Ærlig og redelig forskning?

Af Jens Morten Hansen
Statsgeolog, adj. professor og medlem af Forsknings- og Innovationsstyrelsens arbejdsgruppe for integritet i forskning

De senere år har budt på adskillige sager, hvor forskeres ærlighed – eller mangel på samme – har skabt tvivl, om man nu også kan stole på forskernes resultater og deres handel og vandel i det hele taget. Tilsvarende har man set adskillige tilfælde, hvor man kan komme i tvivl om, hvorvidt forskernes ansættelsessteder, for eksempel hospitalerne, anstrenger sig nok for, at forskningsmidlerne anvendes, som de skal.

En af de mere Se-og-Hør-agtige sager handler om Milena Penkowa og universitetsledelsens både naive og klodsede håndtering af hendes ikke tilstrækkeligt snedige forsøg på at komme frem i verden.

Kodeks skal stive tilliden af
Men alt dette er (næsten) historie nu. Stor var derfor forbavselsen, da det kom frem, at Milena også havde forskruet hovedet på en af vore fremmeste sundhedsforskere og videnskabsformidlere, Bente Klarlund. Det var jo ikke alene ærgerligt, men også trist, at forskerne indbyrdes ikke kan stole på hinanden. Mange rystede kolleger kom Bente Klarlund til undsætning. Rimeligvis. Ingen kunne i deres vildeste fantasi forestille sig, at Bente havde svindlet med vilje.

UVVU besluttede derimod, at hun om ikke havde svindlet med vilje, så havde hun udvist ’grov uagtsomhed’. Hvis man vil være medforfatter på noget, skal man i det mindste have læst manuskriptet, accepteret datamateriale og metoder, sat sig ind i om disse præmisser er fulgt og – ikke mindst – selv have bidraget med et eller andet ud over at figurere på forfatterlisten. Og det kom givetvis bag på mange velansete forskere, der – nærmest som en selvfølge – har gjort som Bente Klarlund, men været mere heldige med at have ærlige medforfattere.

Det var sådan set der, debatten befandt sig i medierne, da Forsknings- og Innovationsstyrelsen sidste år igangsatte arbejdet med at få udarbejdet en National Kodeks for Integritet i Forskning. En national kodeks skulle hjælpe både forskerne og deres ansættelsessteder med en generel vejledning i, hvad man bør gøre for ikke at komme galt af sted.

Det korte af det lange er, at ansættelsesstederne skal tydeliggøre, hvordan de vil have, at deres forskere opfører sig.

Jens Morten Hansen
Medlem af Forsknings- og Innovationsstyrelsens arbejdsgruppe for integritet i forskning

Kodeksens indhold
Nu foreligger kodeksen så og giver en lang række almene anvisninger på, hvordan både forskere og deres ansættelsessteder bør gøre, og hvordan man kan styrke forskningens ærlighed, gennemsigtighed og ansvarlighed. Kodeksen behandler disse emner:

Forskningsplanlægning
Datahåndtering
Publicering og formidling
Forfatterskab
Forskningssamarbejde
Interessekonflikter

Derudover behandler kodeksen, hvordan ansættelsesstederne kan sikre, at især yngre forskere kan få den fornødne indsigt og uddannelse i videnskabsetik og hensigtsmæssig adfærd som undervisere, vejledere, rådgivere og formidlere.

Anonym vejledning
Blandt andet foreslås det, at institutionerne udpeger erfarne, navngivne personer, som folk kan henvende sig til anonymt for at få oplysning, vejledning og vurdering af konkrete forhold. Jeg tror, der er stort behov for sådanne vejledere udenfor ledelsesstrukturen, da især yngre forskere kan være i tvivl om for eksempel forfatterroller, publikation sammen med specialevejledere eller projektledere, ophavsrettigheder, datahåndtering, dokumentation og så videre. Erfaringen viser også, at institutionsledelserne kunne have behov for at kunne spørge erfarne personer anonymt, inden de – ofte i en ophedet atmosfære – træffer lige lovlig “beslutsomme” eller “ubeslutsomme” beslutninger i slige sager.

Hvad nu?
Situationen er nu, at forskernes ansættelsessteder overfor deres forskere tydeligt skal angive, om de skal følge anbefalingerne eller ej, eller om de skal følge andre regler. Det korte af det lange er, at ansættelsesstederne skal tydeliggøre, hvordan de vil have, at deres forskere opfører sig. Samtidig har forskerne krav på, at ansættelsesstederne stiller de faciliteter til rådighed, som er nødvendige for, at forskerne kan gøre, som de skal. Meget enkelt - især hvis institutionerne afstår fra at udforme deres egne bjerge af institutionsspecifikke regler. Arbejdet er gjort og fylder ikke mere, end at enhver forsker bør kunne lære det.