Søren Pind: Danske forskere skal insistere på forskningsfriheden
DEBAT: Forskningsfriheden er afgørende for samfundsudviklingen, derfor skal universiteter og forskere insistere på forskningsfriheden, skriver uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V).
Kirsten Ida Enemark
RedaktionsassistentAf Søren Pind (V)
Uddannelses- og forskningsminister
Jeg har altid været optaget af frihed – og er det bestemt ikke i mindre grad i forhold til vores forskning. Forskningsfriheden er i mine øjne afgørende for det videnskabelige arbejde og dermed for samfundsudviklingen.
En række rektorer udtrykker i en debat her på portalen bekymring over forskningsfrihedens tilstand. Det er bekymringer, som jeg tager alvorligt, og jeg vil i løbet af foråret tage en drøftelse af forskningsfriheden med universiteterne. Mit udgangspunkt er dog ikke, at der er problemer over en bred kam.
Jeg er stor tilhænger af, at vi diskuterer forskningsfrihedens tilstand og de udfordringer, der måtte være. Men det skal gøres med fakta og perspektiv.
Heine Andersen (HA), professor emeritus, Københavns Universitet, hævder i sit indlæg, at forskningsfriheden ligefrem er i krise. Det er jeg uenig i.
Og så er det ikke en respektfuld og saglig debat, når HA slynger om sig med formuleringer som "de direkte implicerede vil for alt i verden holde det skjult", "minister fifler med tallene bag nedrullede gardiner" og "politikerne er mest optagede af at maksimere deres egen magt".
Det er utilstedeligt, hvis nogle forskere oplever pres og politisk indblanding. Vi skal stå vagt om forskningsfriheden.
Søren Pind (V)
Uddannelses- og forskningsminister
Den slags udsagn hører vist mest de sociale medier til.
HA nævner, at den britiske forsker Terence Karrans undersøgelse skulle dokumentere, at Danmark ligger i bund med forskningsfriheden.
Han undlader dog at fortælle, at Danmarks placering blandt andet skyldes, at studiet primært måler på de lovgivningsmæssige rammer og ikke på den reelle akademiske frihed, som de enkelte forskere oplever.
Og blandt andet fordi forskningsfriheden ikke er nævnt i vores grundlov, men i universitetsloven, får vi den placering, som vi gør.
I andre undersøgelser ligger Danmark flot placeret. I et årligt scoreboard, udgivet af European University Association (EUA), er Danmark eksempelvis placeret som nummer to i EU ud fra organisatorisk institutionel autonomi for universiteterne. Så lad os få det perspektiv med.
Universiteterne skal værne om forskningsfriheden
Det følger af universitetsloven, at universitetet har forskningsfrihed, og universitetet skal værne om universitetets og den enkelte forskers forskningsfrihed. Den opgave ligger hos universiteternes ledelser.
Det er også mit klare indtryk, at universiteterne generelt tager ansvaret på sig. Det er universiteternes adelsmærke. Den enkelte forsker har også et ansvar for ikke at lade sige presse.
Så for at sige det meget klart: Jeg forventer, at både universiteter og forskere til enhver tid insisterer på deres forskningsfrihed.
Derfor gør det også indtryk på mig, at nogle forskere i Dagbladet Politiken på det seneste har givet udtryk for, at de er blevet presset i relation til deres forskningsfrihed.
Selv om det heldigvis er en mindre gruppe, der påpeger, at de har oplevet begrænsninger, så skal vi tage det alvorligt.
Det er utilstedeligt, hvis nogle forskere oplever pres og politisk indblanding. Vi skal stå vagt om forskningsfriheden. Det er ikke til diskussion.
Men når Heine Andersen skriver: ”Senere viste en Politiken-survey med cirka 5.000 forskere, at pres fra embedsapparatet og ændringer af rapporter var udbredt”, så er det altså at stramme konklusionerne.
Fakta er, at ud af de cirka 1.200 forskere, der angiver, at de har udført myndighedsbetjening for ministerier eller styrelser, svarer 8 procent, 'at ministerier eller styrelsen har ændret i den endelige rapport, så væsentlige tal, grafer eller konklusioner er blevet udeladt i den endelige, offentliggjorte udgave af rapporten'.
Privat samarbejde er positivt for forskningen
HA mener også, at universiteternes samarbejde med private fonde og virksomheder er roden til alt ondt, og han glemmer i sin iver at være opmærksom på det markante og vigtige bidrag, som private fonde og virksomheder yder til dansk forskning i dag.
De private fonde spiller en større og større rolle for finansieringen af universiteternes forskning, og universiteterne og de enkelte forskere skal være opmærksomme på, at de private fondes prioriteringer ikke får en utilsigtet indvirkning på universiteternes strategiske frihed.
Men altså; vi skal passe på ikke at låse universiteterne fast og afsondre dem fra alt omgivende liv.
Det moderne universitet er en aktiv del af samfundet, og det skal vi glæde os over. For universiteter og forskere bidrager til, at ny viden og forskning bliver bragt i spil i samfundet og gør gavn.
Forskningsfriheden trives samlet set godt i mine øjne. Danske forskere er fantastisk dygtige, og de er stærke, kloge personligheder, som man ikke lige skubber rundt med, er min erfaring.
Og al ære og respekt for det.
Lad os gerne kontinuerligt tage debatten om forskningsfrihedens tilstand, og om hvordan vi fortsat værner om den. Det er også med til at forsvare den.