Om  
Erling Bjøl

Dødsfald: Professor, forfatter Erling Bjøl (105)

Professor, historiker og journalist Erling Bjøl er død i en alder af 105 år.

Redaktionen

Professor, historiker og journalist Erling Bjøl er død.

Det oplyser Politiken.

Erling Bjøl blev student i 1937, og begyndte allerede året efter som udenrigsmedarbejder ved United Press. Under tyskernes besættelse af Danmark under Anden Verdenskrig flygtede han til London, hvor han arbejdede for BBC og den illegale danske presse.

Tilbage i Danmark efter krigen blev han ansat ved Dagbladet Information og derefter Politiken. I 1963 blev han konstitueret professor i statskundskab ved Aarhus Universitet.

Her stod han bag opbygningen af det nye fag international politik, og fik derved senere berømte politikere som studerende på statskundskab.

"Selv Bjøls studerende fra Aarhus Universitet rettede til det sidste ryggen, når de mødte deres gamle professor – om de så i mellemtiden var blevet ministre eller EU-kommissærer, eller hvad han ellers havde uddannet dem til," skriver avisen blandt andet i sin nekrolog, der fortsætter:

"Han besøgte verdens fjerneste afkroge. Han rapporterede fra de værste konflikter. Han dækkede internationale konferencer. Han skrev de største historiske værker, som stod i ethvert ordentligt hjem i enhver ordentlig universitetsby. Han uddannede de store politikere. Og danskere i flere generationer skulle se og forstå verden gennem Bjøls briller, hans værker og hans kommentarer. Selv, da han i begyndelsen af sine 70’ere mistede synet, så han skarpere end de fleste. Og selv uden syn skulle han læse mere end de flittigste ved at få værkerne læst op. Det han hørte, huskede han."

Fra et rigt forfatterskab må nævnes ’Verdenshistorien efter 1945’ (1972), ’Vor tids kulturhistorie’ (1978), ’Set i Bakspejlet’ (1993), ’Fra magtens korridorer’ (1994), ’Hvorfor krig’ (1998), ’Hvordan fred’ (2000) og ’Gyldendals USA-historie’ (2002). Aarhus Universitet udgav festskriftet ’Bjøl’ i 1999, og Politiken udgav en samling af avisens Bjøl-artikler ’I min tid’ i 2011.

Erling Bjøl modtog blandt andet Publicist-Prisen i 1995 og Berlingskes journalistpris.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Erling Bjøl

Forfatter, fhv. professor, dr.scient.pol., Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet
mag.art. (1948)

0:000:00