Rasmus Willig: Lav en årlig undersøgelse af forskningsfriheden

Rasmus Willig
Leder af Center for Offentlige og Privatansattes Ytringsfrihed ved Roskilde Universitet

I takt med at flere midler konkurrenceudsættes, kunne det godt se ud som, at vi får en ny form for censur blandt forskerstanden. Den er på ingen måde kompliceret og består kun i det særlige forhold, at ingen vil udstille sig selv som konkurrencesvage.

Det er en censurform, som kan spores hos stort set alle professioner. På daginstitutionsniveau er der ikke mange pædagoger, der fortæller, at de efter de sidste besparelser ikke længere kan nå at skifte bleerne på børnene. Hvis de siger det højt, siger de, at det vil være det samme som at tabe konkurrencen om forældrenes gunst.

Det samme gør sig gældende for de folkeskolelærere, som aldrig ville sige højt, at de efter folkeskolereformen ikke længere har tid til at forberede sig, for som en lærer engang har fortalt mig: ”I et faldende marked (læs lavere børnetal) vil det være det samme som at lægge skolen ned i taberfeltet.”

Det samme gælder for politiregionerne, der konkurrerer om antal sager, for hospitalerne, der konkurrerer om antal behandlede patienter, og nu universiteterne, der slås om forskningsmidler og studerende.

Konkurrencelag
Og på samme måde, som forskningen har vist de senere år for de her nævnte professioner, er der ingen, der vil udstille sig som konkurrencesvage. Enhver statsform - velfærds-, konkurrence- eller en fremtidig bæredygtig stat - vil altid censurere i et vist omfang, men konkurrencestaten synes at have fundet en særlig formel for selvcensur.

For hver konkurrence er der en potentiel risiko for, at særligt kritisable forhold eller andre forhold, som offentligheden burde have kendskab til, bliver udsat for selvcensur. 

Rasmus Willig
Leder af Center for Offentlige og Privatansattes Ytringsfrihed, RUC

Formlen består for universiteternes vedkommende i et uhørt antal konkurrencelag, der ikke er set tidligere. I en globaliseret verden synes alle universiteter at konkurrere med hinanden. Og udfaldet af konkurrencen kan aflæses på de forskellige internationale ranking-lister, der sætter kriterierne for, hvem der klarer sig bedst eller dårligst.

Selv ranking-listerne er imidlertid i konkurrence med hinanden. Og er det sådan, at universiteterne selv betaler for at blive målt i konkurrence med andre? Mon antal betalte kroner står mål med placeringen? I Europa konkurrerer vi om de europæiske forskningsmidler og på nationalt niveau om de frie og strategiske konkurrenceudsatte forskningsmidler - og nu tilsyneladende også om de konkurrenceudsatte midler til myndighedsbetjeningen.

Men konkurrencen stopper ikke her. Universiteternes midler fordeles i konkurrence. Konkurrence om, hvem der har produceret flest studerende med kortest gennemførelsesfrekvens, flest ph.d.-studerende, flest patenter - for slet ikke at tale om konkurrence om indhentning af eksterne forskningsmidler. Hertil kommer naturligvis konkurrencen om de knappe faste stillinger og titler, der stiller en bedre i den fremtidige konkurrence. For hver konkurrence er der en potentiel risiko for, at særligt kritisable forhold eller andre forhold, som offentligheden burde have kendskab til, bliver udsat for selvcensur. Ganske enkelt fordi ingen vil udstille sig selv som nogle, der ikke kan eller vil følge med i den type af stat, som har tillagt konkurrencen absolut værdi - netop det, der karakteriserer en ideologi.

Selvcensur på danske universiteter?
Hvad vi yderligere kan antage er, at selvcensuren forøges ved større oplevet usikkerhed, for eksempel ved usikre ansættelsesvilkår, simpelthen fordi man har mere at miste som prekær arbejdskraft. Her er det væsentligt, hvor mange løst ansatte de danske universiteter har i dag.

Desuden, og dette er ikke uvæsentligt, har de fleste universiteter afskediget fastansatte de seneste år. Det vil i den forbindelse med al sandsynlighed være rimeligt at antage, at det har medført en generel forhøjet usikkerhed, som leder til en mere udbredt selvcensur. Hertil skal de ansattes fremtidige forventninger tages i betragtning, for der er flere besparelser på vej med de faste effektivitetsbesparelser og omprioriteringsbidraget. Dette fører højst sandsynligt også til en forhøjet usikkerhed, der igen vil resultere i en højere grad af selvcensur. Alt andet ville være svært at forestille sig og kræver ingen synderlig sociologisk fantasi.

Men vi kender reelt ikke hele omfanget af censuren på de danske universiteter. Vi kan kun se, at præmisserne er til stede, og at der er opstået begrundet bekymring. En måde at komme problemstillingen til livs på er, at danske universiteter laver en årlig forskningsfrihedsundersøgelse. Det er nemt og ligetil, og det er svært at finde undskyldninger for ikke at gøre det, for vi har at gøre med universiteternes kerneydelse. Og kommer den i fare eller sættes der blot spørgsmålstegn ved den, har sektoren alvorlige problemer.