Forskere: Reform skal sikre, at økonomi ikke vejer for tungt på universiteternes vægtskål
DEBAT: Hvis vi også i fremtiden skal sikre forskningsrådgivningen som en grundsten i demokratiet, så kan vi passende kigge ud over landets grænser for inspiration, skriver David Budtz Pedersen og Andreas Brøgger Jensen.
Anders Brønd Christensen
Debatredaktør og journalistAf David Budtz Pedersen og Andreas Brøgger Jensen
Hhv. professor og videnskabelig assistent, Institut for Kommunikation og Psykologi, Aalborg Universitet København
I et vidensbaseret demokrati er det vigtigt, at aktuel, pålidelig og relevant viden er tilgængelig i beslutningsprocesserne hos myndigheder, regering, Folketing og erhvervsliv.
Relationen mellem forskning, rådgivning og politiske beslutninger er imidlertid ikke altid et fredsommeligt parforhold. Det har over det seneste år vist sig, at embedsmænd og politikere i en række sager har vanskeligt ved at acceptere forskernes konklusioner.
Jubilæum giver anledning til eftersyn
Rektor ved Københavns Universitet, Henrik Wegener, påpegede i et indlæg i Altinget 27. februar, at tiden er inde til at drøfte ministeriernes forskningsrådgivning.
Skriv til [email protected]
Wegener foreslår, at der gennemføres et eftersyn af området, der skal belyse, om danske ministerier og universiteter har de rigtige mekanismer, der sikrer den mest uvildige forskningsrådgivning.
Baggrunden for den aktuelle diskussion er de universitetsfusioner, der blev gennemført for ti år siden. I 2007 blev sektorforskningen integreret i universiteterne som forskningsbaseret myndighedsbetjening via kontrakter mellem ministerier og universiteter.
Forskningsrådgivning er en disciplin, der kalder på bestemte kompetencer, som ikke naturligt er en del af det eksisterende system i Danmark.
David Budtz Pedersen og Andreas Brøgger Jensen
Hhv. professor og videnskabelig assistent, Institut for Kommunikation og Psykologi, Aalborg Universitet København
Fordele og ulemper
Med integrationen af de tidligere sektorforskningsinstitutioner på danske universiteter gennemgik den forskningsbaserede rådgivning en række markante forandringer.
I stedet for permanente rådgivningsinstitutioner med direktører og bestyrelser skulle den sektorrelaterede forskning og myndighedsrådgivning i stedet udbydes i åben konkurrence.
Det betyder, at ministerierne gennem udbud og kontrakter rekvirerer videnskabelig rådgivning fra eksterne leverandører – i dette tilfælde danske universiteter – i stedet for deres egne forskningsinstitutioner.
Fordelene ved denne udvikling har været tydelige.
Der er skabt synergier mellem sektorforskning og uddannelse. Der er sket en opgradering af vidensgrundlaget for den politiske rådgivning. Der er skabt internationale forskningsmiljøer omkring flere af de danske sektorforskningsmiljøer.
Men der er samtidig opstået en række usikkerheder. Ministerier har i rollen som udbyder af kontrakter fået nye beføjelser til at bestille forskning. Og den prekære og ofte uformelle forståelse mellem forskningsrådgivere, embedsapparat og politiske beslutningstagere er delvist gået tabt, fordi bevillingerne rykker rundt afhængig af, hvem der vinder kontrakterne.
Magtens problem
Man bider som bekendt ikke af den hånd, der fodrer én.
Der er principiel forskel på at være en betroet faglig embedsmand i en sektorforskningsinstitution og at være konsulent i varetagelsen af forskningsbaseret myndighedsbetjening.
I princippet er universiteterne garanter for rådgivningens troværdighed og objektivitet – og det er de i langt de fleste tilfælde. Men relationen mellem udbyder og leverandør har åbnet for utilsigtede magtrelationer.
For de forskere, der leverer rådgivning, kan det være vanskeligt at gennemskue succeskriterier, indtægter og i det hele taget den politiske virkelighed. For de myndigheder, der rekvirerer forskningen, er det afgørende, at uformel viden og rådgivning ikke går tabt i kampen om bevillinger.
