Debat

DEA: Klimaudfordringen er ikke en månelanding

Klimakrisen er tidligere blevet reduceret til at være en udfordring, der kan løses med teknologiske løsninger. Men det er en risikabel reduktion, der kan betyde, at vi ikke når klimalovens mål, skriver Jeppe Wohlert.

Månelandingen var en teknologisk udfordring af en helt anden karakter end nutidens kriser som faldende fødevaresikkerhed, ulighed i sundhedssystemet og ikke mindst klimaforandringerne, skriver Jeppe Wohlert.
Månelandingen var en teknologisk udfordring af en helt anden karakter end nutidens kriser som faldende fødevaresikkerhed, ulighed i sundhedssystemet og ikke mindst klimaforandringerne, skriver Jeppe Wohlert. Foto: Handout/AFP/Ritzau Scanpix
Jeppe Wohlert
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Lande og regioner rundt om i verden sætter sig i stigende grad for at bruge innovationspolitik til at forfølge løsninger på store samfundsudfordringer som klimakrisen.

Ikke mindst i Danmark, hvor den seneste S-regerings grønne forsknings- og innovationsstrategi fra 2020 introducerede fire teknologiske missioner for: 1) fangst og lagring eller anvendelse af CO2; 2) grønne brændstoffer til transport og industri; 3) klima- og miljøvenligt landbrug og fødevareproduktion og 4) genanvendelse og reduktion af plastikaffald.

Uddannelses- og Forskningsministeriet har i dag ansvaret for arbejdet med de fire missioner, som både skal skabe nye danske eksportmarkeder og bidrage til at nå klimalovens mål om 70 procents reduktion af drivhusgasudledninger på dansk jord i 2030 og et klimaneutralt Danmark i 2050.

Det er ikke tilstrækkeligt med en strategi for udvikling af grønne teknologier

Jeppe Wohlert, programleder for forskning og innovation, DEA

Men klimakrisen er et eksempel på en af flere hyperkomplekse kriser, vi står over for i dag. Skal vi indfri klimalovens målsætninger, er det ikke tilstrækkeligt med en strategi for udvikling af grønne teknologier.

Det konkluderer Tænketanken DEA i en ny undersøgelse af, hvad statens missionsdrevne innovationspolitik kan lære af den historiske udvikling og udbredelse af vindteknologier i Danmark.

Klimaet kan ikke sammenlignes med en månelanding

Nutidens missionsdrevne innovationspolitik udspringer af historiske eksempler på forsknings- og innovationspolitiske missioner. Mest kendt er nok Apollo-programmet, hvor den amerikanske regering i 1961 satte sig for at lande en mand på månen og få ham sikkert tilbage igen.

Månelandingen var en teknologisk udfordring og trak på forsknings- og innovationsmiljøer omkring USA's National Aeronautics and Space Administration (NASA).

Imidlertid er nutidens kriser, som faldende fødevaresikkerhed, ulighed i sundhedssystemet og ikke mindst klimaforandringerne, grundlæggende af en helt anden karakter.

Forskere har døbt sådanne kriser wicked problems og beskriver udfordringerne som komplekse, svære at definere, uforudsigelige, kendetegnet ved at være grænsende til allestedsnærværende, at gribe ind i hinanden og at have konsekvenser for hele systemer som eksempelvis socioøkonomiske systemer og klimaet. Her er teknologiske løsninger ikke længere tilstrækkelige.

Udfordringerne kræver også løsninger, som ændrer på vores adfærd og kulturelle tilbøjeligheder, som for eksempel madvaner, flyrejser og affaldshåndtering.

Borgerinvolvering bør få større opmærksomhed i arbejdet med regeringens grønne missioner

Jeppe Wohlert, programleder for forskning og innovation, DEA

Sådanne adfærdsændringer betragtes i dag ikke som en del af innovationspolitikken til trods for, at de påvirker sandsynligheden for, at løsninger som for eksempel nye teknologierne udbredes i samfundet.

