, er, at arbejdere og landmænd ikke kan lide akademikere. Desværre er der noget om snakken. Alle taler om Danmark som vidensnation, men der har ikke været politisk vilje til at følge ordene op med handling. Først med globaliseringsaftalen er der endelig kommet midler til universitetsforskningen. Men uddannelsestaxametrene er ikke fuldt med. Fraregner man SU'en, investerer vi i Danmark i international sammenhæng alt for lidt i universitetsuddannelserne. Hvis Danmark skal vinde den internationale videnskonkurrence, skal der flere penge til. 2/3 dele af alle universitetsuddannelser får 40.400 kr. om året pr studerende. Til sammenligning koster kosmetikeruddannelsen 71.600 kr. pr årselev og tarmrenseruddannelsen 131.600 kr. pr. årselev. Der er således langt til visionerne om universitetsuddannelser i verdensklasse.  

Forskning skal udfordre fællesskabet
Danmark har ikke nogen fremtid som industrination, vi kan ikke levere billige produkter. Danmark skal leve af viden. Vi må derfor prioritere de fælles midler på områder, der skaber viden. Vi skal have universiteter, der kan sikre Danmarks position i den internationale konkurrence. Samtidig skal vi huske, at universiteter ikke kun er fakturafabrikker. Der skal også være plads til langsigtede og langhårede forskningsprojekter, som måske aldrig giver sorte tal på bundlinjen. Der skal være plads til forskning, der udfordrer fællesskabet og giver nye perspektiver og indsigter.