DEA: Hvordan sikrer vi stadig forskning i verdensklasse?

Af Stina Vrang Elias
Adm. direktør, Tænketanken DEA

Forskning har en række særlige karakteristika. Et af disse karakteristika er, at vi kan måle udviklingen ret præcist, og denne måling er endda international. På stort set samtlige karakteristika er dansk forskning en succes. Vi publicerer mere og mere, og det er i stigende grad internationalt. Så i forhold til vores størrelse gør vi det godt.

Man kan godt diskutere, om vi får nok ud af investeringen i form af vækst, beskæftigelse og udvikling af velfærdsområder som for eksempel folkeskolen. Men på sine egne præmisser er dansk forskning en succes. Men fordi det har været en succes, er der ingen garanti for, at det bliver ved med at være sådan. I Tænketanken DEA udgav vi sidste år debatoplægget ”Dansk forskning anno 2030: Er vi stadig i verdensklasse?”

Det overordnede spørgsmål var, om vi ville blive ved med at være i verdensklasse med den nuværende kurs. Den udfordring er ikke blevet mindre af de varslede besparelser på området. Og det er relevant allerede nu at sætte fokus på en række sandsynlige konsekvenser.

Forskere på finanseringsjagt
For det første ser vi en stigende afhængighed af ekstern finansiering til forskningen. Som nogle forskere beskriver det, er en universitetsansættelse i dag groft sagt blot en "licence to hunt". Det vil sige en platform, hvorfra forskeren kan søge de eksterne midler, som er nødvendige for at finansiere den egentlige forskning.

Behovet for eksterne midler har medført en større søgning mod de offentlige danske forsknings- og innovationsordninger, udenlandske forskningsmidler og private fonde. Eksempelvis betyder presset på Det Frie Forskningsråd, at succesraten er nede på omkring 10 pct. Det vil sige, at kun én af ti ansøgninger opnår støtte.

Derfor skal vi holde skarpt øje med, om vi er gode nok til at støtte de nye talenter og de skæve ideer, der skaber fornyelse i forskningen og baner nye veje for såvel videnskaben som for virksomheder.

Stina Vrang Elias
Adm. direktør, Tænketanken DEA

Når succesraten bliver så lav, er der en risiko for, at rådet bliver nødt til at afvise mange kvalificerede ansøgere, og det presser både Rådet og forskere til at spille på ”sikre kort”. Det vil sige forudsigelige projekter båret frem af etablerede forskere med styr på CV’et. Det går ud over mere interdisciplinære eller nyskabende projekter, som kræver en vis risikovillighed.

Det er en udfordring, som ikke bliver mindre med de varslede besparelser over for eksempelvis Det Frie Forskningsråd.

Besparelser rammer yngre talenter
Det er især en udfordring for yngre forskere, som ofte skal bevise deres værd gennem en række kortsigtede og usikre eksternt finansierede ansættelser, før de får mulighed for at udvikle selvstændige forskningskarrierer. Flere studier peger ellers på, at de store videnskabelige nyskabelser og gennembrud typisk sker i starten af ens forskningskarriere.

Derfor skal vi holde skarpt øje med, om vi er gode nok til at støtte de nye talenter og de skæve ideer, der skaber fornyelse i forskningen og baner nye veje for såvel videnskaben som for virksomheder. Hvis der ikke kommer flere, men færre penge til forskningen, hvad kan vi så gøre for at give forskere mulighed og incitament for at forfølge de skæve ideer?

Universiteterne kan selv bidrage ved at give lovende forskere sikre ansættelsesvilkår, som giver dem ro til at gå efter mere langsigtede og risikofyldte dagsordener. Udenlandske erfaringer peger desuden på, at det er værd at overveje at give flere langsigtede og friere bevillinger til lovende forskere i stedet for mere kortsigtede og ”låste” projektbevillinger, da dette ifølge nylig forskning kan fremme større nytænkning og omstillingsevne i forskningen.

Langsigtet forskning forsvinder
En anden udfordring er, at vi endnu mangler at se konsekvenserne af de senere års mange reformer af forskningsverdenen. For eksempel står det stadig hen i det uvisse, hvilken langsigtet betydning det vil få, at de strategiske forskningsmidler siden 2014 er lagt over i Innovationsfonden, som er mere orienteret mod erhvervslivet og til dels har mere kortsigtede krav til outputtet af forskning end det tidligere Strategiske Forskningsråd.

Det kan være godt for erhvervslivet og for øget nyttiggørelse af forskning, men efterlader potentielt en mangel på finansiering til den langsigtede, problemorienterede og ofte interdisciplinære forskning, som var fokus for Det Strategiske Forskningsråds uddelinger. 

Værn om forskningen
Vi skal værne om vores forskning. Den er blandt andet fundamentet for vores forskningsbaserede uddannelser og for at fastholde og øge private virksomheders FoU-investeringer i Danmark. Og for nye teknologiske gennembrud og innovationer i erhvervslivet.

Og investeringer i forskning betaler sig. Et nyligt britisk studie skønner, at afkastet af offentlige investeringer i forskning ligger på 20 pct. Med andre ord giver hver krone, som det offentlige investerer i forskning, en gevinst for samfundet på mindst 20 ører.

Derfor skal vi hele tiden have fokus på, hvordan vi får de rette rammebetingelser og de rigtige incitamenter, som baner vejen for forskning i verdensklasse i Danmark. Det har vi brug for. Især i en tid, hvor der skal spares, og forskerne skal løbe længere på literen.