Statens påvirkning af adfærden i samfundet varetages af efterspørgselsorienterede politiske instrumenter i andre ministerier, eksempelvis Klima-, Energi-, og Forsyningsministeriets offentlige udbud af opførslen af nye energikraftanlæg og prisstøtte til at drive anlæggene.

Og det arbejde foregår i dag uden større koordinering med de teknologiske missioner i Uddannelses- og Forskningsministeriet. Parallelarbejdet risikerer at forsinke indfrielsen af Klimalovens mål og kan i værste fald betyde, at vi ikke når målene.

Det vil kræve ændringer i vores adfærd

Skal de teknologiske løsninger såsom grønne brændstofteknologier og fangst og lagring af CO2 ud og virke allerede inden 2030, som den tidligere regering satte sig for med den grønne forsknings- og innovationsstrategi, vil det kræve adfærdsændringer på flere planer.

Alene for missionen om grønne brændstoffer peger DEA's undersøgelse på tre opmærksomhedspunkter.

For det første eksisterer der i dag ikke noget marked for grønne brændstoffer. Det er en flaskehals for udviklingen af teknologierne.

Læs også

Derfor bør politikere og embedsfolk i den danske innovationspolitik koordinere politikken for både udvikling og udbredelse af nye løsninger i langt højere grad.

En sådan nyorientering af innovationspolitikken indebærer en ændring i både politikudvikling og implementering.

Ændringer, der vil give bedre vilkår for timingen af nye politiske instrumenter som for eksempel støtte til forskning og udviklingssamarbejde mellem forskere og virksomheder, CO2-afgifter og offentlige udbud af nye kraftanlæg for grønne brændstoffer. Hidtil har den timing ikke været optimal.

Der gik således mere end et år efter lanceringen af missionerne i den grønne forsknings- og innovationsstrategi i regi af Uddannelses- og Forskningsministeriet, før den tidligere regering lancerede en strategi for udvikling af et nyt marked for grønne brændstoffer i regi af Klima, Energi- og Forsyningsministeriet.

Øget borgerinvolvering

For det andet vil missionen om grønne brændstoffer kræve, at virksomheder investerer betydeligt i udviklingen af grønne brændstofteknologier. Her vil den kommende nye CO2-afgift forventeligt få stor betydning for både virksomhedernes adfærd og efterspørgslen på grønne brændstoffer fra markedet, borgerne samt offentlige myndigheder.

Den missionsdrevne innovationspolitik er et paradigmeskifte, som rækker langt ud over at ville sætte en mand på månen

Jeppe Wohlert, programleder for forskning og innovation, DEA

Begge dele er afgørende for, at vi får udviklet teknologierne til at producere grønne brændstoffer i stor skala, og at vi opbygger viden om, hvordan brændstofferne bedst indgår i fremtidens emissionsfrie energisystem.

For det tredje kan borgerne påvirke kommunernes interesse for som planmyndighed at lade grønne brændstofanlæg opføre lokalt.

Hvis ikke borgerne involveres i planerne for udbredelsen af produktionsanlæg for grønne brændstoffer, risikerer planerne at blive mødt af den samme borgermodstand, som de sidste årtier har bremset udbygningen af vindkraft på land og kystnære strækninger. Derfor bør borgerinvolvering få større opmærksomhed i arbejdet med den seneste regerings grønne missioner.

Hidtil har dansk innovationspolitik været drevet af mere neutrale ønsker om at styrke økonomien og levere løsninger på store udfordringer. Men den missionsdrevne innovationspolitik er et paradigmeskifte, som rækker langt ud over at ville sætte en mand på månen.

Det er på tide, vi behandler den sådan. For hvis ikke politikere og embedsfolk i dansk innovationspolitik begynder at interessere sig mere for, hvordan nye løsninger bliver udbredt i samfundet og på den måde påvirker vor tids store udfordringer, risikerer vi ganske enkelt, at vi ikke når klimamålene.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jeppe Wohlert

Programleder for forskning og innovation, Tænketanken DEA
cand.scient.pol (Københavns Uni. 2008)