AU-rektor: Politisk indblanding eroderer tilliden til vores forskning

DEBAT: Den faldende tiltro til autoriteter rammer nu også den frie forskning. Politikere, embedsmænd og interesseorganisationer bærer en del af ansvaret, skriver AU-rektor, Brian Bech Nielsen.

Af Brian Bech Nielsen
Rektor, Aarhus Universitet

"Da forsknings-, undervisnings- og uddannelsesfrihed er det grundlæggende princip for universiteternes virke, skal regeringer og universiteter på hvert sit område garantere og fremme respekten for dette grundlæggende krav."

Sådan lyder det i universiteternes såkaldte Magna Charta, som 816 institutioner fra hele verden, herunder seks danske, har erklæret, at vi vil værne om.

Det smukke i denne formulering er, at den peger begge veje. Forskningsfrihed er således både et anliggende for universiteter og myndigheder.

Det er ikke uden grund, at den frihed står så centralt. Forskningsfrihed betyder i sidste ende, at befolkningen kan have tillid til forskernes integritet og den viden, de skaber.

Denne grundlæggende tillid til videnskaben – og videnskabens institutioner – er helt afgørende, hvis et samfund skal høste de goder, som kommer af at have stærke forskningsmiljøer.

Tillid er ikke givet
Selvom forskere og universiteter generelt nyder stor tillid herhjemme, så kan vi ikke tage den for givet.

Den generelt dalende tiltro til autoriteter er også begyndt at ramme videnskaben.

Derfor skal ikke blot universiteter, men også politikere, embedsmænd og interesseorganisationer tage det alvorligt, når en rundspørge i Politiken peger på, at syv procent af de forskere, som havde løst rådgivningsopgaver for myndighederne, har oplevet, at der var blevet ændret i deres rapporter – mens 13 procent havde været ude for at få stillet opgaver, hvor resultatet var givet på forhånd.

Dette er ikke acceptabelt. Hvis kursen ikke justeres, så risikerer vi, at befolkningens tillid til både forskere og politikere eroderer.

Universiteter sikrer gennemsigtighed
Efter min bedste overbevisning er løsningen ikke at flytte rådgivningsopgaverne væk fra de danske universiteter, sådan som det er blevet foreslået.

Danmark har universiteter i international topklasse, og de leverer netop den solide og uvildige viden, som politikere bør kunne trække på, når de træffer samfundsvigtige beslutninger.

Samtidig er der store synergieffekter ved at integrere rådgivningen i universiteternes faglige miljøer.

I modsætning til private rådgivere sikrer universiteterne desuden en høj grad af gennemsigtighed og uafhængighed.

Dette betyder også, at rådgivningen sommetider vil møde faglig kritik fra andre forskere eller fageksperter, og at den kritik kan blive genstand for intens opmærksomhed fra medierne.

Men det er et grundvilkår, at forskning skal kunne holde til at blive trykprøvet, og det vilkår skal det politiske system acceptere.

Under alle omstændigheder er åbenheden og uafhængigheden nødvendig for at sikre befolkningens tillid til beslutningerne.

Spørgsmålet er altså ikke om, men hvordan vi skal sikre, at universiteterne fortsat kan løse myndighedsopgaver med armslængde og forskningsfrihed?

Og hvordan vi undgår, at der kan rejses tvivl om forskeres integritet, når de laver myndighedsrådgivning?

Udvis respekt for forskernes integritet
I den seneste debat i Berlingske blev der desværre netop rejst tvivl om forskernes og universitetets integritet med henvisning til de betydelige kontraktmidler, som universitetet modtager fra Miljø- og Fødevareministeriet.

Nu er vores forskere ikke ”til salg”, og jeg kan klart afvise disse spekulationer.

Men jeg må konstatere, at det faktum, at der er penge mellem os og det ministerium, som vi rådgiver, har givet anledning til mistænkeliggørelse.

De aktuelle konkurrenceudsættelser af rådgivningsopgaver trækker desværre yderligere i denne retning og gør relationen mellem universiteter og ressortministeriet mere sårbar for spekulationer.