Hjemme godt, ude bedre
Den danske myndighedsbetjening bør være baseret på forskning med samme høje integritet og kvalitet som al anden forskning.
Men når det kommer til oversættelsen mellem forskning og politiske beslutninger, må de involverede parter opdyrke gensidig forståelse og respekt.
Forskningsrådgivning er en disciplin, der kalder på bestemte kompetencer, som ikke naturligt er en del af det eksisterende system i Danmark.
For at få inspiration til en mulig revision af den danske forskningsbaserede myndighedsbetjening bør politikere lade sig inspirere af erfaringer fra udlandet.
Igennem flere samarbejder med EU-Kommissionen, OECD og International Network of Governmental Science Advisers har vi identificeret en række mulige modeller for, hvordan forskningsrådgivning kan indgå i politiske beslutninger.
Den helt klart tydeligste anbefaling i den eksisterende litteratur handler om at sikre myndighedsbetjeningens gennemsigtighed, uafhængighed og legitimitet.
OECD anbefaler eksempelvis, at myndighedsbetjening, hvor universiteter leverer forskning til ministerier, gøres uafhængig af budgetmæssige forhandlinger. I praksis kan en sådan ordning udformes på mange måder, men det centrale er, at der ikke kommer økonomiske interesser på spil imellem parterne.
Mulige forbilleder
I Canada, Storbritannien, New Zealand og USA har man i mange år haft videnskabelige regeringsrådgivere. Denne ordning har ført til, at der i de respektive ministerier og under statsministeren er adgang til kvalificeret rådgivning.
Rådgivere af denne art har ikke samme armslængde som universiteter, men de kan være med til at sikre den daglige kvalitet i den forskning, der rekvireres eksternt eksempelvis i forbindelse med rekvireret forskning.
EU-Kommissionen har valgt at organisere forskningsrådgivning igennem et panel af forskere, der leverer videnskabelig og teknisk ekspertise til generaldirektoraterne.
I stedet for at benytte en individuel rådgiver åbner panelstrukturen for, at der kan bringes flere stemmer i spil.
Denne model kan være et forbillede for en kommende dansk revision på området.
Ikke mindst, fordi man i et videnskabeligt rådgivningspanel har mulighed for at invitere flere repræsentanter fra fagområdet med og dermed undgå, at konkurrerende forskergrupper spekulerer i at kritisere hinanden for at vinde fremtidige kontrakter.
Det uafhængige mellemled
Kigger vi mod andre landes modeller, kan man altså pege på muligheden for at indsætte et uafhængigt mellemled, der skal vurdere, hvem der skal have midler og under hvilke betingelser.
På denne måde skubber man beslutningen ud af ministeriernes direkte kontrol. Dette mellemled kan være en gruppe af uafhængige eksperter eller førende forskere inden for det pågældende felt.
Uagtet den specifikke mekanisme, man vælger, er det vigtigt, at forskningsrådgivere er i stand til at vurdere relevant faglig viden, og besidder kompetencer til at vurdere kvaliteten.
Det vil kunne skabe en øget tillid mellem ministerier og forskere og mindske risikoen for utidig indblanding eller trusler om sanktioner.
Ligeledes kan man forestille sig, at en sådan panelstruktur vil kunne omfatte eksperter i formidling (ofte beskrevet som ’knowledge brokers’), der kan agere mellemled ind til ministerier og det politiske felt. En sådan rolle kræver nye kompetencer og ikke mindst, at disse formidlende mellemled opfattes som uafhængige af politiske interesser.
Ikke mindst er det vigtigt, at et muligt bindeled mellem universiteter og ministerier er i stand til at agere i et felt mellem fakta og værdier.
Plads til både politik og forskning
Politik er og bør være baseret på værdier. Forskere er og skal være optagede af at fremstille den mest pålidelige viden.
Men forskning kan også være et middel til at finde ud af omfanget af et problem eller omkostningerne ved en forandring. I sådanne situationer vil forskningen uundgåeligt have politiske implikationer.
Der skal i ethvert demokrati være plads til politiske værdier og ikke mindst dynamiske ideologiske diskussioner.
Men når der skal træffes beslutninger om komplekse problemer med konsekvenser for økonomi, klima, sundhed og fremtidige generationer, har vi brug for kvalificeret ekspertviden.