Erhvervsakademier: If it ain’t broke, don’t fix it

Af Michael Rugaard
Sekretariatschef, Danske Erhvervsakademier

Altingets fokus på de videregående uddannelsers taxametersystemer viser, at vi er mange, der har holdninger til emnet, men indtil videre har vi ikke særligt konkrete ideer til, hvordan bevillingssystemet kan nyindrettes.

Det er påfaldende, når det nu netop er en ændring af taxametersystemet, der af nogle er udset til at være universalløsningen på alskens mere eller mindre veldokumenterede problemer for den videregående uddannelsessektor. Hvis problemerne er relevans, kvalitet og regional spredning, så skulle man tro, at iderigdommen på nuværende tidspunkt ville være større. Når det ikke er tilfældet, har det sikkert flere årsager.

For hurtigt i løsningsmode
Uden for sektoren kunne man tro, at systemet er så økonomisk lukrativt, at institutionerne vil kæmpe med næb og klør for at beholde det. Hertil er at sige, at der allerede inden for det eksisterende system er interessemodsætninger mellem forskellige institutioner fordelt på typer, uddannelsesfokus, geografi, fagsammensætning mv, så der kunne sagtens være nogle, som kunne se en interesse i at få det ændret nu.

Men det er nok svært at forestille sig et system, som er mindre administrativt besværligt, og som er så objektivt i den forstand, at det allokerer ressourcer efter det, institutionerne reelt præsterer.

En mere nærliggende forklaring kunne være, at vi er kommet for hurtigt i løsningsmode. Når man ikke ud fra problemstillinger, som har været kendt og diskuteret politisk i flere år, kan finde på flere løsningselementer, så er det nok fordi, vi er startet det forkerte sted, eller har begrænset os for meget i forhold til, hvad der kan indgå i en løsning.

Det er påfaldende, når det nu netop er en ændring af taxametersystemet, der af nogle er udset til at være universalløsningen på alskens mere eller mindre veldokumenterede problemer for den videregående uddannelsessektor.

Michael Rugaard
Sekretariatschef, Danske Erhvervsakademier

Af en eller anden grund bliver alle de andre værktøjer, som myndighederne i dag har til deres rådighed i forhold til at gøre noget ved problemerne, nu opfattet som værende utilstrækkelige, og skal suppleres med eller erstattes af en bevillingsreform. Men hvilken analyse viser, at værktøjerne er utilstrækkelige?

Evidensen mangler
Et centralt politisk ønske med reformen er at ændre de studerendes studievalg til uddannelser, der med større sikkerhed fører til beskæftigelse (relevans). Det kan der være meget fornuft i, hvis man ellers kan have bare nogenlunde sikker viden om, hvad der giver beskæftigelse ud over ”flere ingeniører”.

Den nuværende dimensioneringsmodel tager afsæt i, hvad der ikke giver beskæftigelse (nu). Når den af nogen opfattes som utilstrækkelig, så må det være fordi man ønsker en større dynamik end det, en tilbageskuende model kan levere. Men jeg mangler at se evidensen for, at det er uddannelsesinstitutionerne alene, der er bedst skikkede til at overtage det ansvar og den medfølgende risiko for at gætte (forkert) om arbejdsmarkedets udvikling og behov.

Til spørgsmålet om relevans hører også, om vi har den rigtige fordeling af optaget på tværs af de korte/mellemlange uddannelser og de lange. Vil et nyt bevillingssystem kunne ændre på det?

Gør værktøjskassen større
Det er en klar prioritering for alle at få mere kvalitet for pengene. Det giver god mening, nu hvor så stor en andel af en årgang har fulgt skiftende regeringers opfordring til at tage en videregående uddannelse. Men hvad er det for en yderligere kvalitet, man ønsker eller synes, man mangler, og hvorfra ved man, at man kan finde og bruge økonomiske incitamenter til at få den?

De oplevede problemer er jo ikke ens fordelt, og man må spørge sig selv, om det så er de samme incitamenter, der skal til på tværs af praksisnære, uddannelsestunge institutioner med korte og mellemlange uddannelser, som der skal til i forhold til forskningstunge institutioner med lange uddannelser? Jeg tror, man skal kende problemet bedre og gøre værktøjskassen større, hvis man seriøst vil adressere kvalitet som et problem, der skal løses fra centralt hold. For erhvervsakademierne er det centralt, at vidensgrundlaget for uddannelserne sikres.

Bert Lance, som var præsident Carters direktør for Det Hvide Hus’ budget- og administrationskontor i slutningen af 70’erne, populariserede dette debatindlægs overskrift. Han uddybede med ordene: "That's the trouble with government: Fixing things that aren't broken and not fixing things that are broken."

Så galt behøver det jo ikke at gå i spørgsmålet om bevillinger til uddannelsesinstitutionerne, hvis vi vel at mærke undlader at se taxametersystemerne som en-faktor-forklaringen på uddannelsessektorernes forskellige udfordringer eller som quick-fix-løsningen på dem.