Borgerinitiativ: Afliv myten om dyreforsøg

DEBAT: Mange mener, at dyreforsøg i forbindelse med medicinforskning er et nødvendigt onde. Men i virkeligheden findes der mange alternative metoder, som venter på at blive godkendt, skriver André Menache fra borgerinitiativet mod dyreforsøg ”Stop Vivisection”.

Af André Menache
Medlem af styringskomiteen i Stop Vivisection

Det Europæiske Borgerinitiativ er et demokratisk eksperiment. Det kræver mindst én million godkendte underskrifter, som skal indsamles inden for et år, før EU-Kommissionen kan tage et initiativ op til overvejelse.

Dyrerettighedsforkæmpere har set dette nye juridiske redskab som en mulighed for at anfægte brugen af dyreforsøg. På mindre end et år er der blevet samlet mere end en million underskrifter ind, som er sendt videre til Kommissionen.

Der vil snart finde et møde sted mellem repræsentanter fra borgerinitiativet ”Stop Vivisection” og medlemmer af Europa-Parlamentet, hvor dyreforsøgs-lovgivningen vil blive udfordret.

Ny EU-lovgivning
Borgerinitiativet ”Stop Vivisection” kræver, at loven om dyreforsøg (direktiv 2010/63/EU) bliver fuldstændig ændret, så den stemmer overens med moderne videnskabelige metoder i stedet for at blive ved med at sætte sin lid til forældede dyreforsøgsmetoder.

Hvad, der gør dette borgerinitiativ unikt i forhold til andre underskriftindsamlinger om dyrebeskyttelse, er, at det handler om mere end dyreplageri. Det går skridtet videre. ”Stop Vivisection” har en videnskabelig styringskomite, ledet af professor Gianni Tamino (Italien), dr. Claude Reiss (Frankrig) og dr. Andre Menache (Belgien), som alle er imod dyreforsøg af videnskabelige grunde.

Dyreforsøg virker mod hensigten
Mens så godt som alle EU-borgere er imod dyreforsøg i forbindelse med kosmetiske produkter, mener mange, at dyreforsøg i forbindelse med medicinforskning er et nødvendigt onde.

”Stop Vivisections” videnskabelige komite forsøger at aflive denne myte ved at oplyse både befolkningerne og politikerne om, at dyreforsøg faktisk virker mod hensigten. Det er der videnskabelig evidens for.

For eksempel er der, ifølge den amerikanske Mad- og Lægemiddelsadministration (FDA), 92 procent af de farmaceutiske lægemidler, der ifølge dyreforsøg er sikre, som ikke vil kunne bestå kliniske forsøg på mennesker.

Mange af de lægemidler, der består de kliniske forsøg, vil give uønskede bivirkninger, som man ikke ser ved dyreforsøgene. Ifølge Journal of the American Medical Association (1998) er uønskede bivirkninger den fjerde hyppigste dødsårsag for mennesker, efterfulgt af hjertesygdomme, kræft og slagtilfælde.

Alternative metoder står i kø
Dyreforskere forsvarer ofte dyreforsøg med at sige, at der ikke findes nogen alternativer, der kan erstatte alle dyreforsøg. Hvad, de undlader at fortælle, er, at mange lovende alternative metoder står i kø for at blive godkendt af det underfinansierede og underbemandede European Center for the Validation of Alternative Methods (ECVAM).

Godkendelsesprocessen for ikke-dyreforsøgsbaserede metoder er håbløst langsom og kan ikke følge med de nye teknologier. Det kan tage adskillige år for ECVAM at godkende en metode, der til den tid alligevel vil være for gammel. Den vanvittige situation bliver kun værre af, at dyreforsøgsmetoder aldrig er blevet godkendt. I stedet bliver dyreforsøg accepteret som ”normen” af regulatoriske instanser.

Oversat fra engelsk.

Forrige artikel DI: Fra symptombehandling til løsning DI: Fra symptombehandling til løsning Næste artikel FTF: Styrk uddannelser der er relevante både for den offentlige og private sektor FTF: Styrk uddannelser der er relevante både for den offentlige og private sektor
  • Anmeld

    Christian

    Ville du lade dit barn være forsøgskanin?

    Der arbejdes på at udvikle tests, der, til en vis grad, kan erstatte brugen af forsøgsdyr. Dette gør screening-processen af nye lægemidler mere effektiv. Men der er ikke mange laboratorieforsøg, der med 100% sikkerhed kan efterligne alle de komplekse biokemiske mekanismer, som foregår i et levende dyr (inkl. i mennesker). Vil man undgå unødige lidelser i mennesker, er dyreforsøg derfor nødvendige.

    "92 procent af eksperimentelle lægemidler, der ifølge dyreforsøg er sikre, fejler i kliniske forsøg på mennesker". Ja, men en langt større del af eksperimentelle lægemidler fejler i dyreforsøg (pga. af enten alvorlige bivirkninger eller manglende effekt) og går derved ikke videre til kliniske forsøg i mennesker. Herved undgår man at udsætte mennesker for unødige lidelser.

    Gad vide om André Menache ville være parat til at lade sit eget syge barn være det første menneske til at prøve en ny medicin, hvor ingen dyreforsøg havde været gjort. Altså uden rimelig viden om, hvilke evt. alvorlige bivirkninger den ny medicin kunne have på barnet og derved med sandsynlig risiko for senere at udvikle kræft, blive infertil, have organsvigt, el. lign.

  • Anmeld

    Birte Lambjerggaard

    Dyreforsøg er farlige for mennesker

    Mennesker og dyr er forskellige og reagerer derfor ikke ens. på forskellige stoffer. Selv om et produkt er testet til at være 100 % sikkert på dyr, betyder det ikke, at det også er sikkert for mennesker.
    Desuden er forsøgsdyrene meget stressede, hvilket gør testningen endnu mere upålidelig. Så jeg er helt enig - vi behøver ikke dyreforsøg.

Sommerdebat: Det gik du glip af

Sommerdebat: Det gik du glip af

DEBAT: Sommeren går på hæld, og Altinget: forskning samler op på debatindlæg med reaktioner på regeringsdannelsen og indspark til kommende forskningspolitik. Læs debattørernes vigtigste pointer her.