Debat

AE: Dimittendledighed handler også om faglærte

DEBAT: Den bedste kur imod dimittendledigheden er jobskabelse. Men selvom det går bedre, er vi stadig langt fra niveauet før krisen, og derfor er det vigtigt, at man fortsat holder hånden under beskæftigelsen. Det skriver Mie Dalskov Pihl, chefanalytiker i AE.

"Flere undersøgelser viser, at studerende, der
har relevant erhvervserfaring med sig, har markant lettere ved at komme i
arbejde, og samtidig må man også konstatere, at der er markant forskel mellem
uddannelserne," skriver Mie
Dalskov Pihl, chefanalytiker i AE. <br>
"Flere undersøgelser viser, at studerende, der har relevant erhvervserfaring med sig, har markant lettere ved at komme i arbejde, og samtidig må man også konstatere, at der er markant forskel mellem uddannelserne," skriver Mie Dalskov Pihl, chefanalytiker i AE.
Anna Gurzhiy Hougaard
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mie Dalskov Pihl
Chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE)

Dimittendledigheden er i øjeblikket på sit højeste niveau i 20 år, når man ser på alle nyuddannede under et. For de nyuddannede, der færdiggjorde deres uddannelse i 2013, gik næsten hver 7. direkte ud i mindst et halvt års ledighed.

Blandt akademikere er det dog langt flere, der efter endt uddannelse havner i ledighedskøen. Her er det mellem hver fjerde og hver femte, der efter endt studie bliver ledig. Til sammenligning er det omkring hver tiende nyuddannet håndværker, der går ud i længerevarende ledighed.

Flere ledige faglærte
I antal er der dog ikke så stor forskel på uddannelsesgrupperne. Faktisk var der stort set lige mange ledige blandt nyuddannede akademikere som blandt nyuddannede faglærte. Alt i alt var der næsten 10.000 nyuddannede fra 2013, der gik ledige i mindst 6 måneder efter endt uddannelse. I denne gruppe var der 3.200 akademikere og 3.100 var faglærte.

Fakta

Bland dig i debatten!

Send dit debatindlæg til [email protected]

Derfor skal man i debatten huske på, at dimittendledighed er mere end nyuddannede akademikere, og måler man fra krisens start, så er det bemærkelsesværdigt, at ledigheden for nyuddannede faglærte er femdoblet, mens den kun er fordoblet for akademikere.

Dimittendledighed koster samfundet dyrt
AE følger nøje udviklingen i ledigheden for nyuddannede. Det er der også god grund til, da dimittendledighed er en dyr omgang for samfundet. Hver gang en nyuddannet har fuldført enten en faglært eller en videregående uddannelse, giver det millioner i øget vækst og velstand til samfundet set over livet. At gå ud i længerevarende ledighed efter endt uddannelse gør ikke uddannelsesinvesteringen til en dårlig forretning, men det mindsker gevinsten. Derudover betyder ledighed for den enkelte en lavere indkomst og færre muligheder.

Selvom man selv kan gøre noget, så er den bedste kur imod dimittendledigheden jobskabelse.

Mie Dalskov Pihl
Chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE)

Hvis en nyuddannet går ud i mindst 6 måneders ledighed, kan det faktisk ses på indkomsten et årti senere. 10 år efter dimittendledigheden vil indkomsten typisk være 14-17 procent mindre end de studiekammerater, der gik direkte ud i job. Den aktuelt høje dimittendledighed betyder altså lavere indkomst og mindre bidrag til samfundsøkonomien både i de kommende år, men også set over de unges liv. De tusindvis af unge, der lige nu er kommet skævt i gang med deres karriere, vil med andre ord koste samfundet milliarder, set over de næste 40-50 år.

Når dette er sagt, så skal man passe på, at man ikke kommer til at male et billede af ”tabte generationer”. Den høje dimittendledighed vil koste dyrt, men med en uddannelse i bagagen er man langt bedre stillet på arbejdsmarkedet. Dimittendledighed eller ej, så har man med en uddannelse en bedre tilknytning til arbejdsmarkedet, end tilfældet er for ufaglærte.

Jobskabelse er den bedste kur
Hvad skal man så gøre, når man som ung frygter for at begynde karrieren med ledighed? Flere undersøgelser viser, at studerende, der har relevant erhvervserfaring med sig, har markant lettere ved at komme i arbejde, og samtidig må man også konstatere, at der er markant forskel mellem uddannelserne. Mens mere end hver tredje humanistiske kandidat gik ud i længerevarende ledighed i 2013, så gælder det under hver femte samfundsfaglige kandidat.

Selvom man selv kan gøre noget, så er den bedste kur imod dimittendledigheden jobskabelse. Her og nu viser de nyeste beskæftigelsestal heldigvis, at 2014 blev et vendepunkt på det danske arbejdsmarked. Efter en lang krise på arbejdsmarkedet, så har vi gennem 2014 set, at flere er kommet i job. De seneste indikatorer for arbejdsmarkedet tyder ligeledes på øget jobfremgang i 2015.

Det har faktisk allerede sat spor hos de nyuddannede, idet andelen af længerevarende ledige nyuddannede er faldet med 1 procentpoint fra 2012 til 2013. Vi er dog stadig langt fra niveauet før krisen, uanset om man sammenligner med gode tider eller mere ”almindelige” tider, og derfor er det vigtigt, at man fortsat holder hånden under beskæftigelsen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mie Dalskov Pihl

Særlig rådgiver for børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S)
cand.polit. (Københavns Uni. 2008)

0:000:00