Kronik

Dekaner: Vi kan blive det bedste land for ældre, hvis forskningen bruges bedre

KRONIK: Sund aldring er sat på dagsordenen for det kommende årti, og Danmark skal være i front, når det handler om at dele og tage ved lære af internationale erfaringer, skriver fire sundhedsdekaner.

Vi skal bruge forskningen i sund aldring til at tænke og arbejde sammen, hvis vi skal nå målet om at flere borgere lever lange, sunde liv, skriver fire sundhedsdekaner.
Vi skal bruge forskningen i sund aldring til at tænke og arbejde sammen, hvis vi skal nå målet om at flere borgere lever lange, sunde liv, skriver fire sundhedsdekaner.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Midt i december indgik Folketinget en politisk aftale om udmøntningen af 56 millioner kroner til Det Gode Ældreliv. Samme måned udnævnte FN's Generalforsamling det kommende årti til 'The Decade of Healthy Ageing'.

I begyndelsen af 2021 står den fælles håndtering af pandemien fortsat som den helt centrale sundhedsudfordring, og den har skabt nye måder at samarbejde både nationalt og internationalt.

De erfaringer vil vi gerne bygge videre på, så forskning i aldring kan imødekomme og effektivt spille sammen med samfundsudfordringer og fælles visioner om det gode ældreliv.

Vi har længe vidst, at store dele af verden står over for markante demografiske ændringer. Ifølge Sundhedsstyrelsens Ældreprofil vil 24 procent af den danske befolkning i 2050 være over 65 år. Fremskrivninger fra Danske Regioner viser samtidig, at sundhedssystemet i 2025 skal behandle 120.000 flere patienter end i dag.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Hvis vi fortsat vil sikre et stærkt velfærdssystem kræver de kommende år, at vi finder endnu flere bæredygtige løsninger af både teknologisk, økonomisk, organisatorisk og sundhedsmæssig karakter.

Tværfaglighed er en grundsten
Løsningerne skal vi finde i samarbejde og tværfaglighed.

Vi uddanner dygtige og efterspurgte kandidater til vores sundhedsvæsen. Men vi kan blive endnu bedre til at udvikle fælles spor på tværs af uddannelsessektorerne.

Ulla Wewer, Lars Bo Nielsen, Ole Skøtt og Lars Hvilsted Rasmussen
Sundhedsdekaner ved hhv. KU, AU, SDU og AAU

De seneste 10-15 år har vi på en lang række områder fokuseret på at skabe viden og finde metoder, så flere mennesker kan bibeholde stærke fysiske og mentale funktioner og langt op i livet nyde en vital alderdom med god livskvalitet.

Vi ved, at aldring er et komplekst samspil mellem biologiske, sociale, miljømæssige, kulturelle og psykologiske faktorer, som påvirker både det enkelte menneske og større populationer. Derfor er vi også nødt til at tænke og arbejde sammen, når vi ønsker, at flere borgere lever lange, sunde liv.

Der er behov for at sikre mindre ulighed, stærkere forankring og meget mere nytænkning, når det gælder indsatser inden for forebyggelse, diagnosticering, sygdomsbehandling, genoptræning og pleje af vores ældre, som ofte er kronisk syge medborgere.

Tværfaglighed er en vigtigt for at løse den lange række udfordringer og en forudsætning for innovation.

Med den nye aldringsplatform, 'The Decade of Healthy Ageing', vil WHO gerne accelerere nye samarbejder og partnerskaber. De danske universiteter vil også gerne sikre, at øget samarbejde og nytænkning bygger på forskningsbaseret evidens og viden fra hele Danmark.

Vi vil gerne bidrage til en fælles vision om at gøre Danmark til verdens bedste land at blive ældre i. Som borger og patient, og som arbejdstager og pensionist.

Danmark skal lære af udlandet
Vi skal bruge forskningen i sund aldring. På alle landets universiteter kan aldringsforskere fremvise vigtig grundlagsskabende forskning samt mange stærke eksempler på projektbaserede samarbejder med nationale organisationer, kommuner, foreninger og andre praksisnære aktører.

Tilsvarende har landets aldringsforskere skabt stærke relationer i internationale forskningsnetværk. Både i EU og WHO og i tætte samarbejder med forskningstunge universiteter. Det har bidraget til at styrke dansk forskning og forankre viden.

De næste oplagte skridt er at understøtte og udvikle 'best-practise-sharing' på tværs af institutionelle skel og landegrænser.

Vi har i Danmark et solidt fundament at bygge videre på. Vi kan inddrage forskningsbaseret og anvendelsesorienteret viden, borgerinddragelse og øge fokus på at få forskning og praksis til at arbejde tæt sammen.

Det er udmeldinger og behov, som både politikere, forskere og ansatte i sundheds- og plejesektoren kan blive enige om bør prioriteres. Det seneste års fælles håndtering af covid-19 står som et stærkt bevis på, at øget videndeling og stærkt samarbejde på tværs af faggrænser accelererer hastigheden for de gode løsninger.

Samarbejde accelererer gode løsninger
Samarbejde om forskning, uddannelse, innovation og forankring sikrer viden og evidens.

De sundhedsvidenskabelige fakulteter ønsker fortsat at bidrage med grundlagsskabende forskning og ønsker ligeledes at række endnu mere ud til landets øvrige uddannelsesinstitutioner og vidensorganisationer, samt de mange centrale aktører, som arbejder praksisbaseret og tæt på borgere. Dem som har konkret erfaring med de største barrierer og hindringer for, at flere borgere lever gode, aktive ældreliv.

I Danmark uddanner vi dygtige og efterspurgte kandidater til vores sundhedsvæsen. Det gælder på universiteterne og på de praksisbaserede uddannelser. Men vi kan blive endnu bedre til at udvikle fælles spor på tværs af uddannelsessektorerne. Sådan at vores kandidater, efteruddannelser, specialer og grundmoduler fremmer sund aldring og skaber værdi for borgere.

Vi ønsker, at Danmark er i front, så vores læger, vores kandidater i sundhedsvidenskab, vores sygeplejersker og vores plejepersonale naturligt arbejder tæt sammen om en holistisk forståelse af borgeres og patienters behov.

Det handler blandt andet om at imødekomme og håndtere, at borgere og patienter skal være centrum for og involveret i at fremme deres egen sundhed og sygdomsbehandling.

Lad os forme ny partnerkreds
I 2020 har den globale pandemi påvirket vores adfærd og mere end nogensinde sat sundhed, hygiejne, patientbehandling og forskning på agendaen.

Pandemien har også tydeligt understreget, hvor vigtig forskning og tværfagligt samarbejde er for at løse de store samfundsudfordringer.

I takt med vaccinernes fortsatte udvikling og udbredelse kan vi forhåbentlig i løbet af 2021 få mere tid og overskud til at arbejde videre med de mere grundlæggende, aldringsrelaterede udfordringer i vores samfund.

Derfor vil vi hermed invitere til at forme en partnerkreds, som sammen kan arbejde for at tage fælles skridt til, at Danmark bliver verdens bedste land at blive ældre i.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00