Det mest oplagte svar ville være at gøre det, der burde være sket i forbindelse med fusionerne mellem universiteterne og sektorforskningsinstitutionerne i 2007, nemlig at indføre en stabil finansieringsmodel.

Det ville indebære, at en væsentlig del (mindst halvdelen) af kontraktmidlerne overføres til Uddannelses- og Forskningsministeriet og tildeles det universitet, der har opgaven, som ordinære basismidler.

Dén løsning ville desuden gøre det mere attraktivt for universiteterne at investere langsigtet i de pågældende fagmiljøer og især gøre det mere tillokkende for forskningstalenter at forfølge en karriere inden for området.

I den sidste ende ville dette medvirke til at sikre kvaliteten af rådgivningen og den underliggende forskning også på langt sigt.

For mig indebærer forskningsfrihed blandt andet, at forskerne er fri for mistænkeliggørelse baseret alene på spekulationer.

I praksis ser vi desværre, at det ikke altid er tilfældet.

Især i forbindelse med det politisk konfliktfyldte miljø- og fødevareområde har forskerne været udsat for, at deres integritet bliver betvivlet af diverse interesseorganisationer og politikere.

Forskere er ikke sarte, og de skal selvfølgelig kunne holde til en faglig debat om kvaliteten af deres arbejde – men det er ikke rimeligt, at deres integritet skal beklikkes på basis af motivspekulation eller simpel ulyst til at acceptere ubekvemme forskningsresultater.

Husk lige på, at forskerne leverer forskningsbaseret rådgivning – ikke politiske beslutninger.

Fælles retningslinjer for rådgivning
På Aarhus Universitet sætter vi nu gang i en intern undersøgelse og debat af, om og hvordan forskningsfriheden er under pres hos os – og ikke kun i forbindelse med myndighedsrådgivning.

Men uanset resultatet så er dette en god anledning til, at universitetssektor og myndigheder i fællesskab udformer retningslinjer for, hvordan styrelser og ministerier behandler det materiale, de får fra forskerne.

Samtidig skal universiteterne sikre, at forskerne har et sted at gå hen, hvis de føler, at deres forskningsfrihed på den ene eller anden måde risikerer at blive kompromitteret som led i en myndighedsopgave.

Det kan også blive nødvendigt at regulere den løbende kommunikation mellem myndigheder og universiteter.

Embedsmænd og politikere skal fortsat have mulighed for at stille faglige spørgsmål til forskere i forlængelse af en rådgivningsopgave, men det må ikke få en karakter, så det kan opfattes som politisk pres.

Det er naturligvis en balancegang, for ingen er tjent med strukturer, der bliver så rigide, at rådgivningsopgaver sander til i bureaukrati.

Men vi skal agere, når advarselslamper begynder at blinke, som de gør i Politikens undersøgelse.

Forskningsbaseret myndighedsrådgivning er en vigtig kilde til uvildig viden af høj faglig kvalitet.

Den sikrer, at centrale beslutninger kan træffes på et så oplyst grundlag som muligt.

Men systemet fungerer kun, så længe politikere og borgere respekterer og har tillid til de forskere og institutioner, der udfører opgaverne.

Derfor skal vi gøre en fælles indsats for at værne om forskningsfriheden, som det så smukt er formuleret i universiteternes Magna Charta.

Forrige artikel L&F om forskningsfrihed: Værktøjskassen til transparens og åbenhed er propfyldt L&F om forskningsfrihed: Værktøjskassen til transparens og åbenhed er propfyldt Næste artikel Lederne: Regeringens udvalg rammer plet – livslang læring er vejen frem Lederne: Regeringens udvalg rammer plet – livslang læring er vejen frem
Venstre vil beholde forhøjet fradrag på forskning

Venstre vil beholde forhøjet fradrag på forskning

UDSPIL: Venstre foreslår i sit udspil til finansloven at beholde det forhøjede fradrag for virksomheders forskning og innovation. Partiet vil også have en handlingsplan for at få et nyt EU-forskningsagentur placeret i København