Venstre står fast på stopprøver for professorer

STOPPRØVER: Videnskabsordfører Malou Aamund (V) slår fast, at stopprøver for professorer er Venstres officielle politik. Hun vil bede Danmarks Forskningspolitiske Råd om at undersøge sagen og komme med anbefalinger.
Jørgen Skadhede

Det er ikke noget sundt system, at du i virkeligheden bare kan fortsætte til tid og evighed, hvis din forskning er gået i stå.

Malou Aamund (V)
Videnskabsordfører
Landets professorer kan formentlig se frem til at blive holdt til ilden med stopprøver hvert femte år. Den prøveballon, som Venstres videnskabsordfører Malou Aamund sendte til vejrs for tre uger siden, ser ud til at være flyvedygtig.

Også selv om reaktionerne fra især rektorerne, men også daværende videnskabsminister Helge Sander (V), var noget afmålt.

Forslaget fik dog opbakning fra både de Konservative og Dansk Folkeparti. Og Malou Aamund slår fast, at Venstre vil arbejde målrettet videre på at få stopprøverne gennemført.

"Det er Venstres officielle politik. Det har været diskuteret i gruppen tidligere, og der har været fuld opbakning hele vejen igennem. Jeg nævnte det for Helge Sander dagen før, jeg gik ud med historien, så den konflikt, Berlingske Tidende forsøgte at køre op, er noget søgt," siger Malou Aamund.

0:000